Anna og Otto 1940-1945

1940 Midt i januar 1940 får Anna brev fra sin mor, Mariane.

Kalundborg torsdag. Kære begge to. Tak for kortet, jeg er oppe hos Stinne i disse dage det er så kold, men tager hjem igen når vejret bliver bedre og sikken snestorm og vinter vi har herovre og I har vel mere hos jer. Louise rejser til Finland, hun har givet ansøgning og rejser så snart der kommer besked. I kan jo nok forstå jeg er meget ked af det, men det kan jo ikke hjælpe, ville hun dog bare lade være. Jeg skriver ikke mere men vær kærlig hilset fra mor. Hilsen fra Stinne.

Den 14. februar 1940 skriver datteren Elly på 15½ år et brev til Anna og Otto fra hendes plads i Adbølgård.

14-2-1940. Kære far og mor!
Ja jeg ville lige skrive et par ord til jer, jeg ved ikke rigtig om jeg kommer til Bedsted i aften til danseskole. Jeg snakkede nemlig til Henny i Hurup, hun ville om jeg ikke ville med hendes fætter og den anden svend ville til at gå og hun ville også, så hun ville gerne jeg ville med. og da jeg også gerne vil gå. Magda går jo også så jeg håber ikke I har noget imod det. Henny sagde også at Ella Villadsen lå meget syg og kunne vist ikke leve, det er vel nok kedelig at tænke på, hun er ikke så gammel som jeg er. Jeg vil gerne mor hvis det er sådan at jeg ikke kommer hjem på søndag at I vil lægge min husholdningsbog ud til bager Petersen på tirsdag da frk. jensen vil se om vi fører den derhjemme det skal vi nemlig men I skal kun sende den hvis det er sådan at jeg ikke kommer hjem på søndag. Vi fik kartoffelsuppe, banket kød og kartofler, rå hvidkålssalat, leverpostej, kærnemælkskogte … cremesause og sandnødder, de smagte vel nok glimrende.
Metha fik en dreng i går formiddags klokken 8 på 100 graam nær 8 pund, begge i bedste velgående, det var vel nok godt hun kom hjem og fik den det kunne nær have gået som far sagde at hun var blevet heroppe. Lydia kom hjem i går. Drengen vejer det samme, som da han blev født. Sikken et vejr, det bliver ved med, det er koldt. 
Nu de kærligste hilsner til eder fra Elly.
Vi kom ikke til Bedsted i aften, men jeg var med Henny, Mogens og Poul i Krik, men vi skal til danseskole næste onsdag aften klokken halv ni.
Nu har jeg ikke flere konvolutter for jeg klippede den sidste op for at få skreven dette her. Kærlig hilsen Elly.
Hilsen fra Krik.

Den 19. februar 1940 bliver der skrevet til Anna og Otto i Horsens.

Horsens den 19-2-40. Kære Svoger og Svigerinde.
Jeg må denne gang benytte blyant, da jeg desværre igen ligger til sengs. Jeg har fået influenza og har været syg en uges tid, men Gud ske lov bedre, så jeg venter at komme op sidst i denne uge, det er jo lidt tit at det går …… januar til 2. februar …. min egen 14 dage, der var ikke rart, men man må jo finde sig idet sygdam er nu engang enhver mands herre.
Det er nok værst for min kære lille hustru hun har al for meget at bestille når hun skal passe det hele både i butik og i huset, men hun er Gud ske lov rask og går på med frisk mod og godt humør. Egon hjælper jo lidt nu i forretningen, men han egner sig ikke så godt til det og har heller slet ikke lyst til forretning. Det er kedelig at der skal gå så mange unge mennesker i deres bedste alder arbejdsløse de tager skade på både sjæl og legeme med at gå arbejdsløs i årevis til sidst finder de det ganske naturligt og regner med at det er samfundet som skal føde og klæde dem, når de ikke kan skaffe arbejde, det er jo nærmest sørgelige tider for ungdommen. Det så jo ikke således ud da vi var unge? …. har lille Elly af eders brev synes jeg det så ud til at hun var lige ved at fryse ihjel på hendes værelse, det er også forfærdelig men denne vinter vi har i år. Vi taler lidt om Otto du nok fryser ihjel ved at køre mælkevogn. Jeg må nu slutte for denne gang, nu bare lille Marie kan ikke få tid at skrive, men jeg skulle hilse mange gange fra hende og dermed være I alle tre hilset fra eders svoger Emil E. Hansen, Horsens.
Jeg har også skrevet til bedstemor idag.

Sidst i februar får Anna igen brev fra moderen i Kalundborg.

Kalundborg, torsdag. Kære Anna og Otto. Nu er det blevet til alvor at Louise skal til Finland, hun rejser fra København den 4. marts, hvad dag hun rejser herfra ved jeg ikke, hun er på sygehuset og skal være der lige til hun skal afsted.
Det er så svær for mig at tænke på hun skal ind til al den gru og elendighed og om vi aldrig må se hende mere, jeg tror det bliver endnu det værste jeg har været med til endnu, men jeg må jo bede Gud om at bevare og beskytte hende, det er jo det eneste jeg kan, men det er så svær, jeg kan ikke skrive mere og skriver igen, hvis jeg kan, når hun er rejst. Kærlig hilsen mor.

Annas søster Louise tog med “Den Danske Ambulance” eller “Felthospitalet” til Finland for at hjælpe finnerne under Vinterkrigen mellem Finland og Rusland. “Den Danske Ambulance” var sponsoreret af Dansk Røde Kors.

Louise blev stationeret i Lathi. Som vi kan læse skulle hun af sted den 4. marts 1940, men allerede midt i marts blev der våbenhvile og man vendte hjem igen og enheden blev opløst den 21. april 1940. I alt var der sendt 100 mand af sted og de skulle kunne klare 100 tilskadekomne på deres felthospital.

Annas mor Mariane, skriver et bekymrende brev til Anna og Otto, efter at Annas søster Louise er taget til Finland.

Slagelse, fredag. Kære begge to. Nu er Louise jo rejst til Finland, hun rejste fra Kalundborg mandag formiddag hertil Slagelse og så var jeg med hende her til og er hos Pers. Per rejste med hende til København, og Christen mødtes med dem i Ringsted og tog også med til København, og det var hun glad for, men hun kom ikke afsted, som der var bestemt før om tirsdagen for is i Øresund, men rejste så fra København om tirsdagen, men hun var så heldig at træffe frk. Troelsgård, hun er sygeplejerske et sted i København og var hos hende den sidste dag og hun fulgte hende på banen, for Per og Christen kunne jo ikke blive der inde, de skulle jo hjem samme aften og så ringede Per ind til hende om tirsdagen og fik hende også i tale, da skulle de alle sammen være på banegården klokken 3½, hun var glad for hendes brødre var med hende så langt, nu kan vi kun bede for hende at hun må blive bevaret og kommer rask og vel hjem igen, jeg må leve i håb og angst. Hun sagde, hun var glad for at komme afsted, de sidste dage var ikke så nemme at komme over, det var også meget hård ved Stinne, men vi håber at Gud vil bevare hende.
Du skriver om hvad løn sygeplejerådet gav dem, 500 kroner til udstyr, men det forslog ikke nær, hun måtte selv betale en 300 kroner til og al det hun fik var så dyr, hun fik en pels til 300 kroner og så det andet også, en uniformskjole, 3 kjoler, 3 forklæder, 2 gummiforklæder, ski støvler, sko med tykke såler, uldtrøjer, uldne strømper tykke og sokker, vanter, noget til hovedet, halsklæde, tykke bukser, soveposer og nu kan jeg ikke huske mere, men Anna hun bad os om at skrive tit, og vi må også gerne sende så mange pakker vi vil, du vil nok huske hende med lidt engang imellem smør, kaffe, knækbrød og andet, vi skal sende det til den adresse som jeg nu sender, det skal igennem dansk røde kors, så sender de det til hende, for vi må jo ikke vide hvor de er i Finland, og husk når I får brev fra hende at se under frimærket, hun må ikke skrive ret meget. Nu være i begge to kærlig hilset fra mor, jeg er hos Per og bliver til efter påske. Hils Elly.

Den 6. marts 1940 skriver datteren Elly et brev.

Adbølgård 6-3-40. Kære far og mor!
Jeg ville lige skrive et par ord til jer. Jeg var på husholdningsskole i går. Ja, det havde I vel også regnet med. Jeg siger mange tak fordi i sendte den derhen ellers ville jeg også have savnet den. jeg opdagede først, at jeg havde glemt den, da jeg kom herop. Ja, jeg kommer ikke hjem, men bliver klippet i denne her uge, så ved jeg ikke om jeg kommer hjem i næste, for vi skal vaske storvask i morgen og jeg skal på husholdningsskole på lørdag eftermiddaag, det er jo Maries fødselsdag det er også en stor dag. Jeg ved ikke om jeg kommer til skole. Og vi skal vist nok have afslutning lørdag den 30. marts det er dagen før konfirmationen. Der bliver nok ikke ret mange der kan få fri og komme med til afslutnings festen, hun kunne også ret godt lade det være til længere hen i april, så vi kunne komme allesammen, denne her redelighed er vi gale på allesammen, det sagde vi også. Der er mange der ikke kommer på lørdag, men jeg vil da godt nok håbe, at jeg kommer der. Vi fik byggryns sødsuppe, brunkål med fars og makaronibudding med frugtsauce i går og så bagte vi vanillekranse, de andre to købte deres, men jeg købte ikke mine, for jeg syntes ikke jeg havde så mange, som de havde ellers havde jeg nok købt dem for de var noget gode og pæne
Jeg så et billede i går i avisen af de 36 sygeplejersker og læger som rejste til Finland, jeg kunne kende moster Louise, der har måske også været et billede i jeres avis af dem, det kan godt være jeg spørger efter om jeg må få den. Ja jeg tænker vel nok meget på moster, i dag når de jo nok til Finland. Det er sært at de ikke siger noget om det i radioen, jeg lytter spændt hver aften. Ja, nu hørte jeg da i radioen i aften at de skulle bringe den hilsen til os, at de var kommen godt gennem Sverige, det er da dejligt at høre derigennem hvordan det er, og hvor langt de er kommen. Ja nu får jeg vist ikke skrevet mere klokken er elleve og vi skal tidlig op. Jeg ved ikke, om jeg får lavet en sang, sender i min fyldepen ind så skal jeg nok betale det men det behøver I jo ikke.
Kærlig hilsen til eder begge fra Elly.
Methas og Peters dreng skal først i kirke Palmesøndag så jeg kommer måske på søndag.
Det er mit nye brevpapir er det ikke fint. Jeg har kun 15 øres jeg glemte at købe nogle 10 øres så jeg bliver nødt til at lægge penge ved, det er posten nok ellers ked af. Godnat

I marts kom der brev fra Annas svigerinde Ingeborg, som var gift med broderen Peder.

Slagelse den 8.3.40. Kære allesammen! Tak for kortet til min fødselsdag. Ja vi er jo ikke så flinke til at skrive, men her kommer det endelig. Mogens fik også brev fra Elly til sin fødselsdag, det var vel nok pænt af hende. Mogens var også glad for det, vi skal også nok skrive til hende. Hvordan går det jer i denne vinter, det har været slemt for Otto og skulle køre mælk. Peder har også haft nogle slemme ture. Men forhåbentlig får vi snart noget bedre vejr. Jo her er jo ikke noget særligt at skrive om og farmor har jo også skrevet så jeg vil slutte. Venlig hilsen fra os alle. Ingeborg.

Nu kom der brev fra Ottos søster, Marie. Hun boede i Horsens.

Horsens den 12-3-1940. Kære broder og svigerinde! Hjertelig tak for modtaget brev! Det er jo meget spændende når der kommer brev, hvad det indeholder.
Vi ser jo der af at mor endnu er syg ud over hvad hun tidligere har været, ja det er meget strengt for begge parter, men vi skal jo igennem alt, hvad der bliver os pålagt; og der kan nemt komme noget til os som er værre end det vi til dato har prøvet.
Søndag den 3. marts mistede vi en svigerinde på Horsens fjord, hun var med sin mand (en bror til min mand). Lodsen Hansens søn, en kammerat til lodsens søn, på en istur på en isbåd taget en tur ud på Horsens fjord. De ville over på en ø, der hedder Hjarnø, hvor familien Hansen er født og hvor deres far har været lods for en del år siden. Båden gik gennem isen, alle kom i vandet, men kom op igen og blev reddet af nogen der havde observeret ulykken fra land. Fru Hansen var død og blev begravet i lørdags; nu bliver Hansen ensom. De har 2 børn som begge er gifte og bosiddende i København, men som har været hjemme hos deres far siden den 4., de rejser en af dagene til København igen, hvor bliver det trist for deres far. Ensomheden er grufuld. Børnene ville jo gerne have deres far med til København men af forskellige grunde mener han ikke at kunne rejse med nu; det er godt det går mod sommer så han kan komme ud, og adsprede sine tanker.
Hvad min kære lille mand angår er han jo så nogenlunde rask nu, men helt godt er det ikke; vi må jo være glade og taknemmelige for hver morgen vi vågner og ser vi er her begge to; det kan jo hurtig få en ende med os alle sammen.
Nu kommer det spændende øjeblik for Norden krig eller fred, men vi synes i 19 radioavisen at få indtryk af at Finland og Rusland er bleven enige. Hele verden ønsker fred overalt, og der trænges også til fred; overalt, hvert menneske har jo nok at tænke på, med- og modgang nok endda. Prøvelserne undgår vel ingen.
Så fik vi endelig tøvejr, og dermed megen sygdom, der er forfærdelig masse syge her i Horsens; mange influenza og andre forkølelses sygdomme.
Ja det bliver meget strenge tider for os alle. Varer er meget vanskelige at få; næsten alting stiger, det er langt fra morsomt, men enhvert må jo kæmpe så godt man kan for at klare sig, hårde skatter vil blive lagt på alle menneskers skuldre grundet på den grufulde krig, der raser omkring os.
Hvordan går det med Elly? Er hun stadig i sin plads? Det er umenneskeligt at lade Elly opholde sig ligeledes sove på et værelse som det omtalte, den slags kan man jo ikke lukke øjnene for. Ellys helbred kan jo blive ødelagt for fremtiden, det ville da være en stor synd for hende. Nu er det snart påske, den kommer jo meget tidlig i år, gid man over alt i verden vil slutte fred til den tid, og så fejre påsken på rigtig måde.
I håb om I alle er raske og har det godt, sendes I vore bedste hilsener fa os alle tre. Emil E. Hansen, Egon og hans mor.

Emil E. Hansen, mest kaldet Hansen havde en købmandsbutik. Marie blev gift med ham i 1939. Sønnen Egon er fra et tidligere ægteskab.

Der kom brev fra Annas mor, Mariane.

Kalundborg skærtorsdag. Kære begge to. Mange tak for dine breve og tak for at I har sendt en pakke til Louise, vi sendte også en pakke til hende fra Slagelse, Per og jeg ved samme tid, men de varer jo længe inden vi får svar fra hende. Jeg fik brev fra hende, da hun var kommen til bestemmelses stedet og det varede 10-11 dage inden jeg fik den, siden har jeg ikke hørt fra hende, da skrev hun de var kommen godt dertil, og de havde det godt, det var kun nogle få ord, for de måtte ikke skrive ret meget, og det var dagen før krigen blev sluttet, nu længes jeg jo igen efter brev for at høre fra hende igen, men du kan tro, jeg blev glad, da jeg hørte der var fred, derfor kan der jo nemt ske noget, men jeg synes ikke, jeg er så ængstelig mere, i hendes sidste brev dengang, skrev hun, om vi ikke ville sende hende noget ost og knækbrød, nu vil  hun blive glad, når hun får to pakker, som vi da håber hun må få, når nu der er fred vil det vel ikke vare så længe, de breve jeg har fået, har da været åbnet, jeg var hos Pers fra hun rejste og til i går, nu synes jeg helst ville hjem igen, de var så gode imod mig både Per og Ingeborg, men nu er jeg jo helt vænnet fra uro af børn, det er et par raske drenge.
I kan tro jeg er glad for både mine kartofler og gulerødder de har holdt sig godt i min kælder og hos Per kneb det dem for at få kartofler. Ingeborg købte hver dag til 12 ører pundet, det er dyr, alting har jo været frosset i år.
Ja Anna. Kaj skal konfirmeres den 31. marts, jeg kommer nok med Stinne og Hans derhen, Hans har lejet en bil, så kan jeg komme med tilbage igen, de har det ikke så godt. Ingeborg er tosset og gal, Christen og alle tre børn ser så forsultet og forsømt ud, ja ikke Ove han spiser jo hos bageren, nu skal han til Sorø og lære noget mere 1 eller 2 år til, og Kaj har da fået en læreplads i Ringsted, elektriker. Hils Elly jeg skriver snart og kærlig hilsen fra Mor. Jeg skal nok skrive når jeg får brev fra Louise igen, det hele hun har fået skrevet er de par ord til mig.

I april skriver Annas mor Mariane igen. Brevet er poststempelet den 11. april 1940 – 2 dage efter at Danmark var blevet besat af tyskerne.

Kalundborg, torsdag. Kære begge to. Tak for dit brev i dag, ja jeg er også ked af at Louise ikke har modtaget et eneste pakke, og I har sendt, og Per og jeg. Stinne og oversygeplejersken har også sendt, jeg fik brev fra hende sidste mandag kun nogle få ord og hun skrev hun ikke har fået noget, Stinne har været på posthuset og hørt ad, men de vidste ikke noget derom, nu har jeg sendt både Louises brev og de svar jeg fik fra sygeplejerådet, og bedt ham om at snakke og forhøre fra det Røde Kors så snart jeg får noget at vide skal jeg skrive til dig derom.
Louise skriver i det brev som jeg fik sidste mandag at hun kun har fået et brev fra mig og jeg har skrevet mange, at vi skulle lade være at sende flere pakker for hun fik dem ikke, jeg er meget ked af det, for jeg kan høre af hendes breve hun trænger til mad ellers havde hun ikke bedt om noget, vi står jo magteløse over for det, bare hun snart kunne have kommet tilbage igen.
Ja sikke tider vi nu har fået i de sidste par dage, det er vel nok meget alvorlige, men vi tager det med ro, jeg var oppe hos Stinne i går og da så vi de tyske soldater komme igennem gaden i mange store lastbiler og så mange motorcykler men de kørte pæn og rolig, der er også mange flyvemaskiner her over hele tiden, de er ude på Gisseløre, de har besat, ja hele landet. I har dem jo også i Jylland bare det måtte blive ved og være så rolig.
Vi kan jo kun bede om at Gud vil bevare os alle og Gud vil bevare Danmark.
Nu Elly bliver i hendes plads i sommer, det er godt at høre, så er hun ikke ked af det. Solveig skal ikke blive, men endnu har hun ikke fået noget, det kommer vel.
Endnu har vi det godt her i Kalundborg. Gigten er somme tider slem, og det har også været så hård ved mig at Louise er rejst, men jeg håber jo det bedste for hende og os alle. Hils Elly nu får hun snart brev og vær kærlig hilset fra mor.

Den 19. april 1940 skriver Ottos bror, Martin Luther brev fra København hvor han boede.

Kære alle. Tak for eders brev og lige et par ord for at meddele at vi herovre har det godt. Minna har nu fået første del af sygeplejen og er begyndt på hospitals arbejdet. Egon har været her siden påske. Han er i dag rejst hjem, han skulle møde på sesion i morgen, men han kommer her igen, da han har fået arbejde pår Frederiksberg Hospital fra 1. maj. Det er mit håb at I er raske og ellers har det godt indtil vi engang igen må ses. Kærlig hilsen til eder alle 3 farbror Martin. Vi har haft meget travlt den sidste tid, men nu går det normalt igen.

Minna, som var døbt Thomine, er Ottos bror Lars Peters ældste  datter. Egon er Ottos søster Maries søn.

Den 23. april skrives 3 breve til Anna og Otto – brevskriverne bor alle i Horsens og sender i samme konvolut! De 2 blev skrevet af Ottos søster, Marie og hendes mand; det tredie af Maries søn fra et tidligere ægteskab, Egon.

Kære svoger og svigerinde! Lige en hilsen fra os i Horsens, vi har det jo efter omstændighederne godt når vi tager i betragtning den alvorlige tid vi oplever, blot det hele snart kunne få ende, at vi igen kunne få fred over verden, det er det vi beder om og håber for hver dag. Det bliver eftersom tiden får mindre og mindre at handle med, og hvor skal folk få penge til at betale med. Arbejdsløsheden bliver jo større for hver uge der går og det rammer os alle, men lad os håbe at Danmark må gå frelst gennem alle de truende farer og uvejrsskyer som i disse dage truer os. Jeg vil slutte med en kærlig hilsen til eder alle tre, eders svoger i Horsens Emil E. Hansen. Min kære lille Marie vil jo nok lige have en hilsen med samtidig.

Kære bror, svigerinde og Elly! Også jeg vil sende eder min hjerteligste hilsener i håb om at I alle har det godt og er raske. Jeg har travlt med at ordne Egons tøj, han afrejser i morgen eftermiddag til Århus i håb om at komme med damper derfra til København torsdag morgen. Lev rigtig vel og skriv snart. Eders søster og svigerinde. Vi har hørt fra Skyum Bjerge i dag. Bedstemor er vist en del uklar til tider. Doktoren mener vist at det snart må være forbi med hende.

Kære alle tre. Mange tak for brevet til min fødselsdag. Det er noget der liver op i disse strenge tider, når man ser at andre tænker på en. Jeg har været en tur i min fødeby og ved Martins hjælp er det lykkedes mig at blive portør på Frederiksberg Hospital fra den første maj. Jeg måtte jo rejse hjem for at komme på sesion, men blev sendt hjem med besked om at give møde næste år. Nu håber jeg blot på at slippe over til Sjælland, hvad der kan blive svært nok, det er jo ikke de bedste tider og rejse i. Her går alt som det bedst kan, men det bliver vel værre endnu. Varer er ikke til at få, og penge er noget folk ikke har, men blot vi må slippe for det værste vi kan få, nemlig krigen, som kalder dyret frem i os mennesker, og får os til at dræbe og pine hinanden. Gud bevar land og konge. Han er den eneste som kan føre vort elskede fædreland gennem de svære tider, vi er i. Solen står højt på himlen og varsler sommerens kommen. Vi trænger jo også til den; efter den lange og strenge vinter. Nu vil jeg slutte så mine forældre kan få et par linier med. Hermed være i hilset mange gange fra jeres nevø med håb om at I får en god sommer, og I alle må være raske, blot vi må være det er meget vundet. Hils Elly fra hendes drillepind, som håber hun har det godt i hendes plads. Husk at bevære humøret. Egon

Den 10. maj 1940 skrives der fra Horsens.

Kære begge to! Hermed ønsker vi eder en rigtig god pinse. Vi har det rigtigt godt her i Horsens. Egon er rigtig glad for sin nye stilling. Hans adresse er: Portør Egon Mortensen, Frederiksberg Hospital, København F. Hermed de venligste hilsner til eder begge, hils Elly. Marie og Emil E. Hansen.

Den 22. maj 1940 skriver Mariane igen brev til datteren Anna.

Kære begge to. Tak for dine breve, den sidste har jeg lige modtaget, det er jo så uregelmæssig med de breve, jeg har skrevet både til Else og Elly, som bev sendt afsted på en gang, dem har de jo nok heller ikke fået, de er vel druknet. Vi har det godt alle sammen herovre endnu så vidt jeg ved, her i Kalundborg har vi da det godt endnu. Jeg ønsker mig tit over til jer i Thy i disse tider, men det er vel ens alle steder. Fremmede folk hvor vi går og ser, det er nok mest i byerne og Kalundborg er jo en havneby. Flyverne er så urolige i dag. Louise er hjemme om natten hos mig, indtil hun kan få hendes eget værelse på sygehuset igen, nu begynder hun på fredag med hendes ferie i fjorten dage. I år skulle de alle have ferie ad to gange, men de må ingen steder tage hen ingen af sygeplejerskerne eller lægerne. Hun ville gerne om ikke hun kan få tilladelse af politimesteren om at cykle en tur ned til Pers i Slagelse, nu har hun lige fået købt en ny cykel, så ville hun gerne bruge den, og kunne tiderne blive sådan i sommer vi kan rejse kommer jeg nok en tur til jer derovre, for jeg sidder jo så ene hele dagen, så bliver både humøret dårlig særlig i disse tider. Radioen hører jeg aldrig, jeg vil ikke høre om alt, og Stinne det er så sjælden hun kommer, hun er jo altid optaget, men jeg har det jo godt og er glad for at Louise er kommen godt hjem igen. Du skal have mange tak fordi du tænker på fars grav, mon jeg aldrig må se den mere? Nu vil jeg ønske alt godt for jer og os alle. Gud bevare Danmark. Kærlig hilsen mor.

Den 8. juni skriver Mariane igen til Grurup.

Kære begge to. Tak for brevet, nu har jeg da endelig fået brev fra Else, det er den første nu i lang tid, vi må jo ikke skrive, som vi gerne vil, men hvordan har I det ellers derovre, her har vi det alle godt endnu, der er ikke så mange fremmede som der har været, de har vel nok at gøre andre steder, vi er jo nu et roligt folk her i Danmark desværre og finder os i alt, det skal vi jo. Du skriver, om vi kommer derover, det tror jeg ikke vi tør sejle, men det kan vel forhåbentlig forandres igen, jeg ville så gerne i år have været en tur derover, måske det kan lade sig gøre senere, Louise han nu haft ferie i fjorten dagen, hun skal have hendes ferie ad to gange, så får hun fjorten dage til senere, så får vi se. I disse dage har hun været hjemme hos mig, hun måtte jo ingen steder rejse hen, og hun har været her hjemme hver nat i den tid, hun har været på sygehuset, hendes værelse var der en anden der har fået.
I dag er hun begyndt igen på sygehuset og nu mente hun så, hun fik hendes gamle værelse igen, nu får jeg vente og se til aften, hvordan det går, hun har klaget til overlægen om det, han sagde, hun skulle have den med det samme, hun blev træt af at gå hver morgen og aften og i hendes frihed også. Louise har kun været nede hos Pers i to dage, ellers har hun gået hjemme.
Pers var cyklen alle tre, den lille sad hos Per forrige lørdag og cyklede igen om søndagen, Mogens klarer det godt, de kommer igen når Per får ferie, og jeg fik brev fra Christens, når han får ferie, kommer de også cyklende. Bilerne må jo stå.
Hans har ferie i disse dage, jeg komme ikke ret tit derop, de er altid så optaget af hans familie, så holder Louise og jeg os borte, Solveig er endnu hos den samme, hun ville gerne have en anden plads, men det bliver vist ikke så nem og få en, der er god nok, jeg synes hun skulle lære noget mere. Christens drenge har jo gode lærepladser, de bliver heller ikke ynkede og Elly har jo også godt af at få lært noget, selv om det ikke altid er nem for de unge mennesker. Vær nu begge to og Elly også kærlig hilset fra mor. Hilsen fra Visse

Den 19. juni 1940 skriver Annas søster Louise til Anna og Otto. Louise har skrevet det på jydsk det kan af og til være svær at forstå, men det jydske har jo også ændret sig gennem tiderne…..

19-6-40 Kære Alle.
Æ sæjer så møj tak for de brøv do hår skrøven til mor, det er så rolle å hyer nøj derøverfræ vel do skryv på jydsk når en si do skryver for æ kan it forstå det ellersens å æ tøves at ve ska skryv te hinajen, forde at når ve it skryver sist end om os sist så må ve jo nok det.
Ve hår det ellers nuelunde herøvre så ve skal såmæn et klav a hå hat fri så mor hå skrøven men må blyv hvor æ er, kaske nå æ tike blyver bejje at ve ka kom over te jer men æ troe it de la sig gjøre a ka nok svøm men mor ka it og vel it ve er mere nødt te æ så tror æ ve ska vent med den sejlen når ens ti ve trækker de hal pæ tror æ de passe mi ører er doli i den her tid, de goer tebavs for mæ men æ blyver osse gammel, om æ nætte er et bejje så ka æ høre å de er it så doli de, når ens ti ve trække de hal æ tror æ de passer, ve hår et så manne hyre i æ by som ve hår hat men der er manne bier der sværmer over vos de men indnu hå de da et stukket vos de er it alle å jeres slav ka hænder er nue forskjellige, å neier falder nee.
Ve goer i æ sseng mæ æ høns gjør i osse sån, det er ve eent så glåe ved, må pas at it nyj lys skjenner. Pers hå de så noeluner ve er rask alle te hob og Stine hår de osse godt. Krens hår ve et høt fræ men æ tror de goer godt nu vel æ ønsk jer al godt og manne helsner fra de gammel søster Visse.
Do skryver nok engang om do foer æ brøv.
Æ sku sej fra mor at hun hår skrøven til Else og Elly men inen svar fot, æ skryver osse til Else en av dave.

Den 25. juni skriver Ottos svoger igen brev til Otto og Anna.

Kære svoger og svigerinde! Hjertelig tak for eders brev jeg har modtaget i dag, det er jo Alfreds fødselsdag i dag, så I er vel i Ydby?
Jeg kan meddele eder at jeg er enkemand for tiden, min kære hustru har fået sommerferie og er rejst til København torsdag i sidste uge for at besøge hendes kære dreng og bror Martin og efter bestemmelser kommer hun nok ikke hjem førend sidst i juli eller først i august måned, det er noget hun selv bestemmer, da jeg jo sagtens kan være ene, idet jeg jo selv kan lave mad og holde huset i orden og derforuden passe forretningen, der er jo desværre ikke så meget at lave i butikken nu om stunder efter rationeringen.
Det værste er at det jo nu lige falder ind med Ellys ferie, hun har vel ingen rigtig interesse af at komme til Horsens, når hendes tante ikke er hjemme, men nu skriver min kære Marie nok til eder, da jeg har sendt hende eders brev, så kan I jo skrive sammen om tingene.
Jeg er frisk og rask og har det godt, det er bare så varmt i disse dage 27 grader i butikken, så der er skam lummer at opholde sig. Havde Elly enda fået ferie efter høst, som vi havde tænkt os, så ville vi jo gerne, at hun skulle komme og være hos os i en uges tid eller to, men det går jo ikke altid, som vi ønsker os det. I kommer vel ikke at besøge os i sommer? Det er jo ikke til at ende på en dag, da bilerne jo ikke kan få benzin mere, men toget kører da endnu.
Jeg vil slutte og formoder så at I en af de første dage hører fra Marie. I være dermed alle tre hilset fra mig. Eders Emil E. Hansen.

Den 3. juli skriver Emil E. Hansen og Elly til Grurup og det er Elly der skriver udenpå konvelutten.

Kære svoger og svigerinde. Dette for at meddele eder at lille Elly er kommen lykkelig i havn. Faster er endnu ikke kommen, det bliver ikke førend i morgen. Nu kan Elly selv skrive hvorledes rejsen er forløbet og jeg vil slutte med en hilsen til eder begge, Eders Emil E. Hansen.

Kære far og mor! Ja, så lige et par ord for at lade eder vide, at jeg er vel ankommet til Horsens nu i eftermiddag ved 4 tiden. Togene var forsinket hele vejen, men det var endda en forløber jeg kom med. Faster Marie er ikke kommet i dag, hvorvidt hun kommer eller ikke, det får vi se. Jeg blev meget vel modtaget og fik en vældig god middagsmad nemlige nye kartofler, bøf og persillesovs og nogen god grød, så I kan tro, jeg er bleven mæt. Nu er det snart ved den tid, da de lukker butikken, og så skal vi op på banegården med den. Jeg rejste sammen med en ung dame fra Struer, hun boede i København, hun var bange for at sejle over Store Bælt og hendes moster, hun var fra Fredericia og fra Vejle herop rejste jeg sammen med en ung præstekone fra København. Jeg skal nok se at komme hjem på søndag, men jeg må godt nok ikke rejse før mandag, så jeg ved det ikke rigtig, der var opstået blokade her i Horsens i aften, da jeg kom, at Ålborg og Odense var bombarderet i går, så det bliver måske snar her igen, men vi håber det ikke. Nu får jeg da meget at se i dag, der er vel nok smuk i Vejle. Så slutter jeg for denne gang. De kærligste hilsener til eder begge samt tanker fra eders Elly. Der er vel nok langt til banegården.

Den 7. juli 1940 bliver der sendt et brevkort til Anna og Otto fra deres datter Elly der er på besøg i Horsens.

Horsens 7-7-40. Kære far og mor.
Lige et par ord for at meddele at jeg rejser herfra i morgen middag og kan være hjemme i morgen aften klokken 20:37. Jeg ved ikke om en af jer vil komme op på stationen efter mig, da de to kufferter jo er tunge at bære, vi skal i kirke nu i formiddag og så tager vi kortet med. Jeg har det meget godt her i Horsens. Faster og Onkel er gode ved mig. Vi skal ud i eftermiddag.
De kærligste hilsener til eder begge fra Elly.
Hilsen fra Onkel og Faster.
Håber I får det kort i morgen tidlig.

I 1940 fik Otto hævet honoraret for mælkekørslen med 475 kr. og var nu for første gang over niveauet i 1926! Det går fremad med indtjeningen.

Den 13. august bliver der igen skrevet fra Horsens til Grurup.

Kære svoger, svigerinde og Elly. Mange tak for eders brev vi modtog i lørdags, undskyld at det denne gang har varet noget længe, inden I har hørt fra os, men vi kommer til at sige bedre sent end aldrig.
Det er tidligt fra morgenstunden at jeg har taget mig sammen til at skrive, da vi lige har fået vores morgen kaffe og min kære lille Marie ligger og daser den lidt af, mens jeg nu skriver, jeg holder ikke af, at hun kommer op førend hen ved otte tiden, jeg synes jo hun skal have det godt, så længe hun kan få det, vi kender ikke, hvor længe vi kan blive ved at have det sådan, den dag er måske ikke fjern, da der vil komme andre tider for os. Vi er ellers raske og har det efter forholdene godt. Marie har fornylig haft storvask efter en otte ugers vask, så der har jo været nok for hende at bestille, men nu er hun vistnok færdig, hun var ved at stryge i går eftermiddags og jeg tror nok det er slut.
Vi havde brev fra svoger Martin i går og han har nu ferie fra søndag, han skriver at han vil komme her søndag eftermiddag og så bliver han her hos os i nogle dage så kan i vel vente hans besøg engang hen i ugen. Jeg vil nu slutte med en kærlig hilsen til eder alle tre. Marie kan vist nok male et par ord op fordi hun ligger i sengen. Eders svoger og onkel Emil E. Hansen.

Kære bror og svigerinde! Tusind tak for modtaget breve. Vi beklager at vi ikke forlængst har fået skrevet. Tiden går, vi taler så tit om at skal have skrevet til både den ene og anden, og det kommer jo også efterhånden, men vi har jo mange og korresponderer sammen med, der er flere i København, som jeg slet ikke har skrevet til endnu, siden jeg kom hjem fra København. Jeg glæder mig meget til Martins besøg, det bliver bare så kort, men det må vi jo alle nøjes med, der er mange at besøge i den korte tid i år er Martin jo ikke sin egen herre, idet han må tage til takke med hr. Knutzons køretøj. Gud ske lov for O. Knutzons køretøj, bare vi må få lov at beholde det. Man kan jo få forbindelse med omverdenen endnu. I år går vi vist glip af familien Pedersens besøg, som vi har glædet os til, men der er jo ingen biler at få, så det er jo umuligt med mindre end familien kan være hjemmefra i nogle dage. Hermed de hjerteligste hilsner og tanker samt tak for brevene. Eders søster og svigerinde, Marie. Vi havde i går brev fra Egon, vi skulle hilse alle han kender. Egon har det rigtig godt.

Den 20. oktober 1940 bliver der i Horsens skrevet fødselsdagshilsen til Otto. Bemærk frankeringen som bærer præg af krigen og rationering af alt, heriblandt papir til at lave frimærker af, efterhånden som priserne steg. Den forhåndendeværende løsning var at trykke nye priser på usolgte frimærker – og det gjorde man så.

Kære bror og familie! Allerførst vil vi ønske Otto rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen i morgen. Tiden går og vi bliver ældre for hvert år der går. Børnene bliver store, og på dem ser vi jo bedst, hvordan tiden iler. Egon ophørte jo som portør til 1. oktober, men hans arbejde og opførsel har jo været fuldt ud tilfreds stillende, så han kan jo søge på ny, når vi kommer henad på vinteren, hvis han til den til måtte ønske det.
Egon bor hos Martin, og sætter jo alt ind på at få arbejde i København. Horsens er en elendig by med arbejde. Vi nyder søndagen i dag, vi var i kirke i formiddag, derefter var vi ude at spise klar kødsuppe til middag hos Hansens forhenværende svoger der bor i nærhed af, for tiden sover Hansen til middag. Klokken 3 skal vi med omnibilen ud i den anden ende af byen og drikke eftermiddagskaffe hos Emilie og hendes tilkommende mand; vi plejer ellers at køre en tur ud i Guds frie natur om søndag eftermiddag; men i dag er det så koldt, så da tager vi med bilen.
Hvordan går det med Elly, tænker hun på at skifte plads til november?
Vi har det godt, alt går sin stille og rolige gang her i byen.
Vi har intet hørt til mor siden Martin var hjemme, men vi vil jo tro, at der ingen forandring er sket med hende, siden de aldrig skriver til os.

Kære svoger! Hjertelig til lykke på fødselsdagen, kun skade at vi ikke kan komme op og nyde en kop kaffe sammen med eder, på denne dag, men det kommer jo nok engang, vil vi håbe. Jeg har lige taget mig en lille skraber og vi skal nu snart med omnibilen ind til Emilie så jeg må slutte med mange hilsener til eder alle tre, håber at I alle er i raske og efter forholdene har det godt. Hvordan går det I skal vel slagte en stor fed gris til jul? Vi andre får vel hverken det ene eller det andet – det var landmand, man skulle have været. Hvordan har Elly det? Taler hun ikke om den slemme onkel hun har i Horsens? Hilsen fra os begge Marie og Emil E. Hansen. Hils Elly mange gange fra os. I bedes hilse dem vi kender.

De mindre omnibusser kaldtes ofte omnibiler, senere rutebiler.

Den 28. november 1940 skriver Ottos bror Martin til Grurup.

Kære bror og svigerinde. Ja I troede vel, at jeg lå på bunden af Store Bælt, men det gør jeg da ikke, og nu vil jeg da så benytte lejligheden til at sige eder tak for gæstfrihed i sommer, det er jo en skandale, at jeg ikke har fået skrevet før, men jeg har jo Egon og pigen her hele tiden, så der er ikke meget ro. Egon har ikke haft noget videre arbejde siden 1. oktober, det er kedelig for ham, men der er ikke til at opdrive noget. Vi har det ellers godt herovre, jeg går og bliver så tyk, jeg vejer nu 182 pund, en anselig vægt, det er siden, jeg holdt op med diæten, men det varer nok ikke så længe, inden jeg bliver nødt til at gå tilbage til den igen, for det er ikke godt med at tåle maden. Vi har det roligt herovre og mangler ikke noget endnu, da der er jo nok visse ting, som ikke kan fås mere, men så er der jo andre ting, som må træde i stedet. Jeg hører, at der har været luft alarm i Thisted en hel time, men der er forhåbentlig ikke sket noget. Minna er nu på Moltkes sygehjem per Ruds Vedby og hun har det godt, der som nattevagt. Hvor opholder Elly sig i vinter for hun er vel ikke i Adbøl mere. Jeg håber, at I har det godt derovre i det kære Thyland og er raske alle sammen i disse triste mørketider og hermed være I da alle 3 hilset fra Egon og Martin og undskyld min store efterladenhed, som jeg skammer mig over.

Den 21. december 1940 bliver der skrevet brev i Kalundborg og det er Annas søster Louise, der sidder med pennen.

Kære Otto og Anna. En rigtig glædelig jul og et godt nytår ønskes eder med godt helbred og frihed for os alle.
Mor er i Slagelse og bliver der sikkert i julen, der er så koldt i hendes lejlighed og vores afdelings sygeplejerske er syg igen, så jeg får ikke ret megen tid at komme hjem, ganske vist mor kan jo hurtigt bestemme sig, så måske kommer hun alligevel.
Jeg sender et par ord til Elly, er det dog ikke en dårlig plads, hun har, jeg synes I skulle passe på, at hun fik nogle ordentlige værelser, der hvor hun tjener, jeg synes altid, hun skriver at hun fryser, og nu ser vi hvordan mor er plaget med gigt. Nu så mange hjertelige hilsner fra Visse.
Elly skrev forleden til mig, at jeg skulle se at finde mig en forlovet , så var jeg ikke så ensom, ja jeg morede mig, men måske skulle jeg tænke over det.

Et udateret brev fra Annas søster Louise, der mildest talt kan siges at være i laser.

 

Marie var blevet gift med Emil den 1. januar 1939 og det er sandsynligvis deres bryllupsbillede, de har fået lavet til postkort. Det blev her brugt til at skrive julehilsen til Grurup.

Julen 1940. Hermed ønskes I alle en rigtig god julefest, et godt og heldbringende nytår. Marie og Emil E. Hansen.
Hjertelig tak for modtaget brev, vi har det godt og er raske; desværre har vi så lidt at handle med. Det skal jo gå alt sammen.

1941 Brev fra Kalundborg stemplet den 13. januar 1941.

Kalundborg mandag 13. januar 1941. Kære begge to. Jeg har for et par dage siden skrevet til jer, og nu i dag har jeg fået brev fra Per, jeg er jo kommen til Kalundborg igen og er hos Stinne, for de synes, det var bedst, jeg kom hertil, når jeg er syg, men Per var ellers så god ved mig, nu er jeg vist ved at være lidt over det igen, som jeg skrev, men du har vel ikke modtaget brevet, for jeg kan se i Pers brev, I har sendt pakker til mig, og som jeg aldrig har fået, jeg fik en sæk kartofler og gulerødder i efteråret og et brev til jul, med jeres billede i, som jeg var glad for, men ikke mere, det er vel nok ærgelig at tænke på det I har sendt, som jeg så aldrig har fået, kan det ikke hjælpe at forhøre dig om det på banen, der er jo så andre der har haft godt af det, men Anna send så endelig ikke flere pakker, så længe vi har disse forhold. Måtte vi bare snart få fred på jorden, det er så svært at tænke på alt det onde, men endnu har vi en Gud foroven, som råder for alt.
Nu synes jeg i dag, det er lidt bedre med mig og kan begynde at gå lidt igen. Vi tror, det har været noget forkølelse tillige med gigten, jeg bliver nu så her hos Stinne, indtil jeg kan komme hjem i min egen stuer igen, det varer nok heller ikke så længe. Nu vil du nok lade mig vide om du får nogen af brevene eller måske de går til havets bund.
Jeg skal hilse fra Stinne, Visse og Solveig, de giver mig så megen portvin for at jeg kan komme til kræfter igen.
Anna hvor har I sendt pakkerne til Slagelse eller Kalundborg? Hils Elly og vær begge kærligt hilset fra mor.

Den 18. juni 1941 skrev Ottos niece, Minna brev til Grurup

Kære farbror og tante! Rigtig mange, mange tak for brevet som det nu er meget længe siden, jeg modtog. Ja jeg kan ikke være bekendt, at jeg ikke har skrevet længe før, men I kender mig jo. Nu har jeg lige skrevet hjem til Stjanne, og så syntes jeg, I skulle have en lap med, nu da jeg var så godt i gang, så var det jo ligesom lidt bedre med samvittigheden, hvis jeg skulle se jer i sommer, som jeg jo da håber. Jeg får ferie fra 4. til 24. juli.
Jeg havde brev fra farbror Martin i går, hans ferie falder fra 13. juli til 4. august, det er jo en dejlig tid at få sin ferie på, og jeg glæder mig meget til at komme op og drille jer alle sammen. Bare det nu ikke skal blive sådan, at vi ikke kan rejse. Jeg kan forstå på brevet, at farbror Martin ikke er så glad for det, nu da tyskerne har flyttet deres flåde, det er jo ikke godt at vide, hvilken betydning det kan få; men vi håber det bedste. Det er vel nok godt gjort, man skal have pas for at komme hjem, det havde man alligevel aldrig tænkt sig. Vi er jo bogstavelig talt blevet fremmede i vort eget land. Og så er vi endda hidtil sluppet billig, når vi ser hvad feks. de stakkels nordmænd må lide. Nå men jeg kan vist lige så godt slutte for denne gang, for I smutter jo nok en tur ned i bjergene; men så får vi nok at vide når I kommer, at vi kan være hjemme. Jeg ved ikke rigtig, om jeg kommer andre steder end til Thisted, for det er jo ikke sikkert, jeg når at besøge hele familien, og hvem skal man så besøge og hvem ikke, så vil jeg hellere helt lade være, for så gør jeg da ingen forskel; men min bedstefar synes jeg, da jeg skal besøge.
Hermed sendes I så de kærligste hilsner og tanker fra jeres Minna. I skal nu ikke føle jer helt sikre for det kunne da gerne ske jeg kommer alligevel, det er ikke lysten der mangler.

I 1941 var det sidste gang Otto vandt licitationen for mælkeruten i Grurup! Hvis vi ser bort fra inflation etc. kan vi sige at han indkomstmæssigt stoppede på toppen med 2200 kr. i honorar.

Det nok været under krigen, og måske er Otto den dag kommet træt hjem fra sit job som  mælkekusk og bare sat sig ned inden han fik træskostøvlerne af. De er ellers et nærmere eftersyn værd. Bemærk metalbeslagene på snuden og trædefladen.

De to billeder blev taget en dag Annas søster Louise, også kaldet Visse, var på besøg. Hvorfor Otto har sat sig i græsset vides ikke. Måden han sad på kunne fortolkes som et tegn på en slags stædighed; men Louise kom tilrejsende fra Kalundborg og boede naturligt nok hos dem i flere dage. Fotografierne viser også, at huset i Grurup havde et såkaldt blindt vindue i havesiden.

Den 27. juli 1941 skrev Annas søster, Louise et brev for at sige tak for opholdet hos Anna og Otto.

Kære Alle. Mange tak for den gode ferie oppe hos jer. Jeg kom godt hjem men cyklede ikke, du ved besked Anna. Jeg rejste først fra Else om lørdagen med toget, bestemte mig for sent om fredagen. Rejsen gik godt, men fra Langå, hvor vi skulle skifte, stod jeg op til Århus, og da vi var det sidste tog færgen ventede på, var hver en eneste siddeplads optaget selv tov rullen, ville man sidde måtte man sætte sig på dækket, hvad jeg også gjorde flat, der var et mylder. Da vi kom til indsejlingen ved Refnæs, så vi et skib hvis master ragede op over vandet, det var et norsk skib, der blev sænket i dag for 8 dage siden, besætningen blev reddet og kom på sygehuset, det var nordmænd, og vi kan ikke bade foreløbig for olie, der står noget helt andet i avisen, og det kan jeg ikke forstå for det passer jo altid, hvad de skriver i avisen, har vi da læst, nu vil jeg slutte med mange hilsner og tak og mor beder hilse mange gange. Margit er her nu og har ferie. Hjertelig hilsen Visse.

Den 16. oktober 1941 skriver Ottos niece, Nora.

Kære farbror og tante. Lige et kort for at lade eder vide, at dersom det er godt vejr og der ingen forhindring bliver kommer far og mor på søndag. Med venlig hilsen og tanker. Familen Pedersen, Skyum Bjerge. Jeg har fået klippet og permanent-krøllet mit hår. Eleonora. Venlig hilsen og lykønskning med pladsen kære kusine.

Den 19. oktober 1941 sad der to på Frederiksberg i København og skriv fødselsdagsbrev til Otto. Det var hans bror Martin og nevøen Egon, og brevene sendtes i den samme konvolut.

Kære alle 3. Allerførst takker jeg for tiden hvor jeg var sammen med eder i sommer, det er altid en tid, jeg mindes med taknemmelighed, når jeg har været i Thy, der hvor man har alle sine barndomsminder. Dernæst vil jeg ønske Otto hjertelig til lykke med fødselsdagen og alle gode ønsker følger eder i fremtiden i håb om, at I er raske og ellers har det godt. Jeg selv har det ikke så godt i denne tid, det er det samme, der plager mig igen, og jeg tror jeg bliver nødt til at søge læge igen. Dernæst kan jeg meddele eder, at jeg har købt ejendom og overtager den den 15. oktober og den er beliggende nær Hvidovre station, det vil sige cirka 15 minutters cykel kørsel fra hvor jeg bor. Der er 4 lejligheder med kaminer, varm vand og elektrisk køkken samt parket gulv i en stue i hver lejlighed. Prisen for lejlighederne er henholdsvis 2.80 kroner og de andre 2.75 kroner per måned. Prisen for ejendommen er 41.200 kroner, så nu er pungen tom, men det skal nok løbe rundt og så er pengene anbragt hvis der skulle ske en omvæltning af mere alvorlig karakter, hvad der er almindelig ventet. Alt går ellers sin stille gang herovre hos os i god ro og orden, hvad jeg også håber det gør i Thy, der er jo steder nok det samme ikke er tilfældet. Så vil jeg da slutte denne gang med de kærligste hilsner og tanker til eder aller 3 i Grurup med ønske om en god fest tirsdag. Farbror Martin.

Kære morbror. Også jeg vil ønske dig hjertelig tillykke med fødselsdagen, samt ønske dig og din familie alt godt i det nye år. Jeg håber, det står godt til hos jer, og at I alle er raske. Som I vel ved, er jeg her i hovedstaden, hvor jeg har haft godt arbejde, som desværre nu er holdt op, så nu bor jeg for tiden hos Martin, men håber snart at få fat i noget nyt arbejde, for lediggang er en farlig svøbe, hvis den varer for længe, den kan ødelægge en mand fuldstændig på sjæl og legeme. Som I måske også ved søger jeg for tiden på at få lov til for fremtiden at bære navnet Hjortsvang i stedet for mit nuværende. Desværre er det jo min tipoldefar der bar navnet, så jeg har ingen stor udsigt til, at det vil lykkes mig at få tilladelsen, da der er flere, der bærer navnet. Men nu får vi se, hvordan det vil gå, for det vil nok vare længe inden jeg hører sagens udfald. I Horsens står alt vel til, med undtagelse af at Hansen er kommet til skade i butikken, da han ville miste lægge og faldt bagover ned fra en stige. Han er sygemeldt, men er da gudskelov oppegående. Her står det ellers godt til, Martin og jeg enes godt, han er så flink over for mig, og jeg er glad for at må bo hos ham, for det er ikke nemt at klare sig, når man er arbejdsløs, og ikke har sit hjem herovre. På den anden side, har jeg også godt af at prøve at klare mig selv, det styrker jo kun ens selvtillid og er lærerigt. Men jeg har jo også prøvet lidt i min tid, og er jo blevet slået ud af kurs, men en dag vil jeg vel få min chance og komme til at få foden under eget bord, som man siger. Nu har jeg ikke mere denne gang, så nu håber jeg klot I kan læse mine kragetæer. Hermed være I alle tre hilset på det hjerteligste. Egon.
N.B. Særlig hilsen sendes til Elly, som jeg jo altid er kommet så godt ud af det med. Håber hun er i en god plads. Kunne godt tænke mig at høre fra hende, hvis hun har tid og lyst.

Til orientering har Egon sin adoptivsfars efternavn, og han var vist ikke en særlig rar mand. Hvem hans rigtige far var vides ikke og Egon har måske gerne ville have det efternavn væk. Når der står at “Hansen miste lægge” så er det det der er skrevet i brevet.

Den 30. oktober 1941 skriver Annas mor i Kalundborg igen brev til Anna.

Kære begge. Kun et par ord for at lade jer vide, at nu er vi flyttet i tirsdags, Hans, Stinne og Visse var ene om at flytte det hele, og bar det også selv helt alene disse gamle tunge møbler ned af trappen, ja Margit var her i et par dage og hjælpe til, og det gik helt godt, men de var allesammen trætte, da de var færdige, det var nu også for hårdt, Hans havde sin hest og vogn fra bryggeriet og jeg var også så rask, jeg kunne gå her op ved Stinnes arm, og nu er vi glad for at være færdig, nu vil jeg også være glad for, om I vil sende disse kartofler, men lad mig selv betale fragten, Louise har nattevagt i fjorten dage fra 4 om eftermiddagen til klokken 12 i nat i denne tid og i næste uge begynder klokken 12 om natten til 8 om morgenen, men nu har hun jo ikke så langt at gå, og Elly er vel også flyttet når I får dette brev, hils hende og ønsk hende held og lykke til pladsen.
Vi har en god lejlighed her, 2 store stuer og en stor køkken og et lille spisekammer, også en hel ny kakkelovn, som er god til at varme, jeg frøs også meget oppe i den anden lejlighed, den her er vi begge glad for, og vær nu begge to kærlig hilset fra mor. I har jo haft snevejr I Jylland kan jeg se i avisen, her har det ikke sneet, men nu er det koldt.

Den 19. december 1941 bliver der skrevet julebreve i Kalundborg af både Annas mor og søsteren Louise.

Kære alle tre. Glædelig og velsignet jul og et godt nytår ja Gud give vi må få et godt og fredeligt nytår, at de snart må få en ende på denne forfærdelige krig, der er jo da mennesker, der må lide.
Tusind tak for pakken i dag, som jeg har fået i meget god behold det hele, der var kun et par småkager i stykker, og du har da så bagt noget i år sikkert smør, det hele er vi begge meget glad for, Per har slagtet en stor gris nu i tirsdags og Stinne og Hans havde købt det halve, så har jeg fået noget af dem begge to. Per har lige været her i dag med noget og lidt kaffe, for det er jo slem men den kaffe, du har vel fået Visses brev. Per han snakker med folk, ja mange tak for karterne nu må jeg se, om der kan blive lidt uld engang om ikke før så til foråret, jeg tror nok jeg kan spinde lidt endnu, så skal I få garn.
Nu atter så mange tak for pakken og en rigtig glædelig jul og nytår og kærlig hilsen alle tre, mor. Sikke dejlig vintervejr Otto, det er godt for dig på din mælketur, ja for os alle.

Kære alle! En glædelig jul og godt nytår ønskes jer. Du får nok et lidt hastig brev Anna, men vi havde lige fået dit brev, da Per var her og måske kan han få det i Slagelse, det er så ærgerligt ikke at kunne få det, når man har mærkerne. Vi har nok at bide og brænde i år, mor har lige fået 5 kilo koks og ¼ rummeter brændsel slæbt ned i kælderen, det giver ekstra arbejde at bo hjemme, kan jeg nok mærke.
Nu håber jeg vi må få en fredelig jul for det er ikke hyggeligt ud herhjemme men forhåbentlig klarer Christian skærene, jeg vil slutte nu for der er ikke mere indhold i hovedet og jeg har nattevagt men er færdig i morgen, nu så mange hilsner til jer alle Visse.
Jeg fik jo sendt den pakke til Elly alt for tidlig havde jeg dog bare sendt den hjem.

Ottos mor dør den 29. december 1941.

1942 Otto og Anna var helt sikkert til begravelse den 4. januar 1942.

Den 26. januar 1942 skrev Ottos søster, Marie brev til Anna.

Kære Svigerinde! Rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen, jeg husker ikke om det er den 29., men jeg mener det må være sidst i denne måned, så vidt jeg ved fylder Petra og Anna Pedersen, Hinding også år sidst i denne måned, vi har skrevet et kort til dem i samme anledning.
Min kære mand lider af en meget stærk forkølelse, det er 4. dag i dag, men det går jo lidt bedre for hver dag, synes han.
Sikken en vinter, det er frygteligt, vi taler om alle der er tvungen til at skal ud i den forfærdelige kulde; bla. også om Otto, det er jo en frygtelig lang vej for ham til Hurup, det måtte jo være betydelig nemmere om det havde været Bedsted.
Hvis alt går som vi tænker os, det gør det jo kun sjældent, kunne jeg godt tænke mig at tage en tur op til graven, og hvis forholdene tillader det rundt til familien. Det vi kaldte for vort hjem er forbi, det er alt sammen som en drøm, dog bevares mindet i kærlighed. Ja, Otto har jo ikke været så meget hjemme som vi andre.
Ja, jeg fik jo ikke rigtig talt med nogen, da jeg var hjemme, vi bestilte jo ikke andet end at spise og drikke, men sådan er det jo alle vegne, hvor man kommer; og det var for koldt at begynde at rejse rundt i den kulde det var, det kan jeg ikke tåle; det var jo også på tide, jeg kom hjem, for at gå til sengs; jeg slap heldigvis med få dage, men endnu er jeg lidt forkølet, det er ikke til at komme helt af med i denne kulde. Det var en heldig tid mor gik bort for når det skulle være om vinteren, det havde næsten været umuligt at rejse derop nu. Martin kunne vist ikke være kommet statsbanerne kører kun, når de kan, bliver der sagt i radioen. Vejret lammer alting, det magter menneskene ikke at røre ved, trods det de kan så meget andet. Alt inde i huset er så frossen hos os, så det er helt uhyggeligt; jeg tænker det er værre på landet.
Der skulle jo være en bog i bordskuffen ved siden af mors seng, hvor hun havde noteret forskellige ting op, som flere af os børn skulle have, om det gjaldt os alle, tør jeg ikke sige, men da min mand og jeg var deroppe i påsken blev mit forhenværende navn Mortensen rettet om til Hansen. Så vidt jeg husker, har mor sagt, at Otto skulle havde det regulator ur, der hænger nede i kammeret, hvor mor først havde til huse. Jeg kender ellers ikke noget om der en noget særlig efter mor, det lød det jo ikke til på Maren den aften som hun blev kaldt ind. Mor har haft en masse i sine skuffer og den store kiste som stod sønden ind, da hun boede i Heltborg. Mor viste mig alt hver sommer jeg var hjemme hos hende, hvor det alt sammen er bleven af er mig en gåde; det må jo være kommet nogen til gode. Hermed de kærligste hilsener og tanker til eder alle tre, samt held og lykke i det år Anna træder ind i. Marie og Emil E. Hansen

1942  Den 27. januar 1942 blev der postet et fødselsdagskort til Anna, hvori hun blev tiltalt som faster. Normalt skrev de “tante” og det er også det hun er til niecerne i Skyum Bjerge.

Kære Faster! Du ønskes hjertelig til lykke med fødselsdagen og ønsker om alt godt i det nye år. Vi kommer en lille tur på søndag dersom vejret tillader det, venlig hilsen fra Skyum.

Den 27. januar 1942 bliver der også skrevet et par fødselsdagsbreve i Kalundborg til Anna.

Kære begge to – tre. Hjertelig til lykke på fødselsdagen og mine bedste ønsker om alt godt i fremtiden. Tak for brevet i dag Anna, nu er det bleven kold og sikken frost, vi har her, det kniber mig at holde det gående, jeg blev syg for et par dage siden pludselig, Louise havde fridag, doktoren mente det var mest ved hjertet og så den kulde, nu er jeg over det igen, så må jeg jo se og passe på, vi har sådan et stort og uhyggelig kold køkken, men min stue er god, og vi har en god kakkelovn og noget at putte i den, men det er dyrt, jeg er glad for, jeg bor ikke ene i en lejlighed, det tror jeg ikke, jeg kan mere.
Er I raske derovre, det er en drøj og kold tur for Otto om morgenen ja også Elly, men hende tror jeg nok klare den, Louise synes også det er koldt hver morgen, mon ikke snart vi kunne få tøvejr, det varer vel nok længe endnu. Hav det nu godt og hils Elses og Elly og vær selv begge to kærligt hilset fra mor. Skal I have en tår kaffe ren, den dag?

Kære Anna og Otto. Til lykke på fødselsdagen, det er en frygtelig kulde, du har valgt at holde fødselsdag i. Natten til søndag den 25. frøs det 26 grader her i Kalundborg, det var skam også slem ved mor. Jeg troede aldrig vi havde fået stuen varm. Ja det er drøjt for alle dem der skal ud, men bare de har noget tøj. Otto går det forhåbentlig. Du får ikke mere denne gang, jeg skal skynde mig derop. Kærlig hilsen fra Visse. Hils Elly.

Den 28. januar 1942 skriver Annas søster, Kristine også fra Kalundborg en hilsen på et fødselsdagskort.

Kære søster. Hjertelig til lykke på fødselsdagen ønskes af os alle 4. Hvordan har I det i denne kulde, det er slemt Otto og være både ølmand og mælkekusk i denne tid alt fryser jo. Mange hilsner Kirstine.

Kistines mand var ølkusk på det her tidspunkt.

Endnu et kort har poststemplet den 28. januar 1942, det er skrevet af Petra som var gift med Ottos bror Brorson.

Kære Svigerinde.
Du ønskers hermed hjertelig tillykke i anledningen af fødselsdagen. Hvordan har I det ellers i denne bidende kulde, det er ikke rart for Otto at skal ud hver dag …. slags vejr, håber ikke ….. så langvarig.
De kærligste hilsner …… alle 3 fra os her i Hinning. Petra

29. januar 1942 er poststemplet på dette kort fra Ottos niecer Minna og Stjanne, det er dog Minna der skriver.

Kære faster Anna. Du ønskes rigtig hjertelig til lykke med fødselsdagen samt alt godt i fremtiden. Sidst jeg havde fri var jeg i Kalundborg og besøgte ved samme lejlighed familien på Chr. IIs vej. Din mor sad i en god varme og strikkede og Louise forestillede at hun sov, da hun var nattevagt, men hun kom da op og fik en kop the sammen med os, der var nu heller ikke megen ro at sove i, de der bor ovenpå gik nemlig ikke i listesko. Mange kærlige hilsener til hele familien fra Stjanne og Minna. Håber I er raske og har det godt.

Den 2. februar 1942 sendte Ottos søster, Marie og hendes mand brev fra Horsens.

Kære svoger, svigerinde og lille Elly. Tak for eders brev af 30. januar som vi i dag har modtaget, og hvoraf vi ser, at I for en uges siden også havde afsendt brev til os, dette har vi ikke modtaget, så det er vel gået tabt, som så mange andre breve gør i disse tider. Vi er begge raske og oven senge, men det har været en slemme vinter med sygdom, da vi jo har skiftes til at ligge i sengen men Gud ske lov nu er da ovre.
Vinteren raser stadig med sne og kulde og jeg tænker på dig svoger, at det må være en klam en at køre mælkevogn i denne frygtelige frost vi har haft det var jo i nogle dage det frøs 24-25 grader, så det var vel nok skrap. Hvordan ser det ud oppe hos eder med kartofler? Vi har nu ingen og må købe hver dag og de er frosne og syge og næsten uspiselige, så det er ikke så rart, over halvdelen går til spilde, men når nu det bliver tøvejr engang, må der da kan fåes kartofler igen.
Vi har da noget både at bide og brænde endnu og så må vi ikke klage, der er meget værre for mange andre som lider nød både på den ene og den anden måde. Jeg vil nu slutte med de bedste hilsener til eder begge samt til Elly når hun kommer hjem til eder. Eders Emil E. Hansen. Der følger også nok et par ord fra fruen.

Kære bror og svigerinde! Hjertelig tak for eders meget kærkomne brev som er modtaget i dag, vi sidder hyggelig sammen i aften og skriver i en god varm stue.
Det var jo trist med eders brev i meddeler at have skrevet til os for en uges tid siden, som vi desværre ikke har modtaget, det ville ellers have glædet mig at høre, hvem der havde skænket kranse til vor kære mors båre, dog kender jeg næppe dem alle, for dem jeg engang har kendt er jo spredt for alle vinde (som man siger) og flere er døde, det er livets gang. Vor vandring gennem livet er så mærkeligt, så man forstår det knap.
Vi var vel nok mange til begravelse i Heltborg og ikke mindst i betragtning af det kolde vejr, men det skete på en heldig tid, havde det været nu, var det tvivlsomt at Martin kunne regne med at komme, for det er nærmest umulig at rejse, han kunne i fald ikke gøre rejsen på en dag med den tog gang der er grundet vinteren, det er grusom med den strenge vinter.
Familien L. P. Pedersen, Skyum Bjerge var vel hos eder i går i anledning af Annas fødselsdag forleden. Vi havde fornylig brev fra Nora, hun er en sød pige til at skrive til os, og hun skrev gerne meget oftere, men hendes tid tillader det ikke eftersom hun er meget ude på arbejde, hun er en dygtig pige, og det er vel hendes ulykke, hun forstår ikke at vurdere sine egne kræfter, jeg tror, det har været grundet til hendes sygdom før i tiden.
Hvad angår mors ejendele ser det jo mærkeligt ud, som du selv hørte af Marens udtalelse den 4. januar, at der intet var. I må undskylde mig, men jeg kan ikke rigtig fatte at mors dejlige tøj pludselig er forsvundet under hendes sygdom, for selv om man efterhånden var bleven klar over, at hun ikke fik brug for sine gangklæder, forklæder, dejlige hjemme hæklede veste, tørklæder osv. så kunne jeg ikke i min fantasi tænke mig, at fordi hun ikke selv kunne stå op af sin seng og have opsyn med sine tinge, at andre da ville gøre brug af det så længe hun levede. Jeg vil indrømme at det gjorde et pinligt indtryk på mig.
Jeg har forespurgt, om der ikke var et forklæde, jeg måtte få efter mor, som havde så mange pæne bomulds forklæder med seler, fikse kulørte pynte forklæder både med og uden seler, samt fine sorte pynte forklæder, som jeg i sin tid havde broderet til hende. Nora skrev forleden, at der var ingen efter bedstemor. Det er med sorg, jeg tænker på at jeg som eneste datter ikke kunne komme i betragtning. Lagner og pudebetræk må der jo være noget af. Jeg har fået 2 lagner, 1 dug og 1 rejseplaid med hjem, jeg vil jo også tro, at der som mor har sagt skulle blive 1 dynebetræk til mig. Maren sagde om mandagen, at der var 8 lagner efter mor, men kun 2 pudebetræk. Mors uldtrøjer og chemiser samt nattrøjer, hvis sådan findes bruger jeg jo ikke. Gud ske lov at mor slap, hun trængte til fred, og det var jo det bedste for os alle.
Jeg sendte eder frimærker for 80 ører, jeg ved ikke, om det var tilstrækkelig som Egons part til korset, ellers vil I nok venligst lade mig det vide, for I skal have eders udlæg betalt, og vi siger hjertelig tak, fordi I ordnede det så godt med krans og kors, det var smukke ting. Det var helt igennem en smuk og stilfuld begravelse, som vi kan være bekendt. Jeg var glad for at mors udtalelse om kaffe i missionshuset blev overholdt. Jeg er af den mening, at man skal opfylde en døds ønske, og det var jo lidt her, hvor afdøde selv havde efterladt pengene dertil.
Mange tak fordi I har medvirket til at stenen til mors grav er købt, jeg glæder mig til om forholdene tillader det, at komme til Thy, at se hvor pænt graven er bleven.
Min kære mand har fået violinen frem og giver gode numre på, hvad I næsten kan se af brevet eftersom blyanten stadigvæk må lægge for.
Jeg er spændt på om familien fra Skyum Bjerge har været hos eder i går, og om der var frem kommet noget nyt.
Hvordan gik det var I og Alfreds og lille Nora i kirke den 18. januar i Heltborg. Jeg tænkte meget på eder den søndag. Det er graven vi må til, for at se vores lille mor; hun har intet hjem her på jorden mere; kun en kold seng. Hermed de kærligste hilsener til eder alle tre. Søster, svigerinde og faster. Jeg fik en smuk sengetrøje af min søn i fødselsdagsgave.

Den 6. februar 1942 har vi et meget beskadiget brev fra, men det er skrevet af Annas søster Louise.

6-2-42. Kære Anna og Otto.
Mange tak for det fine stykke gris, ja jeg synes det må have været en stor gris men det har man jo ingen forstand på, men det er jo alt for meget I sender, det smager dejligt men der kan jo ikke blive ret meget til jer selv, det var da godt at Otto fik reddet grisene, hvor ville det have været ærgerligt om de havde været stivfrosne, det har frosset 26 grader her i Kalundborg, det er da noget det var i de dage mor lå syg hun blev jo dårlig i kulden men det drev over denne gang, der er jo mange der har været syge i vinter af kulden. Lars Peters Minna var her for en tid siden, hun havde hørt hos oversygeplejersken om at komme herop som elev men det blev ikke til noget oversygeplejersken havde rådet hende fra det og st søge ind her og jeg kunne forstå, for der er ikke gode forhold her mere og nu skulle hun helst et sted hvor der er godt, vi har for tiden nogen elever de er forfærdelige og overlægen holder hånden over dem men det er en lang historie. Vi har en elev datter af en sagfører i København, som i sin tid havde været elev på Åbenrå sygehus og hun var ikke egnet til sygeplejerske og blev sagt op, men fik en kandidat her til at hoppe på sig og gik sammen med ham til overlægen som fik et tilfæde af raseri over at vi havde kasseret hende, den dame siger jeg og han bestemte hun skulle blive. Sagen gik til vores sygeplejeråd og så var der uheldigvis en patient der klagede over hende også, så var han jo nødt til at kassere hende, men det var jo et nederlag for den store mand og der er ikke godt at være her for øjeblikket, der er meget snobberi her og det er ikke noget for Minna at komme ind i. Jeg selv er meget ked af at være her, hvis ikke jeg havde mor blev jeg her ikke nå men godt har vi det her. Hvordan har Elly det i denne kulde? Nu vil jeg ønske at hun har det godt og mange hilsener og tak fra Visse.
Hilse fra mor der sidder og spiser flæskesteg.

Den 17. maj 1942 skrev Annas lillebror brev.

Kære søster og svoger. Bare et par ord for at lade jer vide, at vi fik os en søn i går klokken 16:15, det skulle jo  have været en pige. Ingeborg og drengen er raske, og det er jo det vigtigste. Hvordan har I det derovre, det er noget tørt, I har vel heller ikke fået regn her er der flere steder de har pløjet både heden og grøn jorden op, det ser ikke så lyst ud for os her i lille Danmark, men alt kan hurtigt rette sig igen. Vi har det ellers godt og er raske, jeg var en tur i Kalundborg hos mor i torsdags, hun siger I kommer en tur ud hos hende, så må I love I vil besøge os også. Nu de bedste hilsner fra os alle i Slagelse. Per.

Den 17. maj havde man også travlt med at skrive i Kalundborg, men de fik ikke postet brevet før den 19.

Kære alle tre. Tak for brevet, jeg er glad for at høre, at I kommer en tur herover og om du kan få Elly med. Otto må så ikke, men I er alle tre velkommen hvis I kan komme afsted, det er jo ikke så ufarlig at rejse, I tager vel over Korsør, der er jo ikke så længe at sejle over som Århus og det er vel lige dyr billetten, der er jo så mange der rejser, sidst i maj rejser frk. Fur til Mors, så allerede i juni får Louise så hendes ferie. I juli måned glæder vi os til at snakke med jer begge to, både Louise og jeg, åh som vi skal snakke, men varte jer op kan jeg ikke mere. Benene kan ikke, mit hoved er klar. Per var her i torsdag og drengene, han sagde I måtte da se og komme en tur ned til dem. Christens kan jeg ikke sige noget om, ham har jeg ikke hørt fra siden konfirmationen, der kan det nok ikke hjælpe at komme, Margit skrev et lille brev til mig, om hvor meget hun var bleven givet også hvad I gav hende, nu håber vi snart at ses. Du skriver hvad dag og hvilken vej I rejser og vær nu alle tre kærlig hilset fra mor. Vi har haft luft alarm de sidste nætter, men jeg bliver i min seng og sover når Louise er hjemme, ja det skal nok hjælpe. 

Kære alle. Tak fordi du har i sinde at komme, mor vil jo blive mægtig glad, for vi har opgivet rejsen, hun kan næsten ikke gå og dersom du kommer er rejsen over vand jo ikke så lang over Korsør for I har måske hørt at færgen Jylland er bleven ramt af en mine, finder sejlladsen Kalundborg-Århus og man sidder jo og er nervøs under de 4½ time sejlturen varer, der var ingen, der kom i vandet, vi fik kun en mand indlagt hos os, der fik en læsion, men jeg håber ikke, det afskrækker dig, jeg selv ville være ligeglad, men jeg har jo heller intet at leve for, men nok om det. Per har lige ringet og fortalt at de har fået en søn i går og vi vidste ingenting ikke et kuk, så nu bliver der da en hel bunke Knakkergård herovre. Mor fortalte jeg det nu i aften. Per var her Kristi Himmelfarts dag og nævnte ikke et ord, han kunne nemt have fået sønnen, mens han var væk, det skulle være en overraskelse og jeg blev overrasket så jeg kun først sagde nåh, men hav det nu godt og mange hilsener og på snarlig gensyn. Visse

20. maj 1942 kommer der brev fra Horsens. Brevpapiret har mus godt kunne lide.

Horsens 20-5-42. Kære Svoger og Svigerinde og Elly!
Mange tak for eders brev vi modtog for kort tid siden. Vi glæder os til at min svigerinde kommer at besøge os fra hjemturen fra Sjælland og det kan muligvis træffe sig således at Marie kan få følgeskab op til Thy, da hun spekulerer lidt på at rejse engang først i juni måned, så det kunne jo blive ganske rart om det kunne træffe sig ……
Ja, det ville sandelig også glæde os om svoger Otto og Elly også kunne komme en tur og besøge os i sommer, det kan de nu tale om, når Marie kommer op til eder. Jeg tænker mig til at hun vil omkring til familien, når først hun kommer op til Thy måske tager hun cyklen med dersom det kan lade sig gøre, så kan hun jo bedre komme omkring.
Egon og hans forlovede kommer jo også til Thy, dersom det går efter bestemmelsen men det bliver jo ikke faren omkring nu, da 15. juni så er det jo meningen at de allesammen kan følges ad herhjem til Horsens.
Ja hvornår jeg bliver færdig til at få en lille sommerferie ved jeg ikke, men det kommer jo nok engang måske hen sidst på sommeren, det kommer altsammen an på hvorledes det hele vil forme sig, men jeg er også godt tilfreds med at være hjemme, jeg har altid været et hjemmemenneske, derimod er jeg glad for, at jeg har det sådan, at jeg kan give Marie en lille ferie engang imellem, det har hun godt af, at komme lidt ud til andre mennesker og vil også gerne, og jeg kan sagtens være ene, da jeg selv kan ordne det hele både med husgerning og madlavning, som at passe huset, ja det kan sagtens gå. Nu fik vi endelige regn desværre som …. den så hårdt og lige bagefter at at den vil tørre bort men …. men lad os håbe at vi snart får noget mere.
Ja, så vil jeg ikke mere at skrive denne gang, marie vil også nok gerne have et par ord med , hun er endnu ikke stået op, da det er først på dagen klokken er kun 7 morgen, jeg står op klokken 6, det er så dejligt at komme tidlig op, men Marie har jo ikke noget at stå op efter så tidlig, men nu skal jeg straks ind at give hende en lille tår morgenkaffe.
Jeg vil nu slutte med de bedste hilsener til eder aller tre. Eders Emil E. Hansen.

Der var også et brev fra Ottos søster Marie med.

Kære Broder og Svigerinde!
Rigtig hjertelig tak for modtaget brev! Det glæder os at Anna vil aflægge os et besøg, Anna vil være rigtig hjertelig velkommen. Jeg er så småt i gang med hovedrengøring, har lige ferniseret i spisestuen, det er et stort arbejde inden man bliver færdig. I næste ude skal jeg vaske storvask. Jeg kommer nok også en lille tur til Thy. Jeg glæder mig til at se hvor smukt vores kære forældre ligger.
Ja, som I regner med har jeg været i København og var med til Egons fødseldag, som blev til dobbelt fest, idet han blev ringforlovet. Vi regner med at Egon får ferie enten 1. eller 14. juni; men derom får vi jo nok nærmere besked, hans kæreste som er fra Horsens holder ferie hele juni måned, så vidt vi ved.
Vi håber for Anna at hun må få en rigtig god rejse; og glæder os til gensynet. Hvis Anna vil være så elskværdig at meddele når hun kommer skal jeg nok være på banegården at tage imod hende.
Hermed ønsker vi Anna rigtig god rejse og hjertlig velkomme til Horsens, samt de kærligste hilsner og tanker til eder alle tre. Marie.
Vi regner med at Otto og Elly også vil glæde os med at holde ferie hos os. De vil være rigtig hjertelig velkommen. D.S.

Den 20. maj 1945 bliver der også skrevet brev til Anna og Otto fra København, det er Ottos bror Martin der skriver.

København den 20/5 1942. Kære broder, svigerinde og niece.
Tak for modtaget brev. Det ville glæde os hvis det kunne lykkes at se eder her, men det skulle jo gerne være en søndag for ellers så har vi jo ikke tid at tage os lidt af jer, og det ville vi jo gerne men lad os lige vide om i står af toget i Valby eller hovedbanen, så vi kan hente jer. Jeg forstår, at der har været travlhed i marken i år, det har jo været et meget kort forår, vi har haft. Det var jo hurtig at gravstedet var bleven lavet i stand bare den nu var sunket sammen.
Jeg har fået hevet 4 tænder ud for 8 dage siden og det bliver ved at smerte i det, men sådan kan det gå når man går med stumperne for længe, så de skal graves ud. Vi har det ellers godt herovre også med luftalarmen, det er snart hver øjeblik. Jeg tror vi har haft 16 eller 17 nu de sidste par måneder, men der er jo da ikke sket noget særligt, men glade for situationen er vi nu ikke. jeg har måttet tænke på Otto mange gange i den strenge vinter, vi har haft, det må jo have været ualmindelig streng for ham, mælken må jo have været bundfrosset i spandene hele tiden. Jeg vil nu slutte brevet med de kærligste hilsner til eder alle tre og glæder os så til at se Anna og Elly her hos os. Det er nu mørklægnings tid og jeg vil ikke gerne til at rulle ned, det er jo også sengetid.
Åse, Egon og Martin.

Den 28. maj 1942 sætter Horsens sig igen ned og finder pennen frem, det er Ottos søster og svoger, der skriver…

Kære svoger! Da jeg lige har været ved at skrive til svoger Martins fødselsdag, som er i morgen den 29. maj, så må jeg vel hellere lige skrive et par ord til opmuntring i din ensomhed, da vel både Anna og Elly er rejst til Sjælland.
Vejret tegnede jo ikke så godt, men det er nu alligevel bedre end vi havde ventet, men regnvejr har vi vel ikke fået for meget af endnu, men vi ved jo godt, at vi helst vil have solskin, når vi skal ud på ferie.
Hvornår skal du have ferie? Det går vel ikke med dig som med mig, vi kan ikke rigtig komme hjemme fra, det er ligesom det ikke går rigtig, når vi ikke selv er hjemme, således har jeg det. Det ville nu glæde os, om du kunne få en lille ferie på nogle dage og så komme en tur at besøge os, jeg tænker da også at både Alfred og Olivia kommer at besøge os i sommer.
Vi er begge raske og har det godt. Marie glæder sig til at komme op til Thy at se hendes forældres gravsted, som jo nu er lagt an. Det var ellers meningen at hun ville følges med Anna og Elly, når de rejste, men det har hun opgivet, da hun har vaske uge i denne uge og ligger midt i hovedrengøring, så hun kan ikke blive færdig, men kommer så nogle dage senere. Egon kommer nok også en tur til Thy omkring den 15. juni, så kan de jo følges ad hjem efter.
Ja, så må jeg slutte for denne gang og du være her med hilset på det bedste fra din svoger Emil E. Hansen.

Kære bror! Også jeg må lige have et par ord med til dig trods det er klokken 20, jeg skal afsted med brevet nu, postkassen tømmes nu for sidste gang i dag.
Hvordan er det at være græsenkemand? Er det ikke dejligt? Du mangler bare en til at lave mad til dig; men du har måske også en husbestyrerinde i disse dage.
Vi glæder os til at Anna og Elly kommer her, næste gang må det blive din tur til at komme her, vi glæder os til at se dig en gang i sommer. Du tager måske med mig hjem. Hermed de kærligste hilsener og tanker, din søster. Hils Anna og Elly når du skriver til dem.

Den 18. juni 1842 bliver der skrevet brev, det er Annas mor der skriver, desværre har mus godt kunnet lide dette brev, så der er huller i brevet.

Kære alle tre. Tak for brevne jeg blev glad for at høre I var kommet godt hjem, og færgen her blev jo indstillet et par dage efter Else og Harald rejste, det var lige tilpas I har gjort turen her over, og det var jeg glad for I kom, hils Otto og sig ham tak derfor, det bliver vist mere og mere besværligt og rejse kan jeg forstå ……….. fået sagt ……………. op og fru Petersen sagde heller ikke noget, hun er nu rejst til Jylland helt op til Hirtshals til bryllup i disse dage, hun rejste lørdag morgen, hvornår hun kommer, ved jeg ikke, det er så dejlig rolig og stille så længe det varer. Sikken sommer, solen ser vi aldrig og så kold, I har vel travlt i roerne nu.
Louise er oppe og slås med dem på sygehuset, det går ellers skrap til der oppe, der er nu 3 assistenter, der har sagt op og rejser til den 1. juli, hvor længe det varer inden Louise siger op ved man ikke, jeg tor ikke det varer så længe. Nu er jeg begyndt at spinde lidt, der er værst at få det kartet, men jeg tager lidt ad gangen, men det er ellers pæn garn.
Der er ikke noget nyt siden I var her og så værer I alle tre kærligst hilset fra Louise og mor.

Horsens griber igen til pennen den 9. og 10. juli 1942.

Kære broder og svigerinde! Først vil jeg på Egons og egne vegne sige eder rigtig hjertelig tak for eders store gæstfrihed, det var næsten for meget af det gode, som vi blev serveret for, men I har jo gjort det for det bedste. Vi kunne se Elly optaget af håndbold fra banen, da vi holdt ved Hurup station. Egon er jo godt ankommet til København og i fuld sving; det er godt at have noget at bestille. Endnu har vi intet hørt fra Skyum Bjerge. Jeg skrev dertil for en måned siden og bad dem venligst sende mig klædeskabet og de øvrige dele som de selv vidste, hvad det drejede sig om, jeg har flere gange bedt dem om at sende det, men de svarer aldrig, sidste gang jeg hørte fra dem, var et kort Nora skrev til Hansens fødselsdag. Nu er der gået ½ år siden mor døde, så jeg mener det er på tide, de udleverer til mig, hvad jeg mener at have krav på; tilmed Maren fik udbetalt 5 kroner af mig til forsendelse da jeg var til begravelsen. Den 29. marts skrev Minna et brev til os og der skriver hun ikke lidt i, det er vel nok hendes mor, der har opfordret hende til det, tænker jeg, hendes mor havde sendt hende et brev, som jeg havde skrevet til Skyum Bjerge. Minna forlanger, jeg skal give hendes mor en undskyldning, for hvad ved jeg ikke.
Jeg har desværre regnet mig som arving efter mor, så vel som mine brødre, men i virkeligheden kan jeg ikke få andet ud af det, end, der er en anden, som mener noget andet. Minna beskylder mig for, at da bedstemor blev syg fik jeg den besked, at jeg måtte se alle hendes sager efter, og tage hvad jeg ville, det er en usandfærdig beskyldning. Minna fortalte, bestemor har selv delt sine sager ud til sine svigerdøtre, og det havde bedstemor da også lov til, ikke sandt? skriver Minna. Minna skriver også, at hun er sikker på, at hendes mor gerne gav mig alt, hvad jeg ønskede, hvis hun havde det og skal vi så ikke være enige om at stille den sag i bero og glemme den lille misforståelse. Jeg har ikke mærket meget til at hendes mor gerne gav mig, hvad jeg ønskede, ting jeg ønsker er nemlig tilstede. Lov mig nu at gøre dit til, at der ikke skal blive spektaklel ud af det, det er så kedelig med spektakler i familien, og vi vil da også helst have det sådan, at vi kan komme sammen. I forstår nok at ovenstående er, hvad Minna har skrevet. Som I ser er her lidt uddrag af frk. Minnas brev. Vi har aldrig givet anledning til at Minna skulle blande sig i vores sager, idet vi aldrig har nævnt et eneste ord til hende hverken mundtlig eller skriftlig. Hvad vil I sige om Elly begyndte at skrive sådanne breve ud til eders søskende?
Som I nok kan forstå begynder jeg at føle mig dårlig behandlet, jeg mener, at hvis de er forhindret i at sende det afsted fra Skyum, kunne de jo give mig et ord derom. Det nytter ikke med bibellæsning, bordbøn, salmesang osv. hvis man ikke lever sit liv derefter. Vis mig din tro i dine gerninger, står der et sted, og det kalder jeg for kristendom. Det er det daglige liv, vort forhold til vore medmennesker, der skal gøre sig gældende, det kalder jeg for kristendom. Enhver kan læse op og prædike for andre men leve sit liv derefter, det bliver en anden sag.
Det var just ikke meningen at meddele familien noget om Minnas brev; men som I nok kan forstå, er jeg jo ikke mere denne end jeg er fuldstændig klar over, at Maren holdt foredrag for familien. Maren er nemlig ikke af det gode, hvis ikke alt går som det passer hende og Minna ligner moderen. Jeg forlanger ikke at mine søskende skal gøre sig uvenner med Lars Peter og Maren om det, tværtimod.
Hils Elly mange gange, og selv være I hilset på det kærligste, Marie. Lev rigtig vel og skriv snart, I er de eneste, jeg har skrevet til om det omtalte brev fra Minna. Muligvis skriver jeg lidt til Alfred næste gang.

Rigtig godt skrevet, Marie og godt du fik det skrevet!!!!

Kære svoger og svigerinde! Også jeg vil skrive et par ord til jer, først vil jeg sige eder tak for den modtagelse I  udviste mod Marie og Egon, da de var oppe at besøge eder, men I er næsten for gode ved dem, de kunne ingen ting spise i flere dage, efter at de var kommen hjem, de sagde således var de blevet stoppet af godt mad oppe hos morbror Ottos, men lad os håbe at vi engang kan gøre gengæld. Marie og Egon talte om, at eders radio ikke var så god, som det kunne være den var alt for lav, så man næsten ikke kunne høre det, men mon det nu ikke er anodebatteriet eller akkumulatoren som er udgået for strøm, thi det spillede godt her.
Når jeg nu får lidt bedre tid skal jeg sende eder et andet, jeg har jo flere, men de skal efterses først, og jeg vil da håbe at det skal op til eder i god behold, det skal ikke koste noget, det er ganske gratis, og det skal nok blive et som kan spille højt blot anodebatterier og akkumulator er i orden. Vi er begge raske og har det godt, og håber også at I alle tre er raske. Svoger Otto kommer vel snart en tur hertil Horsens at besøge os, der vanker vel en lille sommerferie, der vel ikke lige travlt altid, det værste er jo med den mælketur, men det ordner sig nok på en eller anden måde. Jeg vil slutte med de bedste hilsener til eder alle tre. Eders Emil E. Hansen.

Man tør næsten sige helt sikkert, at det har været batterierne, for Otto ville være alt for nærig til at skifte dem ud før der overhovedet ikke var mere i dem, og som vi kan se står Emil E. Hansen på hovedet for at Otto kan få et bedre. Måske ønsker Otto slet ikke en radio, måske er han så vant til at få nyhederne via sin mælketur til Hurup og avisen, så radioen er det rene spild af penge til batterier…..

Den 19. juli 1942 bliver der igen skrevet breve til Grurup i Horsens fra  Ottos søster Marie og hendes mand.

Kære svoger og svigerinde! Lige et ord for at meddele eder, at jeg har arbejdet lidt på radio den sidste tid, og nu er det snart færdig, og jeg har som tænkt lidt på, om du svoger ikke kunne få din ferie og så selv afhente det, så kom det bedst til vejs ende som man siger. Der som du tog den radio med som I har, altså blot radioen ikke anodebatterierne eller akkumulator, så kunnde jeg jo se den efter, mens du var her i Horsens og så kunne du få dem med hjem begge to, var det ikke en god ide? Så når den ene ikke vil spille kan I spænde det andet for så skal det nok komme til at gå. Vi er begge raske og har det godt.
Vi har haft brev fra svoger Martin for et par dage siden og han får ferie den 2. august og kommer jo nok en tur og besøge os enten på turen til Thy eller på hjemrejsen dersom du så kunne prøve at du svoger også kunne komme samtidig, så ville det jo være dejligt, du kan da tænke over det. Det vil være allernemmest måde at få radioen op til jer og ligeledes det gamle med hertil. I dag har vi haft fint søndagsvejr ellers har det været regnvejr den sidste tid. Vi var en lille tur til aften selskab fredag aften, men vi blev gennemblødte af regn både på henturen som på hjemturen. Nu må jeg slutte, brevet skal af sted, og sender jeg hermed de bedste hilsener til eder begge. Eders Emil E. Hansen. Hils Elly.

Kære bror og svigerinde! Også jeg må lige have et par ord med. Ja I kan tro Hansen har benyttet sin fritid til at lave en radio i stand til eder, så I kan få lidt musik igen. Hvad mener I, var det ikke en ide om Otto tog sig en lille ferie på nogle dage og kom en tur til Horsens så kunne han jo så passende tage den gamle radio med og få efterset og få den nye og gamle med sig hjem igen, så sker der jo ikke så nemt noget med dem under forsendelsen. Martin kommer jo til Jylland, en af de første dage i august, hvis han da kan få rejse tilladelse, hvad han da nok mener, han kan.
Martin mener Mariane ferierer i Thy for tiden, har I set noget til den gode dame? Det er rigtig Anna, jeg glemte at spørge dig, om du har hørt noget til, hvad grunden var til at Minna ikke fik stillingen som sygepleje elev på Kalundborg sygehus, ja forresten også Nykøbing Mors, hun har jo, så vidt jeg ved søgt begge steder, men ikke bleven antaget nogen af stederne.
Håber at høre godt nyt fra eder og forventer at Otto kommer her til Horsens en gang når det passer ham bedst, for os passer det altid.
Hermed de kærligste hilsener og tanker til eder alle tre, Marie. Hils hele familien Ole Nørgård.

Otto bliver nu presset Det bliver sikkert dyrere for ham at rejse til Horsens end at købe nye batterier! Vi ved ikke om han kom ned til Horsens efter og med radioen. Nu havde Otto jo ikke fået sin kontrakt for mækekørsel til Hurup forlænget…..

Otto holdt op med at køre mælk i 1942. Han må da have kørt mælk til Hurup i 20 år og han holdt op fordi han ikke vandt licitationen i 1942. Der var en mand som underbød ham.

Ovenover kan vi se at Otto har gemt et lille erindringsbrev, som fulgte med et beløb der blev indsamlet til ham, da han stoppede med at køre mælk.

Vi kan se at der er 9 gårde, der har givet Otto en skilling som tak for årene. Hvis man tæller ham selv med, så tyder det på, at han har kørt mælk til Hurup Andelsmejeri fra i alt 10 ejendomme. Hvad årsagen til forskellene i bidragene fra de forskellige gårde er, kan vi kun gisne om, men det kunne være nærliggende at tro, at det afhang af hvor mange køer der var de forskellige steder og dermed hvor meget mælk, der dagligt skulle transporteres til andelsmejeriet.

Sammenlagt har de givet Otto 100 kroner. Om Otto brugte de penge til noget specielt, eller om de er gået ind på en bankbog, ved vi heller ikke, men da han var en meget nøjsom herre, er de nok ikke blevet brugt til noget som helst!

Efter at Otto holdt op med at køre mælk til Hurup, begyndte han at levere sin egen mælk til Bedsted – sandsynligvis via en mælkekusk som havde ruten dertil. Hvorfor han gjorde det ved vi heller ikke, da det var som om han iflg. skødet på ejendommen stod til forpligtelser til Hurup Andelsmejeri, men måske var det kun et vist antal år…..

Om Otto straks derefter begyndte at arbejde med tørv ved vi ikke, men vi ved, at det var i krigsårene, for da begyndte leverancerne af tørv at komme med jernbanen til Bedsted station og de skulle tømmes af togvognene og læses på hestevogne og skulle så transporteret hen til elektricitetsværket i byen og der skulle vognene så igen tømmes. På grund af oliemangel begyndte værket nemlig at fyre med tørv under dampkedlerne der forsynede generatorernes drivsystemer.

Man skal næsten lige indskyde at det først var omkring 1946 at der kom elektricitet til Grurup, selv om byen ligger lige ved siden af Bedsted – Anna og Otto havde altså ikke selv elektricitet! Noget andet at bemærke er at der ikke var en fast arbejdstid for Otto med tørvene; man vidste nemlig ikke, hvornår de næste ladninger tørv kom med jernbanen – og når de kom, skulle vognene helst tømmes så hurtigt som muligt, så de kunne blive sendt retur med næste tog for at hente flere tørv.

På et tidspunkt efter krigen, da elektricitetsværket i Bedsted ikke længere fyrede med tørv, kan man på en måde sige at Otto vedblev med at arbejde med tørv. Han arbejdede nemlig et årstid, måske flere, med vedligehold af grusvejene i Grurup-Bedsted kommune. Arbejdet gik ud på at fjerne den såkaldte “vejtørv” der voksede ind på den grusede vej enten fra siderne (rabatten) eller midt på vejen, hvor vognhjul ikke sled det ned. Hvis vejtørvene ikke blev fjernet ville vejen efterhånden gro til med græs. Engang var der en søn fra Brydebjerg Møllegård, Martin, som hjalp Otto med det arbejde. Tørvene blev kørt op til Brydebjerg Møllegård og brugt som “mur” omkring deres have.

Et brev uden årstal men vi får at vide at det er den 2. august og at det bliver skrevet klokken 7 og at det er Anna der skriver til Otto.

Kalundborg 2.8. kl. 7. Kære Otto.
Nu er vi da kommen godt herover og alt er gået godt, vi havde god siddeplads til Fredericia og over Fyn havde vi også siddeplads, men på færgen stod vi op, vi var med sidste tog, der gik tre tog over Fyn lige efter hinanden, så var færgen jo fuld besat unden vi kom om bord og fra Korsør og til Slagelse var toget fyldt med tyskere, så vi stod som sild i tønde, og fra Slagelse og til Kalundborg var der også god plads, det var med træbænke, men vi kom hertil til bestemmelse tid. Stine, Hans og Louise var oppe efter os, og vi gik så lige op til mor, hun sad jo og ventede, de var bange for vi ikke havde nået toget til Kalundborg, de siger at det er tit at man ikke kan. Vi kommer nok ikke til København for Kristen har sendt bud til mor om vi ikke kom der, han ville gerne tale med mig.
Nu de kærligste hilsen og hav det rigtig godt fra din Anna og Elly.
Hilsen fra mor og Visse.
Jeg skriver nok igen i morgen for mor snakker til mig hele tiden.
Visse har fridag i dag.

1943 Anna får brev på sygehuset i Thisted fra sin mor Mariane, som var skrevet den 29. september. Anna blev opereret for nedsunken livmoder.

Kære Anna. Tak for dine breve, du ligger jo på sygehuset, og du skriver, du er opereret, jeg ved ikke, hvad du fejler, og Louise siger også, hun ved det ikke, men jeg synes du engang har talt om modersænkning, er det mere end det? Skriv derom, med Guds hjælp bliver du nok rask igen, han hjælper os alle, nu vil jeg ikke håbe det skal vare ret længe inden vi hører fra dig igen, kun et par ord jeg sidder jo og tænker meget derpå.
Også jeg har været syg og lå i sengen en halv snes dage, det var maven, der var så tosset, nu er den i orden, men benene vil ikke gå og nu har Louise begyndt med de her slampakninger som jeg fik i Ringsted, vi har kun prøvet det nogle gange, jeg skal nok have det i længere tid, om de så kunne hjælpe mig lidt, så ville jeg være glad, bare jeg kunne gå sådan at jeg kunne trisse lidt rundt igen, det blev jo ikke til noget i år I kom herover og vi fik talt sammen, jeg havde glædet mig meget til det, men der blev jo sat en stopper derfor, måske når du bliver rask igen, så det kunne lade sig gøre, vi vil jo håbe på krigen snart må få ende, og vi kunne blive os selv igen, og så må I love mig at komme herover, og så du bliver rask igen.
Hvad er det for nogle sygeplejersker I har der, er der ingen der har lidt kommando over sådanne, jeg har jo hørt her oppe fra vor sygehus, hvordan Louise hun er så ærgelig så tit på de unge, men der skulle da være en der kunne sige dem besked.
Når først du er over det, og du begynder at komme til kræfter, så du kan ligge og hvile dig lidt, det trænger du vist også til, for jeg kan godt tænke du har haft vel meget at bestille i sommers, når du har gået ene og Otto har været på arbejde, der er for meget.
Nu Elly rejser til Fyn, hun kunne godt have været hjemme lidt længere, men hun synes nok hun vil ud og tjene noget, og det er jo også godt.
Hils nu Elly og Otto, de savner dig nok, men forhåbentlig bliver det ikke så længe.
Her i Kalundborg har vi da ro endnu, det er vist ikke hel rolig i mange byer, vi må jo ikke skrive om noget, men tænke kan tyskerne ikke forbyde os.
Hav det nu rigtig godt og med Guds hjælp god bedring og kærlig hilsen fra din Mor.

Tja hvad skal man sige, her har vi ikke en chance for at se datoen, men lad os håbe at der går en millionær rundt, røveren der har stjålet dette frimærke.

Kære Anna. Tak for dit brev, jeg håber du har det godt, nu er det jo nogle dage siden, du blev opereret. Jeg kan bar ikke forstå, hvorfor operationen varede så længe, hvad er du opereret for?
Det er godt Elly er hjemme, forøvrigt tror jeg både Otto og Elly har godt af, at undvære dig et stykke tid, ja det er nu min mening, men du kommer nok snart til hægter igen, men du kan nok ikke blive ved med at tage alt for hårdt fat lille frue, men nok om det, du har jo en god mand, så det er jo ingen sag.
Det er jeg ked af at høre at din opfattelse af sygeplejersker og elever er sådan, men jeg er bange for du har ret, og det er det, jeg kæmper imod og er ærgerlig over, men de unge er ikke så strengt ophængt med arbejde, som vi var, derfor bliver de, som ellers ville være gået fra, på grund af det strenge arbejde, de bliver færdige, og det er sørgeligt mange gange, for de har hovedet fuldt af så meget kærsteri og pjank, den otte timers arbejdsdag er ikke til velsignelse for de benytter fritiden forkert, det gør de i hvert fald hos os, og kaldes man ud, så er man et galt spektakel, men jeg holder ikke op alligevel, men se dig nu om, der findes nok nogle enkelte stykker som holder fanen højt endnu, men nu nok om det. Mor er begyndt at kravle forsigtig ud af sengen igen, så det går forhåbentlig bedre og vi har nok at fyre med og dejlige tørre tørv. Else skrev, at hun havde fået 2 tons tørv, så har hun da noget, men hav det nu godt kære Anna og op med humøret, nu så mange hilsner fra Visse.
Har I nu været slemme igen i Jylland siden I skal gennes i seng klokke 8 hvad? Vi er så artige hos os, må være ude til klokken 11.
Vi har en franskmand på sygehuset, brækket armen, han var blevet sat i land nede ved havnen om natten fra et tysk skib, der var bare to tilfældige C.B. der fandt ham og fik ham på sygehuset ja sådan er den krigen, den forfærdelige krig.

Elly skriver også brev til Grurup til forældrene, da hun er på gymnastik højskole i Snoghøj

Kære begge!
Mange tak for pakken, som jeg modtog i går, jeg kom godt herned, vi var hernede på slaget 3, da det ringede og nåede så at få kaffe. Nu kan I vel ikke forstå, hvordan vi nåede herned, da vi jo ikke kom fra Bedsted før klokken 10. Men da vi kom til Struer fik vi 1 lokomotiv til for og så kørte vi med hurtig tog til Vejle, vi standsede kun ved ganske få stationer. I Vejle skulle vi skifte, fordi der jo var gået en forløber, men vi indhentede tiden på nær et kvarter, det var helt morsom at rejse, når vi for, vi fik set os om, var i Vejle, der fra var vi så igen med hurtig tog til Fredericia og så lejede vi en bil herud. Tyverierne hernede er ikke bleven opklaret endnu. Anna og Tove kom først senere end mig. Gartneren har fødselsdag i dag, vi har gratuleret. Nå, men nu får jeg ikke skrevet mere, vi har så meget at bestille til vi kan ikke overse det, vi har ikke en eneste minut fri til vi er færdige i vores fritid, det er der ingenting der hedder fra nu af, til vi er færdige på skolen.
Venlig hilsen Elly. Jeg skulle hilse fra Gerda.

De var 5 fra Thy og Gerda må have kendt Anna og Otto.

Der kommer endnu et brev fra datteren Elly fra Snoghøj, denne gang har hun skrevet 6 sider.

Kære begge! 
Mange tak for pakken og pengene som jeg har modtaget. Vi havde jo forældrefest i søndags så vi havde jo travle dage fra tidlig morgen til sen aften og det var en dejlig dag, for dem der havde deres forældre her.
Mandag. ja nu er der gået nogle dage siden jeg begyndte at skrive og nu må jeg hellere se at få skrevet færdig. Vi havde 6½ tímers gymnastik hver dag sidste uge, så jeg kunne ikke få tid at skrive, posten sagde han havde aldrig båret så få breve herfra før, men der var ingen der havde det mindste tid. Knud kom til Middelfart fredag, han var herovre at se skolen. Lørdag hans kammerat Arne var med og de var jo så i Odense i går, vi havde jo opvisning der i går. Vi rejste herfra Broen ved 12:30 tiden men togene er jo altid forsinket. Vi var i Odense ved 3 tiden, så skulle vi gå helt ud til dyreskuepladsen ude ved Odinstårnet. Vi nåede derud 3½ og blev modtaget med veldækkede borde 1 stk sandkage, 1 stk wienerbrød og 1 konditorkage til hver og alt det kaffe vi kunne drikke. Så var vi lige ude at se de Jydske Dragoner der havde rideopvisning. Klokken 4:10 skulle vi værer klædt om og halv fem skulle vi jo ud under Anna Kroghs ledelse, men vi blev cirka tre kvarter forsinket og vejret var også godt til at begynde med. Vi havde imellem 30 og 40.000 tilskuere. Magda og Elsebeth talte jeg også, men inden vi var halv færdig begyndte det at øsregne og Anna Krogh der er svag i tørvejr fortsatte uforknyt og mens regnen strømmede ned, vi var drivvåde.Tilskuerne krøb i ly og kunne stå tørskoet og alligevel se vores opvisning og gulvet var jo spejlblank, så vi gled og der var støvet i forvejen kan I jo tænke jer hvordan vi så ud, vore dragter krøb jo ind så de var små og stumpede. Da vi var færdige blev Anna Krogh overrakt en stor buket roser og så måtte vi stå ude i regnen, medens der blev holdt tale for os, så skulle vi jo marchere ud og vi sang “jeg elsker de grønne lunde” og folk de kunne mærkværdigvis gå ud og danne alle for os og så da vi kom ud kom alle de danske dragoner i deres uniformer og danne baggrund medens der var nogle der skulle filme os, og jeg tror egentlig det kunne have været køn hvis det havde været tørvejr. Endelig kom vi ind, det kunne vi nu knap nok sige, det var et telt som der var nogen tag over, men vores tøj var sat ind under bordene så det var tør. Vi krøb ind i teltet ved siden af, hvor der serveredes for publikum, men kunne jo ikke skifte for øjnene af publikum, kort efter skulle vi atter ud i regnen og hente vores aftensmad, der også blev serveret for os 2 bajerske pølser med kartoffelsalat til og  2 dl godt sødmælk. Vi stod klods op af hinanden og spiste og vi havde endda masser af smørrebrød med så vi rejste ikke sultne hjem, så skulle vi skynde os ned og med toget 6:57 fra Odense, og de fleste løb i deres gymnastikdragter og sko med tøjet under armen gennem Odenses gader. Vi fik lige vore kjoler og frakker men løb i gymnastiksko og det var frygtelig glat og jeg faldt en gang, de andre klædte om på banegården. Vi kom så herhjem ved halv ti tiden om aftenen og Jørgine stod ude og tog imod os og spændt på at høre hvordan det var gået i det regnvejr, og vi blev bænket ved dejlige borde herhjemme, men vi var trætte, men mest morede vi os da Anna Krogh lige tog sin frakke til side hun havde en lille nederdel på hun havde lånt det hele. Underkjolen hang cirka ½ alen nedenfor og så havde en gammel lysegrå strikket trøje og at vi grinede behøver jeg vel ikke at skrive, men vi har ellers haft ikke så få gymnastik opvisninger nu i de sidste dage, vi er også blevet filmet af et selskab fra København, bare vi fik filmen at se. Jeg er lidt ørgelig over at jeg ikke har måttet få mine bluser herned. Nu får jeg ikke tid til mere denne gang.
De venligste hilsner Elly.
Jeg har lige været ved lægen i aften, jeg har seneskinnebetændelse i min højre fod, så vil du ikke godt sende mig nogle bind, de elastiske men kun 2 meter lange ellers må jeg klippe dem over, jeg har selv købt en og klippet midt over for en tid siden, da jeg begyndte at få ondt i foden, nu må jeg jo ikke lave gymnastik den første tid.

Her kan vi se hvordan Anna og Otto opbevarede deres rationeringsmærker og det i en konvolut fra Bedsted Andelsmejeri!

1944 Annas mor dør, så nu har det pæne tøj været fremme til begravelsen. I nekrologen i afsnittet om Annas forældre kan vi læse at Marianes børn bar hende til graven, så Anna og hendes søskende bar hende – en smuk tanke, når de nu var 6 børn.

1945 I 1945 udkom bogen “Danske Mænd og deres Indsats for Thisted Amt”. Blandt de omtalte mænd (og ganske få damer) var Otto repræsenteret, både med fotografi og tekst om ejendommen, og det har han sikkert været stolt af. Elly og Anna købte den som en fælles gave til ham, og hvis man kan tage dens udseende som et mål for, hvor ofte Otto havde den fremme for at læse om sig selv og andre, så har det været mange gange, for den er temmelig slidt i dag.

Men det er også meget sjovt for os i dag at læse om, hvad bogen havde at fortælle om ham i 1945.

Diplomet for markprodukter. I Husmandsforeningen kunne man tilmelde sig konkurrencer. En af dem var at have den bedst lugede og hakkede roemark. Til bedømmelse af de tilmeldtes marker kom regelmæssigt nogle foreningsrepræsentanter for at checke hvordan de så ud. Et år vandt Otto som den der var bedst til at holde sine roer rene! Her skal lige siges at det vistnok altid var Anna der var den bedste af de to til at hakke roer! Anna og Otto fik et fint diplom, som de havde hængende på væggen. Desværre eksisterer det så vidt vides ikke længere.

Julen 1945 blev datteren Elly forlovet med Hjalmar.