Dette afsnit omhandler brevvekslingen mellem Otto og Anna i tiden inden de blev gift, og det skal bemærkes at der mangler breve i denne udveksling – breve vi ikke har i dag.
Anna skriver meget på jysk, hun er også ordblind, så af og til kan hendes mening være svær at forstå. Otto skriver godt og fortællende.
Jeg har valgt at afskrive deres breve for at gøre dem nemmere at læse.
Jeg har også valgt ikke at inkludere kopier af brevene, da de ofte er svære at læse på en skærm – der er ofte skrevet på alle leder og kanter.
For os, som kendte Anna og Otto, er det at læse brevene næsten som at høre dem tale sammen, deres personligheder er helt tydelige i deres breve!
1919
Som vi ser er det første brev stemplet i Hørdum, så der må Anna have været den 20. oktober 1919 og har der skrevet til Otto.
Brevet Anna skrev var kort:
Kære Otto. Modtag de kærligste hjerteligste lykønskninger på fødselsdagen, fra din hengivende Anna. Ha’ det godt til vi ses.
Anna skriver igen brev til Otto, det blev stemplet den 5. november 1919.
Kjellerup, tirsdag aften. Min kære Otto. Du venter vel med længsel efter at høre fra mig. Det er også en stor skam af mig ikke at have skrevet før. Men du få have mig meget undskyldt for vi har så forfærdelig travlt, vi skal jo flytte, det bliver vist ikke før sidst i ugen. Der skal gøres i stand derhenne.
Ja rejsen gik da hel godt, jeg fik rejs selskab hele vejen med nogle fra Hørsted, så jeg kunne jo sagtens, men når bare det havde været dig.
Det lader til at være flinke mennesker, der er 3 herrer og 1 dame i butikken foruden Christensen selv. De har 2 børn, en på 10 år og på 6 år. Fruen lader til at være så flink og det tror jeg næsten også min medtjener er. Når jeg først får kendt hende noget bedre, så skal du få bedre besked. Det er bare ikke altid så rart at komme når den anden har været der før. Hun er forlovet med en som er beslager på en gård her i nærheden. Damen i butikken er også forlovet.
Else var så også i Rødkærsbro efter mig i mandags, det første hun spurgte var om jeg var forlovet, for det havde Louise skrevet om at hun troede bestemt at jeg blev inden jeg rejste. Men ikke denne gang? Hun var hel skør i hovedet og ville have alt at vide. Jeg sagde hende ikke andet end hvad du hed. Kunne det gøre noget? Hvordan går det på Dover Østergård, har Martinus taget sin beslutning over for den nye pige? Du har vel set hende? Måske du får mere lyst til hende end den sidste der var der? Nu er jeg jo borte og kan ikke få at vide hvordan du og Martinus i filme der i Thy, Du kan også tro, at jeg var hjemme blev jeg drillet, det gør ikke noget, når det er en man gerne vil høre for. Nu må du være hilset på det kærligste fra din Anna. Adressen F. Christensen, Kjellerup.
Hav det godt, mor dig ikke for meget. God nat min kære ven. Den pen er så rædsom til at klatte, jeg har ikke fået min egen endnu. Jeg sidder her på mit kammer, jeg fryser sådan når bare du havde været her kunne det ikke have gjort noget. Jeg længes efter at høre fra dig. Skriv snart.
Der er ingen tvivl om at Anna er forelsket. Hun og Otto har ikke kendt hinanden længe siden familien ikke kender hendes navn og hun virker lidt jaloux. Anna vil gerne forloves og går meget op i forlovelser. Hendes søster Else tjener allerede i Kjellerup, så vi kan vel formode at hun måske har fundet pladsen til Anna dernede.
Otto skriver brev til Anna fra Dovervestergård den 6. november 1919:
Min kære lille Anna. Tusind tak for dit kærkomne brev. Det glæder mig at du kom godt til bestemmelsesstedet, og at du havde rejseselskab hele vejen og at din søster kom til Rødkærsbro efter dig, så du kunne jo ikke forlange det bedre. Nå det første Else spurgte dig om var om du var bleven forlovet, ja jeg vil gerne tro at hun nysgerrig var, hvem ville ikke have været det, når det er længe, så længe siden en har talt med sine søskende eller gamle bekendte.
Kære du kan tro at jeg var ordentlig til bal sidste søndag aften i Heltborg forsamlingshus, det var et meget skønt bal, jeg savnede bare dig der, så ville den have blevet endnu skønnere for mig, dersom du bare havde været der. Ja du kan tro at jeg opførte mig rigtig pænt der, jeg dansede ikke mere end en 5 a 6 danse, så da klokken var 2 ville jeg have været hjemme, men så kom Jens Futtrup, og ville at jeg skulle spille kort sammen med ham og lærer Kristiansen og Jens Hedegård fra Visby, og det kunne jeg jo ikke sige nej til.
Jeg var lige omme at se til folkene på Doverøstergård nu i aften. Martinus har en godt øje til pigen. Hermed de kærligste hilsner fra din Otto.
Lev vel min kære pige. Næste gang skal jeg nok få fat på et større stykke papir og skrive lidt mere om begivenhederne heroppe. God nat min søde pige. Du kan leve trygt for Bisgårds pige, hun faldt ikke i min smag. Hils bare din søster fra mig.
Vi lærer her meget om Otto. Han går til bal og danser gerne, han spiller også kort.
Mange breve har både et stempel på forsiden ved afsenderstedet og et på bagsiden ved ankomststedet.
Anna skriver igen til Otto:
Kjellerup tirsdag aften. Kære Otto. Rigtig mange tak for dit brev skal du have. Du var sandelig flink til at skrive denne gang, men om det bliver varig, det er jo ikke sikkert.
Du kan tro vi har travlt, vi kom ikke til at flytte før i lørdags, så vi er ikke så nær i orden endnu. Jeg har taget mig en rigtig god forkølelse ved det her flytten, for du skal ikke tro det er fordi jeg løber ude om aftenen, jeg har ikke været nogen steder, jo jeg var henne hos Else i sidste torsdag og i søndags var Else her fordi jeg var ene hjemme, så sagde fru Christensen at hun måtte komme og se mig lidt. Du ved jo ellers nok at jeg bliver ikke forkølet fordi jeg løber ude om aftenen, det har jeg jo gjort mange gange i efterår og ikke blevet det. Ja den tid er nu ikke sådan længere, jeg ville gerne at den var det, for jeg egner mig ikke til at være i byen som du jo nok må være glad ved, ikke også? Ja Otto du kan tro at jeg har fortrudt det mange gange nu i den her sidste tid, at jeg har taget den her plads. Jeg ser her at Dagmar går ud til sin ven, da tænker jeg på dig. Det er den anden pige, som jeg mener, kan du vel tænke.
Ja, nu må jeg vel ikke sidde og komme til at se sort på det, jeg kan jo lige så godt se lyst. Du kan tro at det første Else jog skabet igennem for at finde dit billede og fandt det også snart. Hun (Else) er ved at blive gode venner med ham fra Thyholm, Harald Houlgård, som hun gjorde det forbi med i sommers, men hun siger at hun kan aldrig glemme ham som døde, den aften var jeg ved at tale om ham, så gjorde hun sig til at græde. Så man kan godt forstå at der har været noget i det. Den aften jeg var der var både frøken og fruen så vældig flinke mod mig, de vidste ikke alt det gode de ville gøre mig. Jeg måtte komme så tit jeg ville, for jeg var altid hjertelig velkommen. Det var jeg da også meget glad ved, synes du ikke også jeg kan være det? Da jeg ikke har andre steder at gå. Nu til slut de kærligste hilsner fra din egen Anna som er langt borte fra sin bedste ven.
Jeg har ikke fået svar hjemme fra endnu, du er den flinkeste. God nat tænk så på den 19-10-1919. Jeg er glad ved at høre at du ikke synes så godt om den nuværende pige på Doverøstergård som den forrige. Det næste brev skal nok blive anderleder jeg skriver hvad jeg tænker.
Anna stoler ikke helt på at Otto får skrevet breve, måske lange breve. Om hendes søster får vi at vide at hun har været kæreste med Harald Houlgård, gjort det forbi og været kæreste med en anden som døde, og nu er Harald og hun ved at blive kærester igen. Vi ved jo i bakspejlet, at det blev Else og Harald som dannede par. Else var nysgerrig efter at se et billede af Otto, så hun gennemsøgte skabet og selvfølgelig havde Anna et. Hvad datoen den 19. oktober 1919 betyder for Anna og Otto ved vi ikke, men de to har været ude om aftenen om efteråret, sandsynligvis for at møde hinanden.
Anna får brev fra Otto.
Dovervestergård den 13.11.19. Min egen kære lille Anna. Tusind tak for brevet jeg i dag modtog fra dig. Det er da kedelig at du er blevet så forkølet, bare du ikke skal blive syg det ville jeg så nødig, det ville falde mig tungt. Men jeg håber at det snart vil fortage sig igen. Nu kan det jo ikke hjælpe at give mig skylden. Da jeg nu ikke længere kan holde dig ude for sent om aftenen. Men pas nu endelig på at du kommer i din seng sådan at du næste gang, du skriver kan fortælle mig at du er rask, det vil gøre mig så godt. Nu får jeg min søvn, jeg holder mig pænt hjemme, jeg har ikke engang været omme til Bisgård siden sidst jeg skrev til dig.
Det er en forfærdelig frost og kulde vi har hver dag og lidt sne er der falden først i ugen så jorden er hvid, og vi har måttet holde helt stille med vores hjemkøren af roer og pløjning er også helt umulig. De sidste 8 dage har jeg næsten ikke bestilt andet end at køre i byen.
Nå min pige hvordan går det dig ellers. Vi to længes nok efter hinanden, jeg ser i dit brev at du ikke er helt glad for at være i byen, men det er jo bare i vinter så det går vel nok, det er nok mig du længes mest efter ikke sandt min pige, men nu er der kun en god måned til jul, så håber vi jo begge at du kommer hjem og ser til din skat, du har her i Thy. Se nu blot at holde humøret oppe sådan gør jeg, men vi mandfolk er vel også mere hårde. Hermed de kærligste hilsener fra din egen Otto.
Det med Else, hendes gamle ven på Thyholm bliver det nu godt igen? Hils hende. Nu må jeg til at holde med det skriveri for jeg skal ud til hestene og så skal jeg om til postkassen. Kære du skrev at Else havde set mit billede men du skrev ikke om hvad hun syntes om mig der. Lev vel min trofaste pige, jeg glemmer dig nok ikke så let. Anna du kan tro jeg fik en lang streg i dag af posten, han sagde nå Otto her er en til dig i dag fra hende så tog Kristian brevet! Hvad kan det blive til. Jeg kunne jo ikke udgrunde noget.
Otto kører ærinder i byen hele tiden, for han kan ikke komme ud for at køre roer eller pløje, men han skal ud for at passe hestene. Der må være en postkasse i Dover.
Læg mærke til at på de sidste par breve har Anna sat frimærket på skråt, hvilket nok ikke har været en tilfældighed og tilsyneladende sender med brevet ovenfor et kys til Otto. Det fortæller også noget om afsenderen, og derfor er det synd og skam når breve bliver frarøvet deres frimærker!
Den 18. november 1919 skriver Anna igen brev til Otto.
Min kære Otto. Rigtig mange tak for dit kære brev som jeg modtog i lørdag skal du have.
Jeg håber da ikke at den her skal i ret mange hænder inden du får den, pas godt på dine breve min ven. De kunne jo sagtens gætte hvem det var fra, da de jo ved at jeg er her i Kjellerup. Nu får du vel streger hver dag men jeg trøster mig med, at det er dig og ikke mig. Synes du ikke også? Jeg er sød for det.
Det er sandt du skrev om hvordan det går med forkølelsen, det er da bedre nu end i sidste uge. Så det går nok over nu, som jeg er glad for at kan skrive om. Det har også været en frygtelig kulde her, jeg ved jo ikke hvordan det er i Thy, det er vel det samme.
I dag har vi bryllup her i byen. Hr. og fru Christensen er med. Det er en ung pige på 22 år som får en gammel en på 40 år, jeg ved ikke hvad du siger? Det er vist pengene som trækker, da han er ejer af en stor gård.
Jeg vidste ikke bedre end at jeg skrev om hvad Else sagde om dit billede. Hun sagde, at hun havde ikke noget imod det, jeg var begyndt at stifte. Hun sagde, at hun længtes efter at trykke din flade hånd. Så ville hun sige dig alle mine synder, for at det ikke skal vare forlænge. Men jeg håber ikke at de er for slemme og om hun fik dig at se til jul. Det har jeg lovet hende. Hvad?
Nu nærmer julen sig også godt, vi har haft travlt hele tiden, vi har det også nu her er nok at tage vare på hele tiden det er ikke sådan som at være på Dover Østergård. For her siger de, at de ikke kan forstå det sprog jeg fører, det er ikke sådan at komme fra landet og i byen er så fornemme folk, men jeg er ligeglad.
Jeg sidder så ene nu i eftermiddag, herskabet er jo til bryllup, den anden pige er ude at spadsere med børnene, så jeg kan sidde så trøstig ved min skrivning. Jeg skal også have skrevet to breve til nu inden aften.
Så du må være hilset nu på det kærligste fra din egen kære søde rare lille Anna, ikke også.
Jeg har noget som jeg vil fortælle dig men ikke skrive. Hav det godt men mor dig nu ikke for meget med andre piger. Det er en ordentlig remse. Hvad? Min egen kære søde rare aller kæreste. Jeg skulle hilse fra Else og så sige tak for hilsenen.
Anna sidder alene på sit kammer og skriver til Otto. Hun besvarer flinkt hans spørgsmål, men Otto får også formaninger om ikke at more sig med andre piger. Anna fortæller at det er svært at komme fra landet i Thy til Kjellerup, at de ikke kan forstå hendes jyske sprog. Anna er lidt forarget over aldersforskellen mellem brudeparret og at bruden i dette tilfælde gifter sig for pengenes skyld.
Lad os lige se på det omtalte ægtepar fra den 18. november 1919. Det er nu nok ikke for pengenes skyld, for gommen ser ikke ud til at have en stor gård. Han er boelsmand, hvilket er den næstmindste langbrugsejendom, så det er selvfølgelig større end hans fars husmandssted, men en stor gård er det ikke. Aldersforskellen er 18 år. Rygter og sladder blandt tyende…
Otto er ved at lære frimærkers placering. Her skriver han fra Dovervestergård den 20. november 1919 og med frimærket spørger han hvor de skal træffes.
Min søde Anna. Tak for dit kære brev som jeg modtog i går. Det er da godt, at det går fremad med forkølelsen, det er jeg da glad for at høre, og nu håber jeg, at du er helt rask igen. Det var da en ulige brudepar du skrev om, jeg siger, det er godt at det ikke var mig der blev gift i hans sted.
Nu kan jeg fortælle dig at Martinus hans broder Otto blev gift i tirsdags. I går holdt Karen fødselsdag, så her var jo selskab, og på lørdag fylder Johanne år, da skal der også være selskab her, så du kan jo nok tænke dig at det går godt. Du kan tænke min pige jeg var i teater i Hurup sidste lørdag aften, det var “Smuglerens søn” der blev spillet, hvilket også var så nogenlunde tilfredsstillende, jeg savnede blot dig, den aften, så havde det været meget mere morsomt.
Du kan ikke tænke dig min pige så slem jeg er til at bruge penge i denne tid, men jeg får da noget for dem, jeg har købt en lidt brugt men så god som ny kørekappe og givet 85 kroner for den, den er billig og så har jeg købt et par træskostøvler til 24 kroner, foruden undertøj og arbejdstøj for ca. 150 kroner, det er forfærdeligt dyrt alting men tøjet skal man jo have (og rigelig), og samme håber jeg også for dig. Jeg savner jo blot dig min søde rare lille pige til at hygge lidt om mig, jeg lever jo i håb og det samme gør du og, ikke sandt min Anna, og så får vi nok også lov til at forenes. Til overvejelse.
Hermed ender jeg brevet med de kærligste hilsner din Otto.
Otto går i teateret og bruger mange penge til tøj.
Anna skriver til Otto og poststemplet er den 25. november 1919, men vi kan se længere nede i brevet at hun har skrevet det den 24. november.
Kjellerup. Min kære Otto. Tak for brevet. I har det vel ved det gamle der i Dovervestergård? Jeg har helt ud glemt at spørge, om hvordan det går nu siden min Rivalinde (Pouline) er kommet, fra Eder. Kan Evans hustre enes med frøkenerne. Det kan jo være det går bedre nu?
I har vel forfærdelig travlt med markarbejde endnu, for nu siden jeg er bleven et bybarn er jeg jo ikke med i landarbejdet. Sidst jeg fik brev fra Far skrev han om, at han ville gerne, at han var færdig, for det var så pinagtig kold. Men han kan jo gøre, som han vil, det kan du jo ikke. Du skrev om, at Martinus broder har holdt bryllup, man kan vel ikke snart høre, at Martinus bliver forlovet med den nye pige. Det kunne interessere mig at vide, hvordan det hele det går både med dig og alt andet i Dover. Om du bliver drillet noget med Anna, som var der i Doverøstergård i sommer.
Else var her inde i byen i aftes, hun går også til gymnastik her i Kjellerup, så hende har jeg jo at tale med, når jeg bliver alt for trist i humør, så laver jeg en lille smut hen til hende. Hun har fået sig en ny ulster til 118 kroner, det er knageme dyrt at få noget, det må du jo også bekende.
Jeg sidder ene her nede i kammeret. Klokken er 1 men jeg kunne ikke rigtig eller var ikke søvnig nu, da jeg gik ud af …..stuen, vi er jo ene hjemme hr. og fru Christensen er jo i København. Så den anden pige skal jo ligge oppe i soveværelset ved børnene. Også når man er ene hjemme, bliver det jo altid lidt mere sent end ellers. Jeg har det ellers godt, når bare jeg endda en gang i mellem kunne tale med dig. For jeg skal sig dig en ting, og det er at den anden pige hun vel står for det hele, fruen siger altså ingen ting. Men når hun nu siger alt, hvad jeg gør, som ikke er helt rigtig. Så skal jeg være der, hvor hun ikke vil. Men det går nok, nu må du ikke blive bekymret over det. For når herskabet er flinke, så går det nok. De kæligste hilsener fra din Anna.
Ja, Otto tag det nu ikke alt for blødt, jeg burde jo ikke skrive det, jeg sidder og græder, men jeg er jo også i trist humør, men det trøster, når jeg er. Jeg kan fortælle dig jeg kommer vist hjem juleaften. Jeg længes også derefter at komme hjem til min bedste, dig og Far og Mor. Det bedste jeg ved, det er når der kommer vrev fra dig Otto. Hav det godt til vi ses i dagene, det er den 24. om en måned.
Ellers kan vi vel sige at Anna gerne vil høre sladder fra Dover. Hun mener, at den anden pige i huset i Kjellerup tager sig rettigheder og bestemmer hvad Anna skal lave. Anna glæder sig over Else, som er aktiv og går til gymnastik, men selv går hun ikke til noget. Else har købt sig en ulster – en halvlang overfrakke, som blev kaldt “Ulster” fordi disse frakker oprindeligt var af kraftigt tweedstof fra Ulster. Ulsteren er toradet og ofte syet af dobbeltvævet stof med ternet vrangside. Den har brede ærmeopslag, store lommer, rigelig vidde og er ofte forsynet med slag. Den kom på mode fra ca. 1910 til begge køn, kvindernes noget længere end mændenes.
Her er et billede af polakken Evan og hans hustru Tekla, efternavnet er stavet lidt forskelligt: Kravitte, Kravit, men hvad med Kravitz, lyder det ikke mere polsk?
Den 30. november 1919 skriver Otto fra Dovervestergård til Anna i Kjellerup.
Kære lille Anna. Tusind tak for dit brev. Du må undskylde at jeg ikke skriver før, da jeg har haft så travlt, jeg har slidt til klokken 11 hver aften i denne uge, for vi har været til bryllup, og jeg var kusk, det var Niels Peters Magda og Christian Gyrup Nielsen, der blev gift i fredags. Der var stor bryllup, der var 11 vogne og 60 mennesker, og jeg var der omme at spise til aften. Det er gruelig som folk de gifter dem, de er helt tåbelig til det, jeg tror, der har været 30 bryllupper her i Mellemthy siden november, og de både unge og gamle fra 20erne og indtil 75 år, jeg ved ikke, hvad du siger til det, det må være tegn til en streng vinter. Ja det er jo også længe siden, den har begyndt, det har været en frygtelig frost og kulde med sne. Folk har kørt i kaner og vi har været til snekastning, men nu da det meste af sneen tøet op, men folk er langt tilbage med arbejdet nu, vi har ca. 120 læs roer, der ligger i marken og venter på, at vi skal køre dem sammen, og en del pløjning har vi jo også tilbage, det hele vil med hinanden vel vare 3 uger. Bisgårds er lige bleven færdig med deres roer.
Kære du kan ellers tro at Martinus er helt syg efter den nye pige, han ved ikke, hvordan han vil være overfor hende, altså på hvilken måde han bedst skal få hende i sit garn. Hun er jo missions, som du før har talt om, og jeg tænker også, at Martinus snart bliver det, for han har ikke villet spille kort endnu, for pigen har sagt til ham om at blive fri for den kortspil i vinter, ja se en magt de kvinder har, men vi mandfolk trænger vel til at blive sat i rette engang imellem. Hermed hilses du på det kærligste lille Anna fra din Otto.
Jeg var omme til Bisgårds en aften du kan tro jeg fik stikpiller om at der før november gik spøgelser om natten.
Otto er som altid i sine breve fortællende, man får virkelig en indblik ind hans arbejde. Den sidste sætning med stikpiller og spøgelser om natten ved vi ikke hvad betyder.
Den 2. december skriver Anna til Otto.
Kære Ven. Hvorfor skriver du ikke, der er vel ikke stødt noget dig imod. Jeg er næsten altid ved med mig, nu går jeg med en dårlig hånd, den boldner inden. Nu håber jeg snart at høre fra dig. Anna.
Uha Otto, nu er den gal, du får ikke skrevet, Anna ønsker medynk!
Den 5. december får Otto fat i pennen igen, nu må han se at få skrevet…
Kære Anna. Tak for brevet som jeg har modtaget. Det er da noget så kedelig med dig, at du altid skal plages med dine hænder, det gør mig så ondt, men det er jo værst med dig, for det er jo dig, der må lide pineri. Smerter det meget så må du da hellere søge lægen. Nå hvordan befinder du dig ellers. Du var nok ved at blive utålmodig i sindet, da der ikke kom brev tirsdag. Sig mig engang har I ikke aftenpost eller søndagspost, det må I da have i byen.
Vi har det ellers storartet, nu er vi færdig med at køre vores roer sammen, vi blev færdige i går i jammerlig regn og fedtet føre. I dag har det været dejligt vejr, jeg har været ude at pløje grønsvær, det kan man gå ren til. Jeg kan ikke huske, om jeg skrev noget om Evan i det sidste brev, men nu vil jeg så skrive lidt om ham og hans hustru. Hun kom den 2. november med sidste tog til Hurup og Evan var jo selvfølgelig dernede for at tage imod hende, som enhver vil overfor sin kære, når man kan.
Det går ellers forfærdelig storartet med hende og frøkenerne, hun er også en ret pæn og begavet kone, men hun kan ikke så godt tale jydsk, så vi kan jo ikke få nogen samtale med hende. Vores nye køkkenassistent er endnu ikke kommen for hun ligger syg og har ligget på sygehuset, hvad hun fejler ved jeg ikke.
På søndag skal jeg have fri, dersom det bliver ordentlig vejr og føre, så vil jeg til Visby og se til mine gamle venner og bekendte, for nu er det længe siden, jeg har været derhenne.
Kære jeg ved ikke, om du kan læse min skrift for den er bleven noget dårlig denne gang, men nu vil jeg slutte med de kærligste hilsener fra din ven Otto Pedersen.
Blækket er blækket, pennen er stækket, papiret er lidt og skribenten er skidt.
Ikke noget nyt fra Doverøstergård alt går sin jævne gang. Hvordan har du det, tror du at det går med os to, hvad synes du ellers det bliver med det eller hvad ved du om vor kærlighed til hinanden. Til eftertanke.
Hvis de ikke kan snakke med Evans kone, skyldes det så at hun ikke taler dansk men kun polsk eller taler hun et dansk de andre ikke forstår, forstår de kun jysk? Otto, nu gør du Anna nervøs! Du stiller spørgsmål om det skal være jer to, så nu bliver det spændende at se hvad Anna skriver næste gang! Det varer ikke mange dage før du får brev fra hende…
Anna har haft så travlt med at skrive at hun som dato skrev 7-1919 og dermed glemte at angive måneden, men hvorom alting er, så skriv hun den 7. december 1919.
Min kære Otto. Mange tak for det kærkommende brev. Ja du kan jo nok forstå at jeg længtes efter brev, men Else og mig sad om søndagen og talte om ham som døde i sommer og så sagde Else, at man vidste jo ikke, hvor let der kunne passere noget. Så til aften, da jeg kom hjem, kunne jeg ikke lade være at tænke på det, fordi du ikke skrev, derfor skrev jeg ikke mere end de ord.
Du kan tro at de har travlt her nu, sidste nat gik alle kommiserne oppe og pyntede vinduerne til i morges klokken 6. Dagmar og jeg vi kom i seng klokken 3, da fik de smørrebrød ned i butikken, ja de fik før kaffe klokken 11, så vi mærkede også til det. Og nu i aften skal de have det ned igen, for der er pyntet over det hele langs med gaden.
Ja nu nærmer julen sig jo med hastige skridt, der er jo ikke mere end 14 dage på onsdag til juleaften. Nu er vi jo i den travle tid, I er vel færdig med Eders markarbejde nu, for ellers er det endda en kold en. Her inde i byen mærker man jo ikke sådan til hvordan vejret er som på landet.
Jeg sidder så ene nu her i aften, jeg har været henne og besøge Else i aften, den anden pige er ude, jeg tænker hun er ude ved kæresten hendes forlovede, om det er rigtigere. Gid du var her i nærheden. Tiden går endda hurtig, men vi har også fuld sjov hele dagen og hver. Min hånd er da bedre nu. Nu må du være hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Martinus bliver da ikke missionsk, det sagde jeg endda til ham, og det sagde han nej til. Men kvindelist er uden ende siger du ikke også det. Jeg har hørt fra Alma og hendes søster Anna, hun Alma skrev om at hun længtes efter Doverøstergård, så slem som hun var, hun har ikke glemt Niels endnu. Anna skrev om, at hun kunne hilse mig fra dig, I var i teateret en aften, Anna filme vist godt der i Hurup. Du lader vel snart høre fra dig igen, men jeg skal nok være tålmodig, du undskylder mig vel for min forseelse.
Nej, Anna tager det helt roligt. Hun svarer ikke engang Otto. Vi får lidt at vide om pynten op til jul anno 1919 i en forretning i Kjellerup og hustyendens arbejde ved samme lejlighed.
Den 12. december 1919 sætter Otto sig igen og skriver fra Dovervestergård til Anna.
Kære Anna. Tak for dit brev, som jeg har modtaget, du må undskylde, jeg skriver med blyant, den er nærmest ved hånden i aften, det er bleven noget sent, for vi har ingen lys haft, men du kan vel nok læse det alligevel, de sidste to aftener har jeg været i byen, og i morgen aften skal jeg til bal i Heltborg forsamlingshus, det er noget helt andet, for der er liv og ungdom kan du tro, bare vi får godt vejr, ellers vil jeg ikke derop, nu har vi stærk frost igen, og det tegner til sne, vi har måttet standse pløjningen. Bisgårds er helt færdig, vi kan blive færdig på otte dage, når vi kan få tø vejr.
Jeg har været så forkølet nu i denne uge, men det er ikke kommen ved nat sjov, men håber snart at komme over det. Nå Anna hvordan går det med din hånd, er den snart kommet sig. Ja jeg vil tro at I har travlt i denne her tid med udstilling til jul, der er vel mange ting at udstille. I to piger går vel nede i butikken og hjælper lidt til og snakker en del med kommiserne, I kan da ikke være andet bekendt overfor Eders lidelsesfæller, kan du ikke gå og få lyst til en af dem kommiser, kunne det ikke være rart at blive manufakturhandler frue, tror du ikke det var bedst for dig. Jeg skal ikke have noget imod det. Nu må jeg til at holde op, for jeg skal ud til hestene og så til slut. Kærlig hilsen Otto.
Nå, nå Otto, har du ikke noget imod at Anna falder for en af kommiserne, hvad er nu det for noget? Otto er ikke blevet forkølet ved nattesjov, men han er ude at lufte ørene de sidste par aftener og skal til bal aftenen efter.
Den 14. december 1919 skriver Anna til Otto:
Kære Otto. Rigtig mange tak for dit kærkommende brev, som jeg har modtaget i dag. Jeg kan forstå, at du morer dig godt uden at jeg er der. Min kære Otto, jeg bliver så sær ved det som du skriver, at du ikke har noget imod, at jeg tager en anden, det troede jeg at vi har lovet hinanden troskab. Men jeg håber da ikke, at du mente noget med det.
Nu nærmer julen sig. Else rejser hjem i morgen (mandag) otte dage og bliver vist hjemme til anden nytårsdag. Jeg kommer ikke før juleaften og får ikke mere end et par dage fri, men det er også nok. Når bare jeg kommer til Thy til mine bedste venner. Jeg længes efter at komme til at snakke med dig. Det du skrev om i den anden brev, hvad jeg syntes om vort kærlighed til hinanden. Jeg har ikke forandret min beslutning fra i sommer, og jeg håber heller ikke du har det. Sådan noget må du ikke skrive, hvis det ikke er din mening. Tro mig for det smerter mig at du ikke har. Nu har du min mening om sagen.
Broder Christen kommer her til Kjellerup på søndag for at rejse sammen med Else hjem. Så jeg glæder mig til at vi kan blive samlet hjemme i julen. Du vil vel også komme der? Nu må du være hilset på det kærligste fra din Anna Knakkergård.
Nu skriver du vel sidst i den her uge, for vore breve har jo krydset hinanden. Du skal nok få nærmere besked, hvor når jeg kommer hjem.
Ja, ja Anna, du var ikke tilfreds med hvad Otto skrev, men du kan vel ikke forvente at han ikke morer sig, fordi du murer dig inde på dit kammer i stedet for at gå til et eller andet i Kjellerup.
Dovervestergård den 18. december 1919 – Otto skriver til Anna:
Kære Anna. Tak for dit brev som jeg modtog i mandags, og tak for indbydelsen til at besøge dig i julen, jeg skal nok komme, så sandt det er mig mulig, og det vil jeg håbe at få lejlighed til, det er jo så kedelig, at du ikke får mere end to dage fri, men du får vel også tre dage. Det kan let passere, at jeg ikke får fri først i julen, for jeg ved, herskabet skal ud at rejse, eller vi skal have fremmede, skal jeg være hjemme, for vi har fem køer, som skal kælve nu i julen, og endda 2 før jul, så der bliver nok at se til, men det går nok alt sammen, jeg vil da ihvertfald gøre mit det bedste, jeg længes efter at tale med dig, der er ting, som jeg ikke vil skrive.
Ja, nu nærmer julen sig jo og nu begynder du jo ligeså godt som jeg at få travlt med hoved rengøring, og der er jo en stor omgang, at gå med frisk mod så går arbejdet jo altid let og du ved nok Anna, at jeg ikke plejer at være sur eller ked af livet, men vu vil jeg ikke bebyrde dig mere med det. Nu er tiden snart inde, at man skal til at skrive julekort, jeg har omkring en snes stykker, jeg skal have skrevet på til mine søskende, venner og bekendte, ja det er en net lejlighed, jeg får vel ikke skrevet til dig mere inden jul, for nu kommer du jo hjem og så tales vi jo ved hinanden. Og nu vil jeg så her ønske dig en rigtig og velment glædelig jul samt håbe det bedste for dig i fremtiden lykkelige og lyse dage. Hermed må du være hilset på det kærligste fra din ven Otto.
Hils Else og sig hende tak for hilsen. På gensyn.
Otto, det er et brev, hvor du er lidt kedelig, du fortæller ikke så meget.
Anna skriver et lille julekort til Otto som bliver afsendt den 23. december 1919.
Glædelig jul og lykke, held, sundhed og glæde og ønskes dig af din hjerteven.
Jeg kommer ikke før 1. juledag med aftentog og skal afsted mandag med morgentog. Else og Christen rejste jo i mandags og bliver væk til 2. januar. Og mange tag for brevet, som var ventet med længsel. Og åh, hvor jeg længes efter at komme til at tale med dig. Jeg skriver godt nok meget i brevene, men jeg håber jo ingen finder mine breve. Også på gensyn med længsel.
Et fint lille motiv Anna har valgt som julekort. Nu står julen for døren og vi hører først fra Anna og Otto igen i 1920.
1920
Den 5. januar 1920 skriver Otto brev til Anna fra Dovervestergård. Vi kan se at han svarer på et brev, som vi desværre ikke har.
Kære du. Tusind tak for det kærkomne brev, som jeg forleden dag modtog, det var mig en stor glæde at læse i dit brev at jeg har lettet dit sind og håber nu ikke mere at gøre den tung på dig, nu må vi se at få bedre tag i hinanden. Det ville være mig og dig selv til stor glæde, om du kunne have fået en lille ferie igen og kommen hjem til din fødselsdag, for rigtig at vi kunne komme til at nyde livet sammen. Og så den lille present, som du, forsåvidt jeg forstod, havde ventet til jul, dersom du kan få fri og vil rejse herop, vil jeg betale rejsen frem og tilbage for dig, opholdet får du jo gratis.
Du forstår jo nok, at jeg mener, at vi skulle veksle ring. Du vil vist ikke være ked deraf, og jeg heller ikke, men du kan vel nok ikke få de 3 dage fri. Nu da du lige har været hjemme i jul. Din fødselsdag, er det ikke den 29. januar?
Du kan tro at omme ved Bisgårds, der var de sikker på, at vi var bleven offentlig forlovet, så snart jeg var kommen hjem fra min juleferie var Thomas, så snart han var kommen ud af sengen om søndag morgen kom han her om og det var før lyset blev slukket, jeg lagde straks mærke til, at han iagtog mine hænder, så skarpt han kunne, men talte ellers ikke om noget, men for at drille lidt, passede jeg på, at han ikke rigtig kunne få mine hænder at se lige med det samme. Du kan tro at det var et spændt øjeblik for Thomas den første ½ time, han var der.
Og så var jeg der omme til Bisgårds den samme aften, da kan du tro, at jeg fik min glatte lag af Martinus, han fortalte mig, at han mange gange havde stået på lur efter dig sidste sommer omme i haven, og set når du hoppede ud af vinduet og enkelte gange set dig komme ud af bagdøren om aftenen omkring 11 tiden og altid løb du syd på. En aften var han efter dig, uden at du mærkede det, det gik stærkt, men du fløj ham af syne henne ved indkørselen til Boels gård, han stod længe, men du kom ikke mere til syne den aften for ham, han tror at du var i mit kammer. Jo du kan tro, at de har passet os bedre op, end vi egentlig troede, men de fik os alligevel aldrig at se. Hermed de kærligste hilsener fra din egen Otto.
Meget får vi at vide her. Anna havde troet og håbet på at Otto ville komme med en present som indeholdt forlovelsesringe i julen, men Anna blev skuffet. Nu foreslår han Anna at de kan blive forlovet til hendes fødselsdag, hvis hun kan få fri. Otto frier bogstavelig talt til Anna. Vi får også lidt at vide om da de lærte hinanden at kende i sommeren 1919, og hvordan tjenestefolkene havde det med hinanden.
Otto får brev fra Anna, poststemplet den 9. januar i Kjellerup.
Kære Otto. Hjertelig tak for dit brev, som jeg modtog i går. Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svar på dit tilbud. Du kan jo nok forstå, at når jeg nu fornylig har haft fri, ved jeg ikke, om jeg kan få det igen. Og en ting til, du skal da være klar over, at jeg er ved den samme mening om det at få ring på, så er det da den fulde alvor.
For kære Otto, jeg vil for den her gang få en nu tungere sorg, om du skræmmer mig bort igen. Men de ord at du synes ikke, du kan holde nok af mig. Mon det er din fulde mening? Ikke også kære Otto. Og så hvilken dag mener du, det skulle være enten selve min fødselsdag (29) for det er jo en torsdag eller om søndagen, jeg skal komme? For så vidt jeg kan, kommer jeg. Så kommer jeg da, jeg længes meget efter at tale med dig igen, når du ikke er så alvorlig, som hid tredje juledag. Jeg forsikrer dig, at så længe der ikke kom brev, gjorde jeg mig selv mange tanker. Dem skal jeg sige dig, når vi tales sammen. Som jeg håber må blive engang inden maj.
Den anden pige er syg og har været det siden hun kom hjem fra sin ferie i mandags, jeg var altså ene i 5 dage, du kan tro at hver aften tænkte jeg på, gid jeg havde dig og kunnet løbe ud med, ligesom i sommers, men da havde jeg det også alt for godt igen. Jeg skal love for at vi har ordentligt været på tapetet omme i Doverøstergård. Tror du ikke? Nu er det jo anden gang at de har troet at vi har fået ring på. Men tredje gang da tror de nok, det vil blive. Nu til slut mange kærlige hilsener fra din egen Anna.
Men så skriver du hvad dag for jeg vil da gerne, at du kan få fri den hele eftermiddag jeg er hjemme. Jeg skal hilse dig, fra Else hun var her i aften, jeg var ene hjemme, herskabet er ude jeg skulle være oppe ved børnene til klokken 1½. Else kom først tirsdag aften. Den anden pige troede, at jeg var bleven forlovet i julen, for de havde lagt mærke til, at jeg fik flere breve igen. Kære ven, du kan tro at jeg ikke kommer til at tro rigtig på dig, før jeg har hørt det af din egen Mund. Jeg er godt nok nu, for jeg er ved at blive alt for lykkelig ved dine ord, fordi jeg synes det kom fra dín mund. Du kan vist ikke læse det, men min pen er dårlig.
Nå Otto, der er meget som kan misforstås, når man skriver det, og hvis du forsøger at være morsom, så er der store chancer for at det bliver misforstået. Hvad du end siger, så vender og drejer Anna det. Det er som om hun er meget tungsindig af natur.
Den 13. januar 1920 sidder Otto i Dovervestergård og skriver til Anna.
Kære Anna. Rigtig mange tak for brevet, som jeg modtog i lørdags. Det glæder mig at du bliver ved at holde så meget af mig. Og jeg skal nok også se at gengælde dig. Jeg synes også at jeg ret pæn, lader dig det vide ikke også.
Anna allerkæresten min, det glæder mig meget, at du takker for tilbudet og gerne vil være mig eller rettere er mig meget taknemmlig for det. Kære du skrev, at jeg må være klar over at det er min mening, og dertil svarer jeg ja, jeg er klar over at det ikke er spøg men fuld alvor også fra begge sider, for os begge to. Når vi tager ring på, er det meningen den skal blive på, ærlig talt fra min side. Kære, du kan da nok forstå, at hvis det ikke er min mening, så tilbyder jeg dig ikke ringen. Det ville være en ualmindelig stor skam af mig.
Kære Anna, bare jeg havde dig nok så nær hos mig, jeg længes efter dig, men til sommer da vil vi håbe på det bedste, at komme nærmere sammen for ikke at skilles mere, men tror du, at du kommer hjem til din fødselsdag torsdag 29. eller om fredagen den 30. og så om lørdagen rejser vi til Thisted, jeg skal nok se at få både lørdag og søndag fri, dersom du kan få fri og du vil komme, så sørg da endelig for at du ikke skal rejse tilbage før om mandagen. Kære nu må du være så elskværdig at stå af i Hurup og så gå til Heltborg og besøge min mor først, og så skal du blive der om natten, for hun har en god seng til dig at hvile på, og jeg kommer at besøge Eder om aftenen og så kan vi jo tales ved, gid det må blive os til stor glæde.
Ja kære Anna, det er jo vel ikke sikkert at du kan få fri til at rejse herop, da du lige for en måned siden var her hjemme, men derfor må du ikke bekymre dig, for så kan vi jo vente til en anden gang, der er jo ingen tid forløben endnu, men i så fald du kommer, må du se, at få dine forældres tilladelse eller samtykke til at du forlover dig med mig, og glæde både dem og dine søskende dermed. Jeg for mit vedkommende gør det samme. Nu til slut de kærligste hilsener fra din Otto.
På søndag skal vi til begravelse i Ydby. Der er død en søn af enkefru Bruhns, Århus, du husker vel, at der engang sidste sommer blev begravet en lille pige på Ydby kirkegård, det var en søster til denne her lille dreng. Dengang var jeg også kusk. Enkefru Bruhn er en søster til Frederiksen.
Nå Otto, du fortæller kun nogle få linier til sidst om dit arbejde, ellers er det frem og tilbage om det samme, om Anna nu kan komme eller ikke. Man kan tillade sig at tænke at du ikke regner med at Anna kan komme og derved kan forlovelsen jo udsættes, men selvfølgelig kære Otto, sådan tænker du da ikke…
Fra Ydby kirkebog vedrørende enkefru Bruhns døde børn. 10 og 13 år gamle blev de kun.
Den 17. januar sætter Anna sig og skriver brev til Otto.
Min kære Otto. Mange tak for det kære brev, som jeg modtog i torsdags sammen med et hjemmefra. Du skriver, om at jeg skal have deres samtykke, den tror jeg ikke de har noget imod. Da de skrev, at de var godt tilfredse med mit valg. Mor skrev også, at du var velkommen der. Far har også skrevet en hel del, som jeg skal sige dig, når engang jeg kommer til at tale med dig. Nu må du endelig ikke tro, at det er noget om dig, nej tværtimod. Du har egentlig aldrig sagt eller skrevet noget til mig om, hvad dine brødre og mor synes om mig.
Du har vel ventet brev fra mig noget før, men vi har haft travlt, sidste onsdag havde vi op til 30 gæster, og vi to piger var ene om det hele både at lave det til og opvartningen, så om torsdagen var jeg så træt, at jeg syntes ikke jeg kunne skrive og fredag strøg vi hele aftenen, og i aften er der kommen gæster med sidste tog, fruens broder og hans frue og to børn de bliver til mandag, og i aften er den andens piges kæreste her, jeg ville índerlig gerne at jeg også kunne haft kommen hen og tale med dig min kære Otto. Men til sommer håber vi jo begge, at vi kan tale med hinanden så meget vi vil.
Det med at jeg skal komme hjem, det kan jeg ikke sige dig noget om, da jeg ikke rigtig kan komme afsted med at spørge fruen efter, men jeg ville inderlig gerne der op, og så vidt jeg kan komme, så kommer jeg og skal nok også tage af i Hurup, og gå til din Mor den aften, men kommer jeg ikke før om lørdagen, kan du jo tage mig i Hurup, så vil jeg godt rejse med dig hjem til din Mor den aften, og så tager vi til Hørsted om søndagen ikke også min Otto.
Men nu håber vi på det bedste, gid du var her i min nærhed eller jeg i dit, så kunne jeg rigtig være glad. Nu vil jeg slutte med det kærligste hilsen fra din egen Anna.
Du kan trygt være glad for du er efter mine søstre, brødre og forældres smag, gid jeg også var efter din families. Og nu vil jeg håbe at jeg kommer, men ellers skal jeg nok se at komme en anden gang. Jeg skulle hilse dig fra os alle sammen siger Else. Er der sandt at Almas søster Anna er blevet forlovet? Jeg skal til Hørupholm til fødselsdag på ……
Denne gang fortæller Anna lidt mere om sit arbejde. Det er som om hun er blevet beroliget ved tanken om forlovelsen, eller er det fordi hun er træt…
Et frimærke faldt af, da brevet skulle scannes. Vi kan ikke være i tvivl om at det er stemplet i Kjellerup den 21. januar 1920.
…og her er brevet. De læsere der har fulgt godt med i dette afsnit og læst og studeret brevene grundig, vil straks sige, men dette er jo ikke skrevet af Anna…
Kjellerup onsdag. Ubekendte Otto. Vil De ikke være så venlig at komme ned og besøge Anna første søndag, da skal vi nemlig være ene hjemme, og jeg skal ud til min kæreste og så længes Anna så forfærdelig efter Dem, De må se at komme der vanker chokolade med franskbrød om aftenen og grisesteg og mange andre gode ting. De må endelig komme ellers tror jeg Anna går til og De vil vel ikke sådan af med hende vel? Deres hengivne ubekendte Dagmar Thomsen.
De må endelig svare hurtig for jeg skal i theateret på fredag med min kæreste og han skal også have chokolade, så han skal jo have fri om aftenen.
Nå nu får Otto brev fra en ubekendt dame – Dagmar – som Anna arbejder sammen med. Pigerne er vist ude på pigestreger…
Min kære Otto. Ja nu skal du bare høre, hvad jeg har på hjertet. Jeg skal være alene hjemme på søndag og så har Dagmar bestemt, at du skulle komme her ned. Du skal altså rejse med morgentoget, så er du her ved 1½ tiden. Jeg skal nok være her på banegården og tage imod dig og have en god middagsmad til dig og så skal du blive her til mandag med morgen toget, så er du hjemme om middag. Nu er det bare om du vil og kan så skal du skrive og lade mig det vide på fredag, for så vil os fire dig og mig, Dagmar og hendes forlovede holde et lille chokolade gilde om aftenen. Du kan tro, at det ville glæde mig meget om du kommer. Hilsen på det kærligste fra din egen pige Anna.
På gensyn. Hastværk er lastværk. Er vi ikke gode til at sætte noget igennem?
Ikke et ord om forlovelsesringe, nu er det chokoladegilde det drejer sig om! Nu drejer det sig mere om at være sammen, men det er weekenden før Otto ville have at Anna skulle komme til Thy og de skulle have været i Thisted for at købe ringe, ikke sandt?
Nu må Otto hurtigt have pennen frem og allerede den 22. januar 1920 skriver han brev fra Dovervestergård.
Kære lille Anna. Tusind tak for Eders kære breve begge to. Du kan tro, at jeg så to gange til brevet, inden jeg åbnede den, jeg så jo Kjellerups stempel på den, og jeg kunne straks se, at det ikke var dig, der havde skrevet adressen. Jeg tænkte, men hvad er der dog på færde, jeg åbnede jo straks, og tog brevet ud og læste ubekendte Otto osv., og jeg tænkte, hvad er der da i vejen, indtil jeg fik læst den første side, da jeg så vente den om, kom den gamle kendte håndskrift sig til syne. Da var jeg klar over, at nu er det galt med Eder, nu tænkte jeg, nu skal der laves halløj. Det er jo ikke anderledes med de unge piger.
Kære ja du kan tro, at jeg er glad for, at der ikke er andet i vejen med Eder, og dertil meget glad for at du så gerne vil at jeg skal komme ned og besøge dig, for hvilket jeg takker på det kærligste for indbydelsen, og jeg skal nok komme, jeg rejser altså herfra med morgentoget søndag og så vil du jo være så elskværdig at være på perronen og tage imod mig, for hvilket du skal have tusind tak, min kære Anna, hvilken glæde det vil blive for os to, som er så langt fra hinanden.
Jeg er i Heltborg i aften. Jeg kom pænt til Frederiksen nu i aften, og spurgte om jeg måtte have lov til at gå hjem og besøge min mor i aften, jo, jo det måtte jeg da så gerne, samtidig spurgte jeg om lov til at rejse i byen på søndag og blive hen til mandag, ok jo det kunne jeg da også godt få lov til, og glad var jeg, og ligeså glad bliver du så snart du nu får mit brev, ikke sandt min Anna.
Det er sandt, jeg har nær glemt at takke for forrige brev, du får jo undsklde mig, at jeg ikke har skrevet før, jeg ville have skrevet i aften, men så kom der fremmede til mig, så kan du jo nok forstå, at jeg ikke kunne skrive, det var min mening at jeg ville have været nede ved dig næste søndag, dersom du ikke kom herop. De kærligste hilsener fra din egen Otto. På gensyn kære Anna. Hils Else og Dagmar og tak hende for indbydelsen. Hilsen fra min Moder.
Otto vil gerne til chokoladegilde og får lov af bestyreren på Dovervestergård – igen, ikke et ord om ringe.
Mandag den 27. januar skriver Anna til Otto, det må være samme dag, som Otto er rejst fra Kjellerup med morgentoget.
Kære Otto, du er vel kommen godt hjem, det samme gjorde jeg i morges. Frk. Andersen sagde til Dagmar, at jeg snakkede sådant i søvne, da hun kom hjem i nat, og Dagmar sagde at det gjorde jeg så tit. Vi skal have gæster i aften, hvad siger du i aften, er du vist færdig til din seng, så snart du kan. Hjertelig hilsen fra din egen hengivne Anna. Hilsen fra Else. Kun et par ord for det var jo mig til at skrive, så du får, jeg længes efter svar.
Anna og Otto har altså ligget og snakket sammen hele natten, så de er trætte, men ikke et ord om forlovelse. Nu kom Otto også en søndag og tog afsted mandag morgen, så der var ikke tid til at gå ud og købe ringe…..
Den 28. januar 1920 skriver Otto fra Dovervestergård.
Lige fra morgenstunden. Min søde lille Anna. Tusind hjertelig tak for sidst, jeg kom en time for tidlig til Rødkærsbro den morgen. Der afgik et tog til Kjellerup et kvarter efter at jeg var i Rødkær, var det ikke et held for mig at være kommen af bane linien. 10 minutter før 7 afgik toget jeg kom med.
Så jeg er jo kommen temmelig godt hjem og har det godt, gid jeg bare havde haft dig her i min nærhed. Kære da jeg har meget travlt må du undskylde, at jeg ender brevet nu så tidlig. Tak for dit brev. Mere næste gang. Nu de bedste ønsker om held og lykke, sundhed og glæde for dig i det nye år, og dertil føjer jeg en lille skilling og et kort, som jeg synes er meget smuk. De kærligste hilsener fra din egen Otto. Hils Else, Dagmar og Niels.
Fødselsdagskortet har vi desværre ikke, så vi ved ikke hvordan det kort så ud, som Otto syntes var meget smukt.
Det næste brev fra Anna er poststemplet 2-2-20. Anna er nu blevet meget avanceret med frimærkerne og da der dengang er blevet håndstemplet har postmesteren, assistenten eller hvem det nu var, måtte stemple tre gange. Anna har dog skrevet brevet den 1. februar.
Min kære Otto. Hjertelig tak for brev, kort og pengene til min fødselsdag. Kortet har jeg fået i ramme, for jeg synes også, den er så nydelig. Jeg kan altså se, at du kom godt hjem sidste mandag. Jeg var så ked af, at du ikke fik noget mad. Er der ingen som har tænkt ved at du var her nede hos mig?
Jeg var henne hos Else i torsdags, hun sagde at så sær forfjamsket, som hun blev, hun kunne ikke huske det fjerneste om, hvad hun gjorde. Tænk hun sad oppe til klokken kvart i tre og ventede på os. Det var næsten en skam. Hun ville gerne have talt noget mere med os.
Det har været et frygtelig snevejr her. Det har det vel også været i Thy. Nu har jeg sagt min plads op til maj, men sådan rigtig hvad jeg vil, det ved jeg ikke. Du lader vel mig vide, så snart du har fået dig bestemt på, hvad du vil. Hører du om en god plads til maj, som du synes, jeg skal tage skriv så. Der var brev hjemme fra nu til min fødselsdag. Mor skriver hver gang, at hun ville gerne, jeg skulle tage til Thy igen, for jeg sagde jo i julen, da hun spurgte mig, at jeg troede jeg kom, og jeg vil heller ikke lade hende det vide, før jeg har plads. Synes du det er synd?
Jeg fik brev fra Christen i går, han skriver at der er længe imellem, jeg skriver, men han undskylder mig, for jeg har jo dig at skrive til. Nu til slut her med mange kærlige hilsen fra din egen Anna. Skriv snart et langt brev. En hilsen fra Else og Dagmar. Jeg skulle hilse min bror, der var her fra Petersen.
Den 3. februar 1920 sidder Otto på Dovervestergård og skriver et langt brev til Anna, som hun jo ønskede sig.
Min egen kære lille Anna. Hjertelig tak for dit kær kommende brev, du kan tro, at jeg også ventede den med længsel. Kære du kan jo nok tænke dig hvorfor, ja du synes vel nok, at jeg er en forvoven menneske, at jeg tør sende dig et sådant brev med penge i, for du ved jo nok, at det er ulovlig at senge penge i et almindelig brev uden at skrive det uden på konvoluten, og så havde jeg ikke engang skrevet min adresse uden på, det var jo på min egen regning om brevet havde gået tabt, så du kan jo nok forstå, at jeg er en vovehals, og at jeg har længtes efter dit brev, som jeg modtog i går, jeg havde ventet den i lørdags.
Men kære lille Anna nu er jeg glad for, at du har fået brevet, kortet og den lille present, kære du klager dig over, at du ikke fik givet mig noget mad, inden jeg gik, det skal du ikke sørge over, for jeg trængte ikke til noget, jeg var slet ikke hverken sulten eller tørstig, jeg var så godt bespist om søndagen, at jeg næsten var helt syg deraf, og oven i købet sådan mættet med kærlighed, hvilket var det bedste af alt.
Ja, kære Anna du kan tro, at jeg føler mig lykkelig ved dig, du er i mine tanker hele tiden, du kan tro, at jeg længes efter dig, bare vi snart kunne nå maj dag, men jeg håber, at du kommer hjem engang forinden, du ved jo, at jeg vil betale din rejse frem og tilbage, og jeg ved også, at du vil komme så sandt du kan.
Kære tusind hjertelig tak for at du har holdt så godt fast på mig, og overbevist mig om din kærlighed til mig for fuld alvor, og jeg skal nok lønne dig derfor. Jeg skylder jo dig meget kærlighed fra begyndelsen af vort spor. Men kære jeg håber jo, at der nu er kommen fuld klarhed over, at det er min fulde mening, og at jeg gør alt på det bedste for at være dig efter ønske, du ved jo nu, at du er efter mit ønske, o gid jeg havde dig så nær ved mig at jeg kunne rigtig trykke din hånd og mund. Hvor ville det være dejligt, men vi må jo vente endnu en lang tid inden vi når den lykkelige time igen.
Nå, jeg ser at du har sagt din plads op til maj og ingen bestemmelse taget, og vil gerne høre min mening først, og den er, som du ved og husker, at vi talte om den dag, jeg var nede at besøge dig, at jeg helst vil, at du skal komme til Thy, da det ikke er meningen, at vi vil blive ved at være træl for andre længere end i sommer. Og du vil jo gerne lære at sy lidt, så jeg synes snart ikke kære Anna, at du skal tjene mere, med undtagelse af om du kunne få en plads, hvor du kunne lære at sy, for eks. plads som formiddags pige, og så sy om eftermiddagen, gives der ikke sådanne pladser og er det vel så streng, en streng plads må du endelig ikke få Anna og længere end fire, allerhøjst fem måneder, er det så ikke nok med at tjene, synes du ikke også min søde lille pige.
Du husker at jeg fylder år den 21. oktober og bliver da 26 år gammel, synes du så ikke, at jeg skal have en rigtig fødselsdags gave, og hvad kan du så byde mig, der er bedre og mere kær for mig end dig selv min egen søde og rare lille Anna, ikke sandt. Hvilken stor glæde det vil blive for os begge, er ubeskrivelig.
Min rejse ned til dig er der ikke nogen, der har rigtig vovet at tale til mig om, der er ingen der ved, hvor jeg har været, der er en enkelt, der har spurgt mig, om jeg har været til bal, jeg griner jo lidt af dem eller deres nysgerrighed og så siger jeg neeej så langsomt, og så tror de jo alligevel, at jeg har det, de ved vist slet ikke, at jeg har været i byen den søndag. Hermed de kærligste hilsener fra din oprigtige Otto.
Et langt brev bad du mig om, og nu synes jeg også, at den er lang. Når du vil skrive, hvor du helst vil være enten i byen eller på landet, jeg skal nok underrette dig om pladsen i næste brev, men du skal da lade mig vide, hvad slags du vil have. Kære, det blå papir, er min julegave fra frøkenerne Boel. Hils Else og Dagmar og hils dine forældre og søskende når du skriver hjem.
Ja Otto, du er ved at komme under tøflen! Vi ville gerne have haft lidt mere at vide om din dagligdag, men dette er et brev efter Annas hjerte og det er jo også skrevet til hende. Hvad vi kan få ud af det er at I ikke er blevet ringforlovet, for så ville dine arbejdskammerater have set ringen!
Noget Anna har fået lært af Otto er at skrive dato på brevene. Han har gjort det fra begyndelsen, men nu er Anna begyndt, det er vi vældig glade for, for så skal vi ikke sidde og datere på poststempler for de er ofte svære at læse. Anna skriver den 8. februar 1920 til Otto.
Min egen kære Otto. Mange tak for dit lange brev, ja du kan tro, at den blev modtaget med en hjertens glæde. Du skriver om hvilken plads, jeg vil have, det kan jeg ikke rigtig sige min kære Otto, du ved godt, hvad jeg vil, eller rettere sagt jeg vil, hvad du synes, men en mere end de fire måneder synes jeg ikke, jeg vil love mig hen at begynde med, så kan jeg jo se, om jeg vil en måned til ikke også kære ven?
Jeg er villig til at tage den plads, som du vel. Søster Stinne skal til V. Kjær i Hurup til maj, og det er sandt skovrider Bruun har skrevet til dem på Hørupholm om at få enten Else eller mig, synes du om det?
Det kan være, jeg kommer hjem den første søndag i marts, da er det nemlig fars fødselsdag, ja jeg kommer altså om lørdagen med middags toget og rejser igen mandag med morgentoget.
Ja jeg ved det ikke, det er kun noget, jeg har spekuleret på, men jeg vil godt være ved, at jeg længes meget mere nu, end jeg har gjort før, men det er også godt at det går den vej, og jeg kan også forstå, at det er gået samme gang med dig, men dem håber vi jo begge, at til sommeren at gøre alt godt hvad vi har forsømt i vinters, som nu i dag, da det er sådan noget prægtig vejr, hvor havde det ikke været dejlig, om vi kunne have gået en rigtig lang tur ligesom sidste sommer.
Til næste gang kan det være at jeg kan fortælle en nyhed, jeg ved det ikke med bestemthed, så jeg vil ikke skrive den denne gang, men var nu hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Jeg er ligeglad, hvor jeg får plads, når bare det bliver i din nærhed. Dagmar er i byen i dag, hun har noget alvorlig at skal tale med sin kæreste om, vær nu ikke altfor nysgerrig for jeg skal nok skrive. Jeg har hørt fra Minna hun skal jo blive i Hurup. Kære Otto lov mig at lade mig vide, så snart du ved, enten du bliver i Dover eller ikke. Hilsen fra Else og tusinde gange fra mig.
Ja, Anna, nu lader du Otto bestemme alt! Du er egentlig selv uden mening om hvilken plads du kan tænke dig, og så kan du alligevel ikke lade være med at fortælle den lille nyhed til Otto, den havde vi da regnet ud hvad var…..
Vi kan jo sige om Otto at der ikke går noget til spilde, her ser vi side 1 af et 4 siders brev! Otto skriver brev den 10. februar 1920 fra Dovervestergård.
Min trofaste pige. Tusind tak for det kære brev. Det er mig en stor glæde, at jeg læser dit brev med det fornyet håb om, at du vil komme hjem den første søndag i marts, da det er din Faders fødselsdag. Kære Anna du skriver om, at du kan få plads hos skovrider Bruun har du lyst til den plads, da har jeg ikke noget imod det. Kære du ved da, at jeg er så hjertensglad ved at få dig herop i Thy, og når du så tager den plads, du helst vil have, så er jeg lige så glad som du, når blot det er en god plads. Noget hensyn skal du ikke tage til mig, for jeg ved jo ikke, om jeg bliver her, der har ingen snak været om det endnu, og det er ikke sikkert, der bliver snak om det foreløbig, jeg vil ikke begynde at snakke om det.
Kære du kan tro, at det er rent gal nu med herskabet og polakkerne. Evan og hans kone de har skilt op med herskabet og flytter herfra til maj, de skulle jo have været her i sommer, men nu har de fået plads til maj på Sjælland, på den gård hvor Tekla tjente, før hun kom herop og Disman skal også væk.
Hans sagde for et par dage siden at han havde hørt at Frederiksen og frøkenerne havde talt om os, og de har sagt at disse tre polakker skal væk til maj, men Otto ham ville de beholde, for han er både en forfærdelig flink og dygtig menneske, han passer hestene og sit arbejde pænt og godt, ham vill de ikke af med. Sådan har Hans hørt dem sige. Det er jo en fin anbefaling for mig og særlig også for dig min søde pige, ikke sandt, men så er det jo, om jeg vil blive her, når den tid kommer, og jeg siger, så kun 5 måneder, siger du ikke også det min søde Anna, så vil du jo nok have første ret til mig, og det skal du også få.
Ja, du kan tro min kære, at jeg føler mig så lykkelig ved dig, jeg er så glad for, at du har vundet mig og jeg dig, gid bare lykken må for os begge, vedblive for bestandig.
Karen ligger syg og har ligget i fire dage, lægen har været her to gange, det er nyrebetændelse og en byld i det ene øre med hul på trommehinden, det er ikke så heldig.
Kære du kan tænke dig, jeg ligger inde for en rask køretur, jeg skal hente jordemoderen til Alfred Nielsens kone, hun gå på faldene fod, som man siger.
Dette her med pladsen overlader jeg til dig selv, og jeg retter mig efter dig min kære bliver jeg ikke her tager jeg ingen plads. De kærligste hilsener din Otto.
Hils Else, Dagmar hun var vel henne og få en aftale om giftemål. Jeg har egentlig tænkt på at bestille avisen til dig altså resten af januar kvartal til april, for så er jeg fri for at fylde mine breve med avertissementer, var det ikke pænt af mig, dersom du ikke tar den plads hos Bruun. Husk nu den nyhed som du skrev om. Jeg længes efter dig, og de inderligste lev vel. Jeg skulle hilse dig fra mor. Hils dine forældre og søskende fra mig.
Otto får skrevet lidt nyheder, lidt om pladsen han er i og at de gerne vil beholde ham længere, men han ser ikke sig selv blive længere end 5 måneder nævnt, og dermed er det som om de regner med at blive gift i efteråret 1920, men det ved vi at de ikke blev. Otto bliver rost som en god karl, det glæder os selvfølgelig…
Her er et billede af Evan, han har fået sig en fin cykel. Gad vide om der i Kravitz’ familie også stadig findes billeder af Otto, og at der nu om dage sidder mennesker som kigger på billeder af Otte uden at ane hvem personen er eller hvad de skal med billedet? Men vi har ingen billede af Otto da han blev gift, ej heller med cykel, som vi har af Evan.
Ola la la! Nu bliver Anna avanceret frimærket bliver sat nede i venstre hjørne, gad vide hvad det betyder?
…og hvis vi studerer bagsiden ser vi at det er som om der er skrevet noget “St H”, gad vide hvad det skal begtyde? Men vi ved at Anna skriver brev i Kjellerup til Otto den 12 februar 1920.
Min inderlig kære Otto. Først rigtig mange tak for det kærkommende brev. Du skal have mange tak, fordi du vil sørge for avisen, men jeg er kommet i tanker om, at jeg er lige glad, enten jeg får plads eller ikke, for så vil jeg sy i sommer ikke også kære Otto. Men bliver der en plads når jeg først kommer hjem, så kan jeg jo tage den. Synes du ikke også om det, for jeg vil til at sy en måned eller to i sommer, enten det så bliver først eller sidst, det ved jeg ikke, men fra 1. oktober vil jeg være hjemme indtil du vil have mig. Er det ikke sådan du mener om det, sådan er min mening min kære Otto. Men nok er det jeg længes inderlig efter, at det kan blive maj, nu er der ikke mere end 11 uger på lørdag.
Den nyhed som jeg lovede at fortælle er, at Dagmar rejser vist til den første marts på grund af giftermål, hun var ved doktor sidste fredag, fordi hun har gået og været dårlig siden før jul. Så jeg tænker, at du kan tænke dig til grunden til, at hun vil giftes så hurtig. Ja jeg ved da ikke rigtig om hun kommer afsted, hun har jo ikke sagt det til hr. og fru Christensen (synes du ikke jeg er god til at stave), at hun ville rejse. Men du kan tro, at jeg ikke er det fjerneste ked af, at hun rejser. Hun tager det selv med et glimrende humør. Hun siger f.eks. jeg kan ikke gøre ved det, jeg har ikke været ene om det. Der er ikke en eneste der ved det uden mig, og alt det jeg ved, det har jeg altid fortalt dig.
Jeg ved ikke om, du synes at jeg er en gætte pjatte, men det er sandt rejser hun kommer, jeg vist ikke hjem før maj, og så har du mig også for bestandig min kæreste ven. Min kære Otto du kan tro, jeg er rigtig glad ved din anbefaling, der bliver min. Du er der så ikke mere end 5 måneder vel min kære ven. Du skal da ikke gøre det for min skyld. Synes du ikke du vil derfra Lev vel og have det, og se at få Eders frøken rask, for ellers går den anden vel til af længsel, det er der andre som også ville gøre efter sin inderlige kære ven. Hils din mor og du selv være hilset på det kærligste fra din eneste hengivne Anna.
Jeg skal hilse dig fra Dagmar, hun ved ikke, hvad jeg har skrevet om. Nu ved jeg altså hvad jeg har tænkt, men jeg har ikke skreven om det hjem endnu, men skal nok gøre det snart. Nu ved jeg heller ikke, hvordan det går her, for være ene, det vil jeg ikke, så kommer jeg hjem straks. Det næste brev skal nok blive nok så bestemt.
Ja, Anna du er ved at finde ud af at du gerne vil sy, men du vil stadig have at Otto skal bestemme! Det undrer os lidt, den ligegyldighed som både Anna og Otto udviser med hensyn til om de får plads eller ej.
Nu bliver Otto også avanceret med frimærket, hvad der er interessant her er at poststemplet er fra Ydby, ellers har de været fra Hurup. Otto skriver den 14. februar 1920 fra Dovervestergård.
Min inderlig elskede Anna. Hjertelig tak for dit kære og gode brev, en af de bedste du endnu har skrevet til mig. Ja kære Anna, det er noget jeg kan forstå, at du vil komme hjem til maj for synes du, at du absolut vil have en plads, så kan du jo altid få den, og ellers kan det være for der som du og kan få lidt tid fra, så er der jo altid penge at tjene ved at luge roer i vinter og anddre ting og ellers for du nok tiden til at gå alligevel.
Kære Anna nu må du være rigtig glad for lige nu til middag kom Frederiksen og ville fæste mig til sommer, men jeg sagde, at det kan ikke nytte noget, for jeg vil ikke tjene hele sommeren, og så mente jeg, at jeg ville gå på egen hånd ligesom de store gæslinger, så må de jo søge dem en anden forkarl, du kan tro, at han var ked af det, men det hjalp ikke.
Det var godt min kære pige, at du skrev dit brev til mig så hurtig for ellers havde jeg måske ladet mig lokke til at blive der i sommer de 5 måneder. Nu vil vi have det frit for hinanden den sidste sommer, vi regner med at gå ugifte, vil vi ikke stå så hårdt uden tvang til enhver tid, da nu vi har så langt imellem os. O Anna vær nu rigtig glad derfor min allerkæreste.
Du husker nok at jeg i sidste brev skrev at Evan skulle rejse til maj. Men nu er de på ny skilt op igen, og nu rejser de i dag til Sjælland og jeg sidder heromme og skriver brevet, for at de kan få den med til fire toget, sådan at du kan få den i morgen. Jeg er omme og betale dm deres løn og andre ting og ellers for du nok . Tusind kærlige hilsener fra din oprigtige Otto.
Det med Dagmar var jeg sikker på, dengang jeg var dernede, men turde ikke rigtig sige det, da du ikke talt om noget. Pas nu endelig godt på til marts at du får dine penge, jeg skriver mere til næste gang om det. Undskyld men hastværk er jo lastværk, men du kan vel læse det, jeg kan ikke være det svineri bekendt.
Ja, Anna og Otto regner med giftemål i efteråret 1920. De er lidt dovne og vil helst gå og ikke rigtig lave noget den sidste sommer. Det er en lang sommerferie de vil have, gad vide hvad vi får at vide senere? Faren for os efterkommere er jo, at når de to er i nærheden af hinanden skriver de ikke længere breve til hinanden, men taler sammen i stedet for og så vil vi jo være uvidende om hvad der foregik. Forklaringen på at brevet er poststemplet i Ydby må være at der rejste Evan Kravitz fra.
Frederiksen, som var bestyrer på Dovervestergård, hvor Otto arbejdede for de to søstre Boel, som ejede gården.
Den 15. februar 1920 skriver Anna til Otto igen.
Min egen elskede. Mange tak for det kære brev, som jeg har modtaget i dag. Og så har jeg så god tid, derfor vil jeg skrive med det samme, for jeg synes altid, at det trøster min længsel hver gang, når jeg skriver og får brev igen. For ærlig talt så er jeg jo kommen til at længes mere og mere, men så trøstes jeg jo med dit, at nu er der ikke mere end godt de to måneder tilbage af vinteren.
Så kommer det jo an på, hvem jeg skal til at gå sammen med den sidste tid. For Dagmar har sagt til fru Christensen, at hun skulle hjem og giftes og måtte også til at sige grunden. Den var flov ikke, synes jeg da. Men så sagde fruen, at så måtte hun jo se, at få fat på en anden pige. Når jeg skal sige sandheden, så har jeg troet det siden lang tid før jul, Jeg synes også, jeg sagde det til dig.
Nu har du og Dickman det så ene, når Evan og frue er rejst, hvem skal så være røgter, jeg vil da ikke håbe, at det skal være dig min inderlig kære. Du skriver også om en glædelig nyhed for mig, og det er, at du ikke skal være der længere end til maj, jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid syntes, at det var en sær sted for ordentlige folk at være, men det kan være, at det er, fordi jeg har været eller altid hørt dem omtale i en dårligt lys omme fra Bisgårds. Hvordan går det ellers der?
Ja, du kan tro at jeg er også glad kære Otto, fordi du synes om mit forslag for sommeren. Åh hvor jeg længes efter sommeren sikke så dejlig, vi så kan få det igen, så behøver jeg ikke at vente til de andre sover eller dig med. Men vær nu hilset fra dit allerkæreste fra din egen pige, Anna.
Er jeg ikke flink til at skrive, men det er, fordi jeg længes efter dig. Se hvad der står på konvolutten. Du kan tro at Dagmar har travlt med at sy på sit udstyr, og hun er blevet stille, hun skal vist have bryllup midt i marts. Du skriver om jeg kan læse dit brev, ja det kan du tro, men det kan være at det var en streg til mig. Hav det nu rigtig godt, det ønskes af allerkæresten din.
Hvad Anna mener med at Otto skal se på konvolutten, kan næsten kun være at hun har skrevet “Dovervestergård” i gåseøjne. Anna er også den flinke pige der tror, at hvad hendes herskab siger, nærmest er lov. Bisgårds, som hun tjente for talte ikke pænt om dem på gården overfor, og dermed ved Anna bedst!!!!
Otto er stadig avanceret med placering af frimærke
Otto er så sandelig også avanceret med hensyn til brevpapir og samtidig må ingenting jo gå til spilde! Når der ikke er mere papir, så kan en gammel kvittering bruges. Hvad det er Otto har købt til til 3.50 kroner kan vi ikke læse, men vi kan se at det er betalt hos Engelsk Beklædnings Magasin i Hurup som ejes af Folmer Miller Hansen. Brevet bliver skrevet til Anna på Dovervestergård den 17. februar 1920.
Min elskede pige. Hjertelig tak for dit kære brev, hvilket jeg modtog med stor glæde. Jo det er sandt, du er rigtig flink til at skrive, det kan ikke være hurtigere, når du skriver samme dag, som du får brev fra mig. Du skrev, at du ikke rigtig kunne forstå, hvad det var for penge jeg mente. Kære du må jo undskylde, da der ingen plads var på forrige brev og min tid var kosbar den dag. Kære nu skal jeg klarlægge dig, hvad grunden var.
Kære du husker jo nok at du i forrige brev til mig skrev om Dagmars opsigelse af sin plads til marts, og dersom hr. Christensens så ikke fik fæstet en pige i hendes sted. Så kom du hjem, for ene det ville og kunne du ikke være. For hvilket jeg også anser for rigtig. Men kæreste Anna, derfor var det, at jeg skrev, at du skulle endelig sørge for at få dine penge, for det kan jo let blive en slem sag, for du skal, for så vidt jeg ved, sige din plads op, en måned før du rejser, du er jo fæstet månedsvis ikke sandt, og du får vel din løn hver månedsdag eller du får ingen penge før maj.
Det har vi jo aldrig talt om. En plads må vi jo ikke forlade i utide uden lovlig grund. Men min søde pige nu må du da endelig ikke tage dig det alt for nær. Kommer du, da ved du jo, at du har en trofast ven på Dovervestergård, som vil trøste dig, det bedste han kan, men nok om det. Eftersom alt stiller sig, så kan jeg vel ikke vente at se dig før maj. Min søde elskede skat.
Det er kedlig med den Dagmar, at hun er kommen så uheldig efter det så tidlig på tiden, men det er måske godt for hende, jeg kender hende jo ikke mere end fra den gang, jeg var dernede og besøge dig min lille skat, men ærlig talt syntes jeg, hun var lige lovlig meget skåren for tunge båndet, eftersom hun da var offentlig forlovet, jeg fik den mening at hun var eller måske rettere havde været en god nummer, men derfor kan pigen jo være god nok nu, du skriver, at hun var bleven stille nu efter opsigelsen af sin plads, hun må jo være kommen til bedre erkendelse nu, ja det var en flov en for hende, at hun måtte tilstå for hendes madmoder at hun er i omstændighed. Pigebarnet der ikke har sagt sin plads op for længe siden, for hun har da vidst det længe, hvad hun fejler. Så synes jeg ikke, at skammen var så stor. Der er jo fald for hver mands dør, men min kære Anna, jeg er da glad for at det ikke er dig, der er i hendes stilling eller lignede, ikke sandt min skat.
Jeg kan da fortælle dig, at Karen hun kommer sig da lidt, efter som tiden går og det er jo langsom for os to ikke sandt min kære, vi går jo hver med en brændende længsel efter hinanden, og det forslår jo ikke på tiden vel min pige, og gid du kunne, da få lov at komme hjem endnu engang inden maj, det vil jo gøre så godt for os begge, men nu da Dagmar rejser, er alt håb vel ude om denne lille ferie, men gudskelov vi har ikke mere end knap 2½ måned selv om ventetiden er lang.
Jeg har det godt, vi har Niels Peter til at røgte, engang imellem hjælper jeg at malke. Nu de kærligste hilsener fra din egen og oprigtige ven Otto Daniel Pedersen.
Avisen behøver jeg så ikke at sende dig, for du er vel klar over din stilling. Jeg er så glad for, at jeg har sagt min plads op her, og jeg ser jo, at du ikke er mindre glad for samme, det bliver dejligt til sommer ikke sandt min elskede pige. Er jeg ikke også flink til at trøste dig min skat, som jeg har igen langt ude i det blå. Hils vores fælles venner samt dine forældre, har du skrevet til dem om, at jeg var nede at besøge dig. Hilsen fra min mor.
Posten sagde til mig forleden dag, at jeg ikke skulle lægge mine breve i postkassen for der blev de ødelagt af vand for kassen, når det regnede stod vndet blank i den, har du fået brev fra mig, som har været våd, så lad da endelig mig det vide, endnu en kærlig hilsen.
Her har vi den moralske og belærende Otto. Det er meget sjovt at det kunne regne ned i postkassen i Dover. Gad vide hvor den stod og hvordan den så ud i 1920?
Om postkasser skrives der: Offentligt tilgængelig brevkasse, ophængt af postvæsenet til indsamling af breve. De første postkasser i Danmark blev ophængt i 1851, og deres størrelse, udseende og farve bestemtes af de lokale postmestre. I 1860 blev de standardiseret og fik den røde farve. De første postkasser i landdistrikter blev ophængt 1869. I 1915 var der ophængt 15.000 postkasser i Danmark; tallet er siden faldet til ca. 11.000.
Anna skriver igen til Otto, nu står Dovervestergård uden gåseøjne og brevet bliver afsendt den 22-2-20.
Min inderlig kære Otto. Rigtig mange tak for dit kære brev, som jeg mod tog i går. Du skriver, om jeg ved, om jeg kommer hjem, det tror jeg ikke, for vi har ingen pige fået fæstet endnu, men får vi ingen lige til den første, skal vi have en kone hver dag om formiddagen, så det går nok alt sammen.
Jeg bliver her nok, enten vi får nogen eller ikke, jeg skal nok være sød. Vi får jo også vort løn i månedere vist, vi kan jo altid sige op på fjorten dage, når det skal tages strængt. Dagmar skal have bryllup den 23. marts. Hun har spurgt, om vi ville rejse der ned, så var vi hjertelig velkommen, men det ved hun da på forhånd, at jeg ikke vil rejse til Østbirk, men det er meget pænt gjort af dem ikke også.
Ville du ikke gerne, at det var os, som skulle giftes nu? Men det får vi jo nok lov til til efteråret. Du skriver også, om jeg har skreven hjem om, at du har været her nede at besøge mig. Det har jeg rigtig nok, men det har du vel ikke noget imod min kære Otto, for jeg synes, de skulle vide, at du gjorde så meget ud af mig, at du ville rejse her ned og se til, hvordan jeg har det. For den dag var den lykkkeligste jeg har haft i vinter, tror du ikke også, da var jeg glad og lykkelig.
Nu når Dagmar rejser vil det også blive endnu mere trist, for hun var ellers en ordentlig pige, der holdt sig inde om aftenen, vi holdt os altid fra alt, hvad vi kalder gade ungdom. Tænk vi kommer eller kender ikke en eneste ungt menneske, undtagen dem vi er sammen med, gid du var endda her i Viborg eller sådan, at vi kunne tale sammen hver fjortene dag. Vær nu hilset fra din længselsfulde pige Anna.
Hils din Mor mange gange og du selv være hilset på det kærligste. Else skal til København til maj, hilsen fra hende.
Så, så Otto du skal ikke skrive noget mindre pænt om Dagmar, At Otto har været rejst ned til Anna den dag i januar betyder mere for hende end at blive forlovet, det taler Anna slet ikke om mere.
Fra Yding kirkebog: Dagmar blev gift og fik sin Niels, hvornår deres første barn blev født ved vi ikke, men allerede i 1922 har Dagmar og Niels fået sig et husmandssted i Thorning.
Otto skriver til Anna fra Dovervestergård den 24. februar 1920. Han leger stadigvæk lidt med frimærket, gad vide om han er klar over betydningerne eller han bare har hørt at man skal sætte det på skrå.
Min kære lille Anna. Rigtig mange tak for dit kære brev, det var jo pænt af dig, at du har skrevet til dine forældre, om at jeg har besøgt dig, ja det var rigtignok en skøn dag, det var en af de allerskønneste dage, vi har haft siden vi har lært hinanden at kende, ja min kære pige jeg længes efter, at vi må få en så lykkelig dag igen og du ligeså stærk det ved jeg på forhånd, men det er jo lang vejs eller tid endnu inden vi får vor frihed, men kære vi lever jo i det bedste håb.
Kære du, bare du må få en ordentlig pige at være sammen med indtil maj, da nu Dagmar rejser til marts, det var jo pænt af hende, at hun inviterede dig eller os begge, men det er alt for langt at rejse, det var jo meningsløs for os, men hils hende og tak hende på mine vegne for indbydelsen, hvilket du har gjort, men som hun jo nok kan forstå, at vi ikke kan rejse så langt på den tid af året.
Min kære Anna du kan tro, at der forestår mig en grim tur, på torsdag formiddag skal jeg i retten i Vestervig, men min kære bliv nu ikke bange, du må da ikke tro, at jeg har lavet nogen spektakler, det får jo nok dit hjerte til at slå lige ved synet af disse ord. Nej, min pige det er ikke sådan noget, du ved jo nok, at jeg ikke er så slem.
Nej, men det er en heste sag, som jeg skal op at vidne på, jeg fik en indkaldelse sidste torsdag, om at møde i retten i Vestervig og vidne på, at jeg ikke har hjulpet en hoppe op uden at den var syg (som ville trille sig i båsen). Hoppen tilhørte Jens Futtrup, Sønderhedegård, mens jeg tjente der, og han har solgt den for 3 a 4 måneder siden til Anders Andersen, Moselund, Bedsted, og han har, altså Andersen, igen solgt den til Jens Søndergård, Bedsted. Det bliver ingen skøn tur for mig, men du må ikke blive bedrøvet derover, for når man siger sandheden, kan jeg jo ikke komme galt afsted, og jeg håber også at Futtrup vinder sagen. De kærligste hilsener fra din egen Otto.
Ja jeg er nok færdig i retten, når du får brevet, jeg skal være der klokken 10, men så kan du jo tænke på, at jeg er i Vestervig eller på vej hjem. Hils Else og Dagmar, hilsen fra Mor og din ven.
Nå, nå Otto hvorfor kan I ikke rejse så langt for at deltage i et bryllup? Hvorfor er det ufornuftigt? I ville da kunne få en dag sammen, I ville da se og opleve noget nyt, I er jo alligevel ufornuftige I vil gå og lave ingenting efter den 1. maj. At Otto skal i retten er jo interessant. Se, dette er et spændende og indholdsrigt brev!
Knap har Anna fået læst Ottos brev før hun finder pennen frem og begynder at skrive. Det er den 26. februar 1920.
Kære Otto. Inderlig tak for det brev som jeg har modtaget i dag. Du har rigtig nok været med til en drøj tur i dag. Å hvor er jeg ked af, at du skulle afsted. Jeg fik det brev klokken 11, jeg ved nok, at det ikke er noget ondt, men at I ligegodt skal for retten. Gid jeg kunne haft talt med dig i aften ligesom i sommers, da du var vidne for branden i skovridergården, da traf vi, Alma og mig, jo dig ved Eders have.
Hvordan er det gået, skal du der igen mere end denne gang min inderlig kære Otto? Det vil jeg ikke håbe, for nu må du sige, hvad du ved, og kun sige hvad der er sandhed, så synes jeg ikke, at de kan have mere fornøjelse af, at du skal der. Ja du kan tro, at jeg er meget ked af alt, hvad der hører retten til, det er godt, at det ikke er mig. Du kan jo nok forstå, hvilken klud jeg er.
Vi har fået fat i en pige, det er en her fra byen på 17 år, en murers datter. Hun er kun fæstet for de to måneder som stuepige, de har fæstet en anden stuepige til maj, men ingen kokkepige til maj, jeg skal altså også være kokkepige de her to sidste lange længselsfulde måneder hele tiden.
Hvordan er den spanske sygdom slem deroppe, her begynder den at tage fat, når bare man må komme godt over den, om vi skal have den. Der bliver begravet en ung menneske i dag på 23 år, hans mor er helt ude af sit gode skind, for det sidste han sagde det var “Mor”, det synes hun, hun kan høre hele tiden, det er ikke skøn!
Jeg ser her i Kjellerup avis, at der er en Kristiane Amby, 24 år fra Kjæstrup pr. Hurup, der søger plads her omkring, kender du hende? Det tænker jeg da. Nu må du være hilset på det kærligst fra din egen Anna.
Håber at du er over al det vrøvl. Jeg vil gerne vide hvad du tænker når du ser sådan et brev til stævning. Å hvor var jeg beklemt om hjertet, lige da jeg læste de første ord, men det blev bedre, da jeg først så, hvor det var. Jeg skriver med det samme, da ingen kan nå mig. Hils din mor fra mig og du selv være hilset fra Else og Christen, (jeg har lige gået brev fra Christen og mor) og tusind gange fra mig. Far og Mor er ikke tilfreds med at Else rejser til København og det er Harald heller ikke, de ville vist hellere, om det var mig.
Ja, Anna, endelig et brev med mange oplysninger! Vi ved nu at Otto også i sommeren 1919 vidnedede i retten, og at det da drejede sig om en brand på skovridergården. Vi ved at Anna nu skal arbejde som kokkepige de sidste par måneder. Vi ser at Anna læser grundigt i Kjellerup Avis. Vi hører om den spanske syge.
Otto er hurtig til at få svaret Anna, så hun ikke skal gå og være nervøs. Det kan også være at han synes at han har meget at fortælle, så han skriver allerede den 27. februar 1920
Min søde lille Anna. Tak for dit kære brev. O ja min kære jeg tænkte nok at du gik med et forklemt hjerte, men det skal du ikke gøre, nu er jeg færdig med den instævning og kommer ikke med mere, det gik jo helt godt, og det bedste var, at jeg blev fri for at aflægge ed, hvilket jeg er meget glad for, for det er jo noget af det værste, der er til, så sandt det havde bleven forlangt så skulle jeg, det blev sagt til mig af herreds fogeden inden jeg kom i forhør og da afhøringen var til ende, spurgte herreds fogeden Jens Søndergård, om han forlangte, at jeg skulle aflægge ed, men dertil svarede han nej, og glad var jeg, men han får nok lov til at beholde hoppen, han har betalt 400 kroner for den, og derfor er det, at han vil lave spektakel, men nu kan han få lagt 100 kroner til på den i sags omkostninger for hans egen dumhed, hvilket er godt til ham.
Jeg fik 5 kroner for min ulejlighed, men de gik jo med det samme, for vi var jo på hotellet, vi fik jo kaffe 3 gange, og til sidst raflede vi om smørrebrød, og det tabte jeg, 8 stykker til fire mand 3.20 kroner og det var Jens Futtrup, Anders Andersen, Moselund og Ferdinand Nielsen, Bedsted, og så mig selv ikke at for glemme. Jens Søndergård luskede slukøret hjem så han fik ikke smørrebrød, den snærstøvle. Jeg cyklede derop i det fine vejr fra morgenstunden af, men da jeg eller vi skulle hjem regnede og sneede det så det var en lyst, så tog jeg og min cykel med bilen til Hurup, det var 135 ører, og så blev jeg klippet, da håret var lang, det var 100 øre, og så var dagslønningen jo helt væk foruden 55 ører til overs, kom jeg gennemvåd hjem, ja det var da ikke så slem.
Nå jeg vil ikke trætte dig mere med den slags denne gang, min allerkæreste og sødeste pige min Anna. Den pige Kristiane Amby du skriver om, hende kender jeg godt, jeg har kendt hende, fra vi var små børn, vi har hele tiden gået i skole sammen og til præst og blev konfirmeret sammen, og kan anbefale hende som en pæn, rar og dygtig pige som enhver kan være tjent og godt tilpas med. De kærligste hilsener din Otto.
Ja min kære vi har nu to lange længsels fulde måneder tilbage, inden vi får lov til rigtig at nyde kærligheden sammen. Den spanske syge begynder også at tage fat her i Thy, men ikke så godt endnu. Tillykke med din ny med tjenerinde. Det er så kedelig, for vi får aldrig skrevet så meget, at der ikke kunne skrives 10 gange så meget. Det er godt, at det ikke er dig, der rejser til København min pige. Lev vel du kære hav det godt. Hils Else med København og Dagmar med vennen.
Ola la la, Otto! Du øder dine penge væk samme dag, men det lyser ud af brevet at du havde en god dag og det er dejligt at læse. En fin fortælling om den dag i Ottos liv. Hvorfor var Otto så utryg ved at skulle aflægge ed, hvis han kun fortalte sandheden?
Den 1. marts 1920 skriver Anna til Otto igen, og nu skal frimærket sættes på hovedet…
Kjellerup, søndag aften. Min egen Otto. Rigtig mange tak for dit indelig kære brev som jeg har modtaget i dag. Ja, du kan rigtig nok også tro, at jeg var glad, da jeg så, at der var brev fra dig. For jeg har været meget beklemt om hjertet, jeg ved nok at det ikke var så slem, men vi piger vi kan bekymre os over lidt, ikke også.
I dag mandag er det jo den 1. marts, Dagmar rejser ikke før onsdag med morgentoget, så vi bliver 3 piger i dag og i morgen. I dag er der stor sølvbryllup her i byen, hr. og fru Christensen skal der og vi skal have nogle af gæsterne i nat.
Du kan tro at Dagmar er glad ved, at hun skal rejse, det er heller ikke skøn for hende, at være her længere, da hun trives godt. Å hvor jeg havde meget at fortælle dig, om jeg kunne tale med dig. Det er ikke sådan skrive.
Tænk fru og frk. Kjær, Hørupholm, de har jo haft sådan en mas med, at ville have mig, nu når Else ikke skal være der, for de er så glade for os, men så i går sagde frk. Kjær, at nu kunne hun godt forstå, at jeg ville til Thy igen, for jeg var jo forlovet eller rettere henlovet da i hvert tilfald, og han var jo fra en landsby i nærheden af Hurup.
Det kan jeg ikke begribe, hvor hun har fået fat i det. Det gør da ikke noget for min skyld, men jeg synes bare at det er mærkelig, at det kan spørges, når man er så langt henne fra, og det har ikke været Else, der har sagt det, men vær nu hjertelig hilset fra din egen pige Anna Petrea Knakkergård.
Hils din mor. I dag to måneder, får du mig jo nok at se igen, min egen kære Otto.
Det vi får at vide i brevet her er, at Anna og Otto ikke er blevet ringforlovede endnu og at det var på Hørupholm, at Else var og ikke på mejeriet. Til tider kan Anna virke meget naiv og hun gør ikke meget for at kvinder skal ligestilles med mænd, tværtimod! Selvfølgelig er det Else, der har fortalt om Anna og Otto.
Otto sætter stadig frimærket på skrå og han skriver til Anna den 3. marts 1920 fra Dovervestergård.
Kære lille Anna. Tak for dit kære brev som jeg modtog i går, det havde ellers væet rart nu, da I var tre piger, om du havde kunnet komme en lille tur hjem og set til din egen kære tilkommende, men det bliver jo ikke før maj, ser jeg i dit brev, men vi glæder os til, at vi kan få det sådan, at vi kan tale sammen, når det skal være, ikke sandt du kære, ja nu er Dagmar vel rejst hjem til hendes forældre. Nu er tiden jo snart inde for hende, at hun skal giftes. Har de købt ejendom, eller hvad vil de, for nogen beskæftigelse skal de da have for at få føden, og nu da hun trives godt vil den dag for dem oprinde, at hun ikke kan arbejde, det bliver jo ikks så skøn en tid for dem at begynde, men der er jo mange som kommer sådan afsted, det kan de jo trøste dem ved.
Min kære nu er det jo snart din Faders fødselsdag, jeg har tænkt på, dersom det bliver godt vejr og cykel føre, vil jeg glæde ham eller rettere dem med at rejse derhen og gratulere, for jeg vil samtidig til Skyum og besøge min bror og svigerinde med deres 2 små piger.
Kære dette her med at du skrev at frk. Kjær har sagt til dig at nu kunne hun godt forstå, at du ville til Thy til maj, fordi du er henlovet eller endnu hemmelig forlovet, der er såmænd da Else, der har givet hende så meget oplysning, at hun kan tænke sig til resten, det kan du da nok forstå, men skam med det lad dem bare snakke, vi ved da selv bedre besked end dem, og man skal da også høre meget inden ørene falder fra hovedet ikke sandt min søde pige.
Else kommer vel en tur hjem til maj, inden hun rejser til København. Hils hende og Christen fra mig samt dine andre søskende og forældre.
O Anna du kære bare du kunne have kommet hjem på søndag, så kan du tro, at vejret ikke kan forhindre mig i at komme til Hørsted, men nu skriver jeg på gensyn til maj. De kærligste hilsener fra din egen Otto.
Lev vel, og hav det godt og jeg vil håbe, at den nye pige er flink og rar, så bliver hr. Christensens ved at have to rare pige til maj.
Hvad behager Otto! Hvorfor bliver det ikke en skøn tid? Dagmar venter sig jo et lille barn, det er som om Otto pludselig bliver praktisk og at der skal tjenes penge og samtidig vil han og Anna ikke selv have job for sommeren. Nå da da, hvad vil “hemmelig forlovet” sige og hvorfor hemmelig? Hvad vil det egentlig sige? Er det det samme som “henloven”, eller vil de ikke vise sig med ringe på fingrene, hvorfor ikke? Jeg har heller ikke helt forstået hvorfor Otto ikke rejser en tur ned til Anna, der er vel den samme afstand for Otto til Kjellerup som omvendt.
Den 7. marts 1920 skriver Anna til Otto, nu er hun åbenbart blevet træt af at sende budskaber via frimærket.
Kjellerup søndag eftermiddag. Min egen kære Otto. Tusind tak for dit kære brev, som jeg modtog i fredags. Ja å hvor jeg ville gerne, at jeg havde været i Thy i dag sammen med dig. Dengang da jeg lærte, at du ville gratulere Far, da ville jeg have givet meget til at kunne komme hjem en tur, nu er der jo ikke mere end 8 uger til maj, de går jo nok også om end de går langsom.
Nu har vi fået fat i en anden pige. Hun er ligeså flink som Dagmar at gå sammen med, så det er jo godt, synes ikke også du kære ven.
Du skrev om Else kom hjem i maj, det gør hun ikke, hun tager lige til København herfra, så det er ikke sikkert at I to ser hinanden før den første, jeg er ikke vis på, at hun er så glad for at hun skal rejse som fra først af. Hun har vist troet, at jeg ville med, men der i tager hun jo fejl, jeg ville gerne vide, hvad du sagde, nej det tror jeg, der ville blive hårdest ved mig selv ikke også min hjertenskær. For jeg ved hvordan jeg længtes i vinter, ja gid det snart var sommer igen.
Jeg har hørt fra Dagmar i dag, hun har det godt og er vel tilpas, hun siger eller skriver at hun møder ikke modstand nogen steder. Du skrev om, hvor de skal bo. De skal bo i nærheden af hendes hjem, sidder til leje, han, Niels, skal altså gå på arbejde hver dag, så Dagmar får nogle lange dage, de vil godt nok have en ejendom, men de kan jo ikke eller rettere hans far synes at den skal nok komme, nu kan de jo begynde sådan.
Ja jeg er en usling til at forklare det i et brev, men havde jeg dig der imod ved min side, skulle jeg nok forklare dig det, så du kunne få mening ud af det. De kærligste hilsener fra Anna.
Hils din Mor og du selv være hilset fra mig. Jeg har mange hilsener fra Else, Dagmar og Nielse. Jeg havde ellers travlt hr. og fru Christensen er i byen, den anden pige har fri, hun er her fra byen hedder Krista Høgfeldt, hun har været på et hotel før hun kom her. Det her papir har jeg fået af Ruth en af børnene.
Vi får lidt at vide om hustyender hos familien Christensen i Kjellerup.
I Hørup kirkebog kan vi se hvem Krista er.
Den 8. marts 1920 skriver Otto til Anna fra Dovervestergård.
Min kære lille Anna. Tak for dit brev som jeg har modtaget i dag. Ja jeg var jo i byen i går, men da vejret var dårlig storm, sne og regn, syntes jeg ikke, at jeg kunne cykle så langt, at jeg kunne komme til Hørsted, hvor gerne jeg end ville, men så bliver det en anden dag, når jeg får fri min søde pige, jeg var i Heltborg at besøge min Mor, og ovre i Visby i Sønderhedegård, hvilket også var meget skønt.
Jeg spiste til aften der og drak kaffe og spillede kort med Jens Futtrup, Sarius Nielsen og Anders Bak, Ambygård kom også og var der, han var helt tosset for at fæste mig til maj, og han inviterede mig hjem en 4 a 5 gange, og hans kone er helt syg, det er hendes snak hver dag, bare vi kan få Otto til sommer, det er den, jeg helst vil vi skal have. Det fortalte Sarius Nielsens og Jens Futtrups til mig, da Anders Bak var gået hjem, og de ville også at jeg skulle tage derhen.
De mente at jeg kunne få 800 kroner i sommer, det er også en god løn, men derunder vil jeg heller ikke gå, jeg har jo tjent der et år, jeg ved ikke du kære om du synes jeg skal tage den plads for sommeren, synes du, så vil jeg, og så ved du da, hvor du har mig, og hvad jeg fortjener, og du skal nok få mig, som jeg har lovet dig, og når du er hjemme, så har vi jo ikke så langt imellem os, der er da ikke længere, end jeg eller du kan cykle når som helst, at regne med en god mils vej, ikke sandt min søde pige.
Men nu skal du sige din fulde mening, hvad du synes, enten jeg skal tage plads eller gå på egen hånd. Til efteråret som du ved, er jeg din og du min og så får vi vores plads sammen, hvilket er det bedste og glædeligste for os to, ikke også din fulde mening min søde rare og allerkæreste pige. Hils vore fælles venner. Hilsen fra min Mor. Hermed de kærligste hilsener fra din egen Otto.
Den 11. marts 1920 er poststemplet for det næste brev som Anna skriver til Otto.
Min egen Otto.
Mange tak for dit kære brev som jeg modtog i går. Du har vel ventet brev i dag, men jeg kunne ikke få tid at skrive så den kunne komme med 7 toget, da vi har bagt hele dagen, for vi skal nemlig have gæster i aften.
Det hvad pladsen angår kan du jo gøre som du selv synes, jeg har ikke noget imod det, min kære Otto. Og det ved du jo også på forhånd for enten jeg har dig der eller i Heltborg, det er jo det samme. Synes du helst du vil kære Otto så tage den plads. For jeg vel da helst at du gør som du selv synes.
Jeg rejser jo hjem til at begynde med. Louise skal til Tøttrup til maj. Stine skal jo til V. Kjær i Hurup. Jeg skal nok skrive noget nærmere til næste gang.
Nu har vi jo en anden pige, hun er jo en af gadens ungdom. Men det går jo nok de to måneder.
Jeg har fået brev hjemme fra i dag. De spørger om
Hilsen fra Else. Hun skal til at gøre gymnastik opvisning og folkedans på lørdag, vil du ikke gerne se det hun kan.
Kære Otto gør nu som du vil. Det er da en stor løn. Hils din mor.
Jeg har ikke mere skrivepapir og min tid er knap, min inderlig kære ven. De kærligste hilsner fra din egen Anna.
Have de nu godt min kære ven. Godnat min kære Otto.
Gadens ungdom er et begreb for Anna, som jo er en pæn pige. Annas søster, Else er der gang i! Hun går både til gymnastik og folkedans. Anna, derimod, gør ingenting….
Den 15. marts 1920 skriver Otto igen brev til Anna i Kjellerup.
Dovervestergård 15/3.1920 Min søde lille Anna.
Tak for dit brev som jeg modtog i fredags. Kære du får meget undskylde det varer så længen inden jeg får skrevet, for min tid har været knap, så har jeg haft travlt med det ene snart med det andet, også fremmede har vi haft, og søndag aften var jeg efter jordemoderen til Alfred Nielsens kone, det var jo en kold en jeg var lige kørt til Ydby med Niels Frederiksens klokken 9½ og kom så lige hjem og fik spændt hesten fra og fik vognen ind og alt på plads, og hestene “kvældede” af og kom så lige i seng klokken 11 og så kom Alfred knap klokken 12 om jeg nu lige ville køre efter madammen jeg kom jo op i en fart og Alfred hjalp mig med at få hesten spændt for. Frederiksen ringede i telefon om fru Møller var hjemme, jo det var hun, om om hun så lige ville blive færdig for der kom så en vogn efter hende, det varede heller ikke ret længe inden jeg var der og fik hende puttet i vognen og rullede så afsted til Dover igen, knap 1 var jeg igen i min seng og så fik jeg da også ro, men jeg kunne ikke lige falde i søvn igen, men skam også med mig, jeg led ingen pine ved det. Og nu har Alfred og Emma dem en søn og alt vel.
Kære ja jeg har det godt og er rask, men længes forfærdelig efter dig min lille pige ligesom du efter mig, men nu har vi da heldigvis har vi nu kun 1½ måned tilbage til vi må få lov at se hinanden og tale sammen, o hvor det bliver dejlig for os to, det håber vi. Håber at du er rask og har det godt med den nye pige, men du lader vel ikke hende få lov at tage sine kavalerer med ind på dit værelse, hun er da ikke offentlig forlovet, du skrev at hun var en af gadens ungdom, se nu vil jeg tro at du får din søvn og hvile ligesom før.
Jeg har endnu ikke været henne i Amby endnu.
De kærligste hilsener fra din egen Otto.
Med længsel i sind venter jeg efter majdag. Til du min lykke, og livsledsagerinde kommer her til Thy igen, til din udvalgte ven.
Hils som sædvanlig.
Selv være du hilset på det kæreste.
En dejlig fortælling om en aften i Ottos liv. Gadens ungdom, kavalerer og offentlig forlovet. Var Otto ikke på besøg i Kjellerup uden at de var offentlig forlovet og deres føjten rundt sommeren før i Dover – Næhhh, Anna og Otto er pæne mennesker, der kan snerpe ad andre!
Den lille knægt, der blev født, fik navnet Over Ernst Nielsen og hans forældre var Alfred Christian Nielsen og Emma Jensine Pouline Andersen.
Anna skriver brev den 17. marts, men hun får først postet det den 19. marts 1920.
Kjellerup den 17-3-1920. Min egen Otto.
Mange tusind tak for dit kærkommende brev, som jeg har modtaget i dag med meget stor glæde. Du har rigtig nok haft travlt i søndags, det havde været mere spændende for dig om det havde været din egen kone.
Nu må du ikke blive bange efter det næste du læser.
Nu har vi den spanske her i huset, een af kommiserne ligger. Han er kommen i seng i formiddag. Men det er ikke så slem fat endnu, men kære Otto jeg skal jo passe ham, fruerne er så bange for den sygdom. Jeg er nu så forsigtig som jeg kan blive, men derfor er det jo ikke sikkert at jeg går den forbi. Jeg ønskede gid jeg havde været i Thy, nu om jeg skal til at ligge syg. Eller endda du havde været her i min nærhed.
Ja jeg er bange men jeg kan ikke gøre for det.
Du har altså ikke fået den plads endnu du skal ikke tro at jeg er ked af at du tager plads. Jeg kan komme til Niels Munk i Skyum for tre måneder medens hans døtre skal på højskole. Jeg ved ikke om jeg har skrevet om, at Louise skal til min onkels i Tøttrup, medens min kusine også skal på højskole i Lyngby ved København. Så har mor jo ikke andre end min lille bror hjemme ved sig, da gid det snart var min min kære Otto, så jeg kunne komme til at tale med dig ligesom sidste sommer når bare jeg må få en skøn sommer lige som den, ikke også Otto.
I går var jeg på Hørupholm til forpagterens fødselsdag. Datteren holdt fødselsdag det var nu ellers i fredags det var. Men da havde de jo ikke tid til at holde den. For hun var jo også med til gymnastik og folkedans i søndags. Else og hende var klædt ud som herrer i folkedansen. Du skulle have set det. Først gymnastik det var kun damehold og det samme til folkedansen. 16 ialt altså 8 som herrer, det så godt ud, herrene i rød vest, hvide strømper og rød nissehue på, så dansede de damer som skulle være herrer i deres gymnastik bukser. Damerne i rigtig nationaldragt. Nu må du være hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Om jeg bliver syg skal du nok få det at vide, Else vil nok skrive.
Hils din mor. Jeg sidder ene hjemme og tænker på dig min elskede.
God nat min kære ven.
Det er som om Anna er lidt dramatisk her. Ingen tvivl om at alle var bange for den spanske syge, og det har ikke været sjovt for Anna at skulle være den, som passede den syge. Samtidig ønsker hun at Otto var der, men så kunne han vel også være blevet smittet, så det andet ønske om at være i Thy var nok bedre. Samtidig fortæller Anna om den dejlige dag, det havde været til fødselsdagen, men også den lille bemærkning om at den blev holdt på en anden dag, og at hun var til opvisning i gymnastik og folkedans. Anna havde oplevet noget men havde det ikke været for hendes aktive søster, Else, så havde hun ikke.
Dette billede viser Annas søster Else til højre og forpagterens datter til venstre, så her kan vi se hvordan deres gymnatikbukser så ud på det tidspunkt. Vi ved, at de havde hvide strømper på og røde veste og at deres nissehuer var røde, for det har Anna beskrevet i brevet ovenfor.
Den 20. marts 1920 skriver Otto brev til Anna.
Dovervestergård den 20/3 1920. Min egen kære lille Anna.
Tusind tak for det brev, som jeg har modtaget i dag, det er jo kedelig med den spanske syge, at I har den i huset, det er skam ikke så rar men når det bare må blive i mild grad, så er det jo ingen sag. Og så at du må undgår at blive syg, det er jo det meste af det lige så godt for mig som for dig endskønt skal du lide den er det jo dig der må lide de hårdeste smerter. Men jeg vil håbe at du må blive fri for det. Kære ja du må endelig passe godt på. Nu skriver jeg til dig i aften for jeg skal til Hurup station i morgen tidlig til halvni toget med Niels Peter og hans kone, da de skal til Snedsted og besøge deres datter og svigersøn. Så kan jeg samtidig få indleveret brevet på posthuset, og så har du jo den på mandag. Kære synes du ikke at jeg er flink, tror du at du let har kunnet finde een der har været dig mere tilfredsstillende end mig. Dertil har jeg bestemt at du siger nej, også med din fulde mening. Ja min kære Anna bare vi havde maj nu i stedet for april, det ville have været for os to elskende meget kær; men til næste måneds skifte da må vi jo prise os lykkelig som ingensinde for ikke sandt min søde pige. Nu er det vel snart ved tiden at din gamle medtjenerinde, og veninde Dagmar, hun skal giftes med Niels ja gid lykken må følge dem. Hils dem fra mig.
Det er da noget grusomt fugtig og koldt vejr vi har i denne her tid, det er ikke mere end man kan arbejde sig til varmen om dagen, om natten er det ingen sag når man får trillet sig godt ned mellem fjerene. Kære jeg har ellers tænkt mig at jeg ville have været til dilettant i Heltborg forsamlingshus i morgen aften, der bliver spillet to aftener lørdag og søndag og i morgen er det min fridag. Og Heltborg ungdom der spiller dilettant så jeg synes ikke at jeg kan være andet bekendt end at gå ned og se hvor dygtige de er. Kære Anna havde jeg bare haft dig og du kunne have gået med mig o hvor havde det været dejligt. Kære ja nu ved jeg ikke rigtig om jeg vil da nu I har den spanske i huset. Og skulle du nu være bleven syg vil jeg nødig at du skulle ligge og pines, mens jeg går til forlystelser, det passer sig jo ikke for mig. Men jeg håber det bedste for dig selv om jeg bliver så letsindig at gå. I håb om at du stadig er raske og må undgå alle slags sygdomme.
De kærligste hilsener fra din bestandig Otto.
Det må have været morsomt at have set deres gymnastikopvisning og dansen i deres uniformer, men det er jo ikke får spurve at komme i tranedans.Hils Else om jeg ikke skal have et billede af dem, for de er vel bleven fotograferede.
Lev vel og god nat min skat.
Hav det godt min søde pige.
Hils dine forældre og søskende allesammen.
Et brev der passer Anna godt, for der er medfølelse! Men Otto overvejer også at lade være med at gå til dilettant, det glæder hende sikkert rigtig meget, for hun bryder sig jo ikke om at han går ud og morer sig…..
Den 22. marts 1920 skriver Anna til Otto.
Kjellerup den 22. marts. Min egen kære Otto.
Tusind tak for det kære brev som jeg modtog i dag uforventet. Da jeg troede ikke, jeg kunne få brev fra dig før i morgen tirsdag.
Det blev ikke mig som blev syg, det blev Else, hun blev syg onsdag aften, men blev dårlig om torsdagen. Så blev hun ordret i seng, da hun havde 39 grader feber. Så telefonerede frk. Kjær efter doktoren, det var ikke spansk men det var galt med lungerne. Og mig blev der også ringet efter, om jeg ikke ville komme derop for Else var syg og Else ville gerne tale med mig. Så var jeg der den eftermiddag. Og både om eftermiddagen og aftenen og fredag. Da var hun altså mere dårlig, så ringer jeg til Hørsted og talte med mor. Da mor så hørte at Else var syg, ville hun her ned, kom så med 1½ toget i lørdags, men nu har Else det godt og mor rejser hjem i morgen (tirsdag) igen. Det var ellers hård nok ved Else så længe det varede for hun lå med en høj feber til i går (søndag). Jeg kommer lige fra Hørupholm nu i aften. Nu har jeg omtrent sagt til mor hvad der er vor mening til efteråret.
Min kære Otto sig mig nu kære ven kunne det gøre noget. Da mor spurgte, sagde jeg at det havde vi da tænkt lidt på. Og de er også godt tilfreds med det. Da gid vi var over det her sidste måned.
Har du fået plads endnu i Amby? Mor synes at jeg skal blive hjemme hele sommeren. For hun siger også, at det kan godt blive hele tiden. Der er vist mangel på piger siger du også det, du har jo fæstet een nu kommer det så an på om hun er efter dit tilfreds forlangende hun har en anbefaling med “rullede” har du så for dig, da hun rejste var hun godt i stand.
Jeg skal hilse dig fra Else og mor. Jeg har nu så meget som jeg gerne ville fortælle dig, men jeg kan ikke huske mere, for du ved jo nok at jeg er glemsom.
Er det ikke nogle fine konvolutter?
God nat, min kære Otto.
De aller kærligste hilsner der kan være sendes dig af din egen Anna.
I morgen skal Dagmar stå brud. Det kan jo være skøn nok, men ikke i denne stilling for nu er hun nok meget tung.
Dramatiken fortsætter! Anna blev ikke syg, men det gjorde Else. Anna har også travlt med at fortælle om sine og Ottos planer, som vi hidtil egentlig ikke rigtig har hørt om.
Den 24. marts 1920 sætter Otto sig igen ned og finder pennen frem.
Dovervestergård den 24/3 1920. Kære lille Anna.
Hjertelig tak for dit brev som jeg har modtaget i dag. Det er jo kedelig med Else, at hun sådan pludselig var bleven syg, men det er da godt at hun er bedre nu, var det ikke en hård rejse for din mor, hun var vel ellers glad for at komme ned, og se hvordan hendes to lille piger bor, og det var da også skønt for jer at se eders moder, det var jo pænt af dig at du lod din moder vide hvad vores mening er til efteråret. Jeg har også sagt til min moder at det ikke er vores mening at blive ved at tjene længere end i sommer, dersom vi kan få købt en lille ejendom til efteråret, og hun havde heller ikke noget imod det, hun har jo så mange gamle drenge der går ugift, så det er ikke for tidlig, at vi begynder at komme i en livsstilling. Jeg tor nu alligevel at det er det sundeste, og når man føler kærlighed til en ung pige, og vinder dennes kærlighed hvorfor skal man så gå og blive en gammel pebersvend, det er da meningsløs ikke også sandt min pige. Vi vil forebygge os en langt og lykkelig liv sammen, så sandt vi må få lov dertil, og vi lever i håb derom ikke også min søde Anna.
Kære du kan tænke dig jeg skrev jo i mit sidste brev om denne her dilettant men jeg undlod mig det, og i stedet for cyklede jeg til skyum til min broder og svigerinde, og besøgte dem. Var det ikke pænt af mig, hvad min Anna, det var jo også en skøn tur bare jeg havde haft dig med ville det jo have været endnu skønnere, men det bliver til sommer.
Pladsen i Amby har jeg endnu ikke fået for jeg har ikke været derhenne endnu, så jeg ved ikke om han fæster en anden een i stedet for mig, fordi jeg ikke har været der endnu, men du skal nok få besked når jeg får plads, eller arbejde for sommeren, hvad nu det bliver.
Men nu vil jeg håbe at Else snart må blive rask igen og at du må vedblive at være rask, og veltilfreds. Er I ovre den spanske der hos eder eller har den taget flere ned, jeg vil da håbe at I alle er raske, og alt vel.
Nu de kærligste hilsener fra din altid Otto D. Pedersen.
Hils Else fra mig, og sig til hende at dersom der havde ikke været så langt imellem os ville jeg have besøgt eder begge, men nu tillader tiden ikke længere.
Hils familien Knakkergård fra mig og du selv være hilset på det kærligste.
Det røde er kærlighed og det blå er troskab.
Anna må være meget tilfreds fordi Otto ikke tog til dilettant, men i stedet besøgte sin bror, Lars Peter. Otto har ikke meget travlt med at få den plads i Amby, hvorfor mon?
28. marts 1820 er brevet stemplet i Kjellerup til Otto.
Kjellerup. Min inderlig kære Otto.
Tusind tak for dit kære brev, som jeg modtog i går. Og her med sender jeg et billede af Else og forpagterens datter i deres forklædning som herrer, det er jo Else til højre, for det er jo ikke sikkert at du kan se hvem det var af dem ellers. Else sagde da jeg sagde at jeg ville sende dig den for at du kunne få den at se at det måtte jeg ikke for de så rædsom ud. Der er jo et hvor de er på alle mand, men den har eller får hun vist ikke mere end et af og den kommer vist hjem, så kan du jo få den at se der. Nu er Else da bleven rask igen, hun har været her i Kjellerup i går. De tror jo at det alligevel har været den spanske. Den kommis, som jeg skrev om der var syg er kommet hjem til sit hjem for han blev så tunghør at han ikke kunne høre hvad folk sagde. Og nu har fruen ligget i nogle dage, hun er da oppe men er ikke rask endnu nu er en af børnene lidt “kvak”, men vil tro at det kun er en forkølelse. End dig min kære du er vel rask og dem du er hos. Jeg er det også og jeg synes at alt er så dejlig for nu er der jo ikke mere end april måned inden jeg må få lov til at se og tale med dig igen, dog hvor jeg glæder mig.
Vi skal have gæster i hele påsken, det er fruens fødselsdag den påskelørdag. Så hendes søster fra Skanderborg og broder fra Ullerup kommer skærtorsdag og bliver her så påsken over. Men det gør ikke noget, for jeg har jo ikke dig som venter på mig. Men til sommer så skal helligdagene ikke gå sådan, at hver må holde dem for sig selv vel min kære Otto.
Kærlig hilsen fra din egen Anna.
En glædelig påske om jeg ikke får skrevet igen. Jeg får travlt men det skal nok gå og tiden med.
Hilsen fra Else og sige at hun tog sig ikke godt ud.
Det kunne være at Else kommer en tur hjem først i maj inden hun rejser til København, så kommer vi jo sammen, gid det var i morgen vi skulle rejse.
God nat min inderlige hjertenskær.
30. marts 1920 skriver Otto igen til Kjellerup.
Dovervestergård den 30/3 1920. Min egen elskede.
Tak for dit kære brev samt den smukke kort med de to unge damer. Hvilket jeg synes er et udmærket billede, jeg er glad for det. Du kan godt hilse Else og sige hende tak for den, og at jeg synes godt om de to unge herrer og håber at de gjorde deres lykke hos damerne den aften da de dansede i deres drejlstøj.
Det var da godt at Else er bleven rask nu igen for det er jo så kedsom for dig og for hende selv, da I er så langt fra hjemmet og fra eders kære, ja også for mig at have det at tænke på, men jeg er da glad for at det ikke var dig, og jeg håber fremdeles at du må vedblive at være rask, jeg selv er rask og har det godt. Vi har jo nu så småt begyndt med at arbejde ude i marken og kørt lidt af møddingen ud, og så går tiden lidt mere rask, tiden har også været lang i vinter, men nu har vi da Gudskelov ikke mere end en måned tilbage, så får jeg jo dig min kære hjem til mig igen, og så håber vi jo på en lykkelig tid at vi får for os ikke sandt min kære du længes vist ligeså stærkt efter den skønne maj som jeg.
Nu er der jo bleven forår i luften og så er der jo også begyndt at komme forår i vore hjerter og den lille frø der ligger i hjertet har jo begyndt at spire, og derfor længes vi stærkere og stærkere at den må blusse op og blive til kærlighed uden ende for os, ikke sandt min søde Anna den må få lov at bære frugt hele vort liv, er det ikke dejligt bare vi var hinanden så nær, at vi kunne tale sammen engang imellem den sidste måned vil sikkert blive dobbelt lang for os to elskende.
Og hvad siger du nu om alt skal til at standse fordi vores hr. Zahle er bleven afskediget, jeg siger det er godt det uhyre er kommen væk, men skal der nu blive standsning i alt både på jernbane og vand, det er jo kedelig for så kan vi jo ikke mere skrive sammen, når der ikke kan befordres hverken det ene eller det andet, men vi vil ikke glemme hinanden for det, min søde bare nu det her brev når dig. Og nu vil jeg hermed ønske dig en rigtig glædelig påske og håber at du må komme godt om ved det med deres fremmede nu i påsken.
Nu de kærligste hilsener fra din egen og altid Otto D. Pedersen.
Lev vel og hav det godt, tab ikke modet for den måneds tid der er tilbage selv om vente tiden er lang.
Hilsen til Else og selv være du hilset.
Otto bliver helt poetisk, men vi hører også lidt om den politiske situation i Danmark.
Næste brev er poststemplet den 3. april 1920 og det er Anna, som skriver.
2. april 1920. Min egen kære.
Inderlig tak for dit kære brev som jeg modtog i går ved middagstid men fik ikke at læse den rigtig igennem før om aftenen klokken 11. Så du kan jo nok forstå vi har travlt, nu i dag er de rejst, de som kom i går. Så jeg har været en lille tur henne hos Else i aften, for jeg syntes at det var godt at få lidt frisk luft ikke sandt min kæreste ven.
Du kan tro at Else have besøg i går og i aftes. Harald har netop været her nede, så hun var så glad ved, at det var en dag da jeg ikke kunne få fri. Men jeg har ikke vist det før nu i dag da siger hun det.
Hvad siger du nu om alt skal til at standse det kan jo være at du slet ikke får det her brev før jeg kommer, for kommer der ingen tog til at gå eller hvad de nu kan hitte på. Jeg ønsker kun at gid jeg havde endda været i nærheden af dig, min kære Otto. Mon jeg nu ikke skal høre fra dig mere inden maj, så er det da godt at der ikke er mere end en måned tilbage for hjem det skal jeg nok komme eller rettere sagt til Thy til dig min egen kære om jeg så skal gå.
Ellers ved jeg at du nok skulle komme mig i møde om du ved at jeg kommer på apostelens heste til Thy her fra Kjellerup. Gid jeg endda havde haft min cykel herned så. Men nu håber jeg at du får mit brev og at vi for den måned må få lov til at sende og modtage hinandens breve.
De kærligste hilsner fra din egen og altid Anna.
Jeg er da rask endnu og håber også at må blive ved at være det.
Hils din kære moder.
Jeg skulle hilse fra min, det er da ikke hende du skal takke for korte men min kære ven.
Den 6. april 1920 får Otto tid til at skrive til Anna igen.
Dovervestergård 6/4 1920. Min elskede Anna.
Rigtig mange tak for dit kære brev, som jeg modtog i går. Det er da dejligt at denne generalstrejke blev bilagt så vi kan fortsætte vor korrespondance uden afbrydelse, for dennes skyld. Ikke sandt min kære pige. Nu er påsken jo forbi og vi sluttede med at gå i cirkus. Miehe begyndte sin første forestilling i Hurup anden påskedag og gav der en glimrende forestilling klokken 4½ og 8 aften, vi herfra gården var dernede til den sidste, og i aften giver de en nummer og så flytter de til Thisted i 3 dage, ja min kære det var en skøn aften, jeg savnede blot dig til at have siddet ved min side og nydt en behagelig aften.
Ja, nu er vores gode dage forbi, nu må vi rigtig til at arbejde nu står jeg op klokken mellem 4 – 4½ men så får jeg også en lille middagsblund.
Hvordan er du ellers kommen om ved det nu i påsken med alle eders gæster, du har nok ordentlig fået rørt dine ben. Du har nok kunnet sove godt om natten.
Kære du må undskylde jeg tror ikke rigtig du kan læse mit brev for jeg er så søvnig, at jeg sover den halve tid. Det er jo ikke anderledes, når man vil gå til komedie i stedet for at passe sin gode søvn, som jeg er vant til at få, den søvn som mange spilde til ingen nytte. Nu de kærligste hilsener fra din egen Otto.
God nat min skat. Hils Else. Lev vel.
Vi får lidt at vide om hvornår tjenestefolk står op, når forårsarbejdet begynder.
Den 11. april 1920 stempler posten i Kjellerup et brev, der sendes til Otto.
Kjellerup søndag aften. Min kære Otto.
Mange tak for dit brev, som jeg modtog i fredags. Da stod jeg i vaskebaljen fra 5 morgen og til godt 7 aften. Så det var en kold en. Ja i selve baljen var jeg jo ikke, men ved siden af den. Jeg kan også forstå at du må stå tidlig op også, men når så du går tidlig i seng så går det jo nok, som jeg jo tror du gør. For til sommer så har du jo en som der gerne vil tale med dig. Men jeg skal nok være sød og ikke opholde dig for meget.
I aftes havde de “hvisen” gymnaster og folkedansere bal på hotellet, men det var ikke noget ved, da der var en hel del ukendte som var der, jeg ønskede gid jeg havde endda haft dig og kunne tale med, men nu lakker det jo af tiden småt, da din pige hjem vil komme.
Du kan tro at det har travlt nu i Hørsted skriver Louise, fordi jeg skal hjem til maj, nå det de spørger Louise om jeg har ring på eller om jeg skal hjem at sy udstyr, så svarer hun bare, at det har hun ingen forstand på. Hun siger, at det er altid hende de spørger, far og mor ikke. Og om hvor jeg er, så siger hun, at hun håber at jeg er i mine klæder. Er det ikke godt svaret.
Nu når jeg kommer der, vil der jo nok bliver en ordentlig spørgen, men jeg skal nok svare ellers er jeg ligeglad hvad de siger.
Siger du ikke også det min inderlig kære ven. Du kan tro at jeg er glad hver dag der går, så håber jeg jo at komme i nærhed af ham, som jeg har kær og gid vi nu snart må få lov.
De kærligste hilsner sendes dig af din egen og altid vil være dig kær, Anna.
Hilsen fra Else.
Vil du ikke være så elskværdig og lade mig vide om du har plads og om du ikke får den og holder arbejdsfri i maj.
Nu bliver Anna alligevel urolig for om Otto ikke sørger for at få det arbejde i Amby, som han havde mulighed for at få til en god løn, penge de to unge nok kunne bruge til køb af eget sted. Vi får lidt at vide om en vaskedag i Kjellerup anno 1920. Sladderen i Hørsted glæder Anna sig til.
Otto skriver brev den 13 april 1920, men det bliver først poststemplet dagen efter.
Dovervestergård den 13.4.1920 Min elskede Anna.
Tusind tak for dit kære brev, som jeg modtog igår, og hvori jeg ser at du har haft en streng dags arbejde ved at vaske tøj, bare du nu ikke skal blive syg efter en sådan stor vaskedag, dor du har da ikke kunne undgå at blive våd derved.
Du min kære du kan tro at der har været konfirmation her i Thy nu sidste søndag. Thomas Bisgård og Niels Kongensgård er bleven konfirmeret tillige med mange andre, som du og jeg jo slet ikke kender, men altså dem ved jeg at du kender, jeg sendte dem hver et telegram, men dit navn prentede jeg ikke derpå, det bliver jo nok en anden gang den kommer til at stå først, tror du ikke også min smukke. jeg skal om til Bisgårds og drikke kaffe en aften når jeg får tid.
Sidste søndag kom jeg ingensteder hen for Frederiksen har været i Århus til konfirmation, han rejste fredag eftermiddag med 4 toget og kom hjem mandag med middagstoget.
Kære ja jeg vil tro at de henne i Hørsted får travlt med at få os forlovet og bagefter gift, men det er da godt, at vi ikke selv har så ondt dermed. Dagen kommer jo nok, da vi to må få lov til rigtig at blive forenet nu har vi da kun knap 3 uger tilbage, at vi skal være så langt fra hinanden og så har vi den skønne maj.
O min kære Anna du kan ikke tænke dig som jeg længes efter dig gid det var majdag i morgen, du er det eneste jeg rigtig bryder mig om du er i min tanke både først og sidst. Ja bare vi nu fra maj af måtte være sammen for bestandig, hvilken lykke det ville være for os ikke sandt min søde pige. Ja Anna jeg betvivler ikke, at du ikke længes lige så stærkt efter mig og måske en tak til. Men det er også godt at vi har det således.
Min kære lille Anna jeg har ingen plads endnu, jeg har ikke været i Amby endnu, så jeg ved ikke om jeg får den plads eller den er optaget, men jeg er også ligeglad for jeg vil jo ligeså gerne gå på egenhånd ligsom de store gæslinger, men er pladsen i Amby ikke optaget rejser jeg nok derhen, da jeg ligesåfuldt som lovede ham det den gang, da jeg talte med ham for 5 uger siden, men så snart jeg får været derhenne skal du nok få besked. Og den første søndag i maj skaj jeg nok se at få fri, skal vi så til Thisted og have ring på, er det din mening.
De allerbedste hilsener fra din egen Otto.
Jeg skal nok rette mig efter dig nu til maj, så meget jeg kan.
Jo det er godt svaret af Louise, som du skrev folk bør da have lidt for deres nysgerrighed. Kommer du ikke Bededag eller kommer du ikke før majdag min elskede skat.
Hils som sædvanlig Else og de andre.
Lev vel min søde indtil vi ses godnat.
Hilsen fra mor.
Ja, nu har Anna fået godt fat i Otto! Dog er han lidt doven med at få arbejde. Med hensyn til forlovelsen lader det også til at Anna bestemmer. Otto sidder og venter på ordrer.
Den 18. april 1920 finder Anna tid til at skrive til Otto.
Kjellerup den 18-4-1920. Min inderlig kære Otto.
Rigtig mange tak for dit kære brev, som jeg modtog i torsdags. Jeg ville også have haft skrevet så du kunne have modtaget mit brev i lørdags, men torsdag aften havde vi gæster og fredag kunne jeg ikke få tid at få skrevet så tidlig at den kunne komme med 7 toget for ellers kan du jo ikke få den før i morgen ikke.
I dag er det da noget fælt regnvejr men det kan jo ikke gøre noget når det så må blive godt om 14 dage, for jeg tror ikke jeg kan komme før om søndagen for ellers skal jeg jo afsted før middag, og det ved jeg jo ikke om jeg kan min kære ven, hvad siger du? Jeg ved det ikke. Men du kan jo nok tænke at jeg vil afsted så hurtig jeg kan for der er jo en i Thy som jeg længes efter og det er dig, min kære Otto. Det kan jeg også forstå i dine breve at du gør, derved er jeg jo så hjertens glad.
Jeg har ikke husket at lille Niels og Thomas skulle konfirmeres, jeg skulle næsten have sendt en telegram. Hvor mon Niels skal hen, skal han til Bisgårds så vil jeg da håbe for ham at han kan bedre med de piger end med os. Jeg synes at vi var gode ved Niels og så glad vi var ved ham, men han var jo ikke glad ved os. Ikke sandt min kære Otto, synde du ikke også at han var en “tokkenokke”, da hvor jeg længes efter at komme til at tale med dig min kære Otto, nu har vi jo travlt så går tiden jo også noget med det som vel er.
Else skal til bal her i byen i aften, det er ungdomsforeningen og nogle herrer som er inviterede, damer altså en parbal. Men jeg tror ikke hun vil. Dans her nede er der ikke så meget ved. Men nu må du være hilset på det kæligst fra din egen trofast Anna.
Hav det godt til vi ses som er snart jeg håber.
Hils din mor fra hendes til kommende svigerdatter som jeg tror jeg bliver.
Jeg skal hilse fra Kristen han kommer hjem den 25. fra skolen men skal i plads over på Sjælland den 1. maj.
Der er en dreng, som Anna ikke bryder sig om, og det er Niels Kongensgård. Men vi får ikke rigtig at vide hvorfor. Anna har taget plads i Kjellerup, men er aldrig ude for at opleve eller se noget, kun hendes søster Else besøger hun, eller tager kun til noget, hvis Else tager hende med. Det er egentlig lidt mærkeligt. Gad vide om Anna manger en tryghedsramme i Kjellerup? Hun kender ingen, men kommer heller ikke til at kende nogen ved at mure sig inde.
Den 19. april 1920 har Otto igen tid til at skrive til Anna.
Dovervestergård den 19/4. 1920. Min inderlig elskede Anna.
Tusind tak for dit brev, som jeg har modtaget i dag. Og tak for at du meddeler mig at din broder kommer hjem fra skolen den 25. april. Kære du kan tro at jeg gerne ville have haft den ære at tale med ham, men jeg ser mig jo ikke istand dertil, da jeg kun har den korte aftenstund, og den lange afstand imellem Dover og Hørsted. Og når han så rejser forinden den første maj, og du min søde kommer ikke før den anden maj. Og dig min elskede må jeg da endelig have talt med så snart du kommer.
Kære jeg lovede jo dig i mit sidste brev til dig at jeg skulle nok få den første søndag i maj fri, men det bliver dog ikke før aften. For nu skal du bare høre. Jeg havde altså fri sidste søndag, og var så en tur i Visby i Sønderhedegård og der var de lige om formiddagen bekommen dem en lille søn, så du kan jo nok tænke dig at min besøg der ikke var lang, men så i stedet for cyklede jeg til Amby, ikke i den mening at jeg ville have plads, for jeg troede at pladsen var bleven besat, men nej det var den ikke og enden på det hele blev så at jeg blev fæstet dertil. Men månedsvis, jeg kunne ikke holde mig, da han uden at jeg ville forlange tilbød mig 150 kroner om måneden for sommeren og så har jeg lov til at sige min plads op med en måneds varsel forud, jeg ville jo ikke love mig ud længere end til oktober. For så ved jeg at min elskede lille Anna venter med længsel på mig, og jeg ligeså stærkt efter hende. At vi må komme til at leve et langt og lykkeligt liv sammen, ikke sandt min søde lille Anna.
Pladsen i Amby skal jeg tiltræde 1. maj da der skal en ny karl til der fra Thyholm og han kommer ikke før om søndagen, men søndag aften får jeg fri for da vil jeg tale med dig, når du bare vil lade mig vide hvad tid du kommer og enten du først vil til Heltborg eller Hørsted når du kommer.
Nu de kærligste hilsener fra din trofaste Otto.
Jeg skulle hilse dig fra mor, og hils nu endelig din broder Kresten og sig at jeg ville gerne have haft den ære at hilse på ham. Hilsen som sædvanlig til familien.
Nu har Otto fået arbejde til den 1. maj. Han var vel også lidt sent ude, men lader til at være tilfreds med at have fået månedsarbejde og lønnen er også tilfredsstillende for ham, så nu må Anna være tilfreds. Dog ved vi jo, at det ikke bliver til efteråret 1920 at Anna og Otto får deres eget lille sted.
Den 23. april 1920 er poststemplet på næste brev fra Anna.
Kjellerup 22-4-1920. Min egen kære.
Mange tak for dit kære brev, som jeg modtog i går men en rigtig stor glæde, og nu kan jeg se at du har fået en plads det er jo også en stor løn, du skal have min kære ven, den var jo ikke let at gå uden om. Du havde nok nær kommen til gilde den søndag, ikke min kære ven. Jeg har to tanter, som er bekommen dem en lille hver, to af mors søstre den ene sted er det den 11. den anden numme 2, hun er 12 år.
Du skriver om, at du vil komme der hen som jeg rejser til om aftenen, det er mig lige meget, jeg kan godt rejse hen til din mor først, det må du om, hvad du vil. Men jeg ved endnu ikke hvornår jeg kommer, men jeg skal nok skrive så snart jeg ved besked om det for kan jeg komme afsted om lørdagen med 10 toget, så kan jeg jo være hjemme med 7 toget om aftenen, men det kan være ata du så ikke kan få tid til at komme og tale med mig, så regner jeg jo med at om søndagen kan du få en smule tid fra om aftenen, ikke sandt min elskede.
Jeg har fået brev hjemme fra i dag, de har det godt, men mor har været syg og lagt i en uges tid så det er ikke så skøn, men nu er hun jo bedre.
Ja nu kommer Kristen jo hjem, men du får jo nok ikke eller ham den tid at tale med dig. Else har du jo kun set den aften da hun var på “styrvildt”. Du kan ellers tro hun filme noget i den her tid, nu har hun været til to bal i løbet af otte dage.
De allerkærligste hilsner fra din egen Anna.
Nu tror de hernede at jeg skal hjem og giftes for jeg har jo sagt at jeg vil til at sy, men jeg er lige glad men i Hørsted er de hel trekantet for de siger at de er så nysgerrige, det har Christen fortalt mig.
Herskabet er i by, så jeg sidder oppe ved børnene og klokken er 12½. Godnat min ejen kære Otto.
Hils din mor og hilsen til dig fra Else.
Så vil du jo nok skrive hvor du vil helst møde mig, men jeg skal jo nok lade dig vide besked.
Ja, Anna er tilfreds med, at hun nu ved hvor hun har Otto. Hun taler mere og mere om bryllup, men det er selvfølgelig alle de andres skyld….
Næste brev har poststemplet 28. april 1920.
Kjellerup onsdag morgen. Min kære Otto
Du skal have rigtig hjertelig tak for dit brev. Du skriver at du var ked af at bestemme hvor jeg skulle rejse til. Men det er jeg glad for for jeg har en stor pakke, så jeg vil helst hjem først, men så har jeg jo også min cykel så kan jeg jo cykle til Heltborg, men jeg tror ikke jeg kan komme afsted før med morgentoget på søndag, men jeg skal skrive på fredag så du kan have mit brev lørdag for så venter du vel på lørdag så længe posten har været på Dovervestergård.
Ak hvor jeg længes, jeg synes aldrig disse her sidste dage får ende og så at du vil møde mig den første aften det gør mig dobbelt glad. Else og Kristen rejser på lørdag morgen med morgentoget her fra Kjellerup så er Else jo ikke i København før aften klokken 8. Hun er ikke så glad for det nu, men hun siger, at det er da godt, at det ikke er mere end et halvt år, men et halvt år kan også være lang, når man går og venter på sin elskede ikke sandt min inderlig kære.
Du kan tro at vi har travlt men det gør ingen ting for så går tiden jo dermed. Nu må jeg til at holde op for jeg skal ned og vaske butikken og så om jeg havde meget mere at skrive om, men det får jeg jo at sige.
Vær nu hilset på det kærligste fra din egen hengivne lille Anna.
Hav det godt til vi ses, min kære ven.
Otto skriver også brev den 28. april 1920, men han får det først sendt den 29. Det er det sidste brev som Otto får sendt til Kjellerup.
Dovervestergård d. 28.4.1920. Min søde lille Anna.
Ja, jeg må jo begynde mit brev nu i aften, for ellers får jeg den vel ikke færdig og afsendt, sådan at du får den mens du er i Kjellerup. Ja du kan vel nok tænke dig at jeg har travlt ligesom du selv har det min skat, jeg skriver jo store bogstaver og langt imellem dem nu den sidste gang, så jeg håber at skrive til dig i Kjallerup, ja Gudskelov at vi har nu kun de par dage tilbage her i vores gamle pladser.
Kære du kan tro at de her sidste fjorten dage de har været lange og triste. Det har ikke været ene hvedbrødsdage for os, disse to gamle pebermøer de er helt fra både sans og samling nu i dag, har de bortvist deres køkkendreng og hans mor, som var heroppe fra Flensborg for at besøge ham. Ja nu skal jeg jo fortælle dig det når du nu kommer hjem. Nu venter jeg jo brev fra dig min elskede i morgen og så vil jeg lige vente med at skrive brevet færdig for om der er noget fra dig som jeg skal svare på, du kan tro min pige jeg glæder mig ved din hjemkomst.
Hermed de kærligste hilsener fra din oprigtige Otto Pedersen.
Dine ønsker vil jeg jo opfylde endnu kærlig hilsen, venter dit brev i dag.
Lev vel indtil vi ses min kære. Hilsen til Else fra mig.
Ja, ikke meget interessant for os… Anna går mest op i sine søskende.
Den 30. april 1920 er poststemplet for det sidste brev som Anna sender fra Kjellerup til Otto.
Langfredag eftermiddag. Min kære elskede.
Rigtig mange tak for dit kære brev, som jeg har modtaget i dag. Ja, jeg rejser i morgen men så skal jeg cykle til Rødkjærbro til 3:18 toget, så sandt jeg kan men ellers kommer jeg jo søndag eftermiddag så er jeg at træffes der. Jeg kan jo ikke sige for bestemhed men søndag aften er jeg i hver tilfælde hjemme håber jeg, og så håber jeg at se dig. Ellers cykle jeg til Hørdum, jeg ved nu ikke hvor Amby er, men det ved far jo nok, for at jeg kan cykle imod dig, min længselsfulde ven.
Der er nok et farlig hus der i gården, du kan jo ikke være andet end glad ved at du skal derfra. Ikke sandt min kære. Kristen kommer hertil Kjellerup i aften også rejser ham og Else jo i morgen tidlig. Else er ked af at hun slet ikke kommer hjem inden hun skal i sin plads. Jeg tror ikke hun bliver længere end til november.
Du kan tro at vi har travlt tænk i dag går vi også den her har jeg stjålet mig til.
De kærligste hilsener fra din egen Anna.
Og på gensyn i morgen eller på søndag din Anna.
Enten er Anna morsom eller rundt på gulvet. Hun skriver Langfredag, men det var jo påske allerede en måned tidligere. Ellers er det hendes søskende hun går op i. Hun nævner også at cykle til Rødkærbro, men hendes cykel er i Hørsted.
Hvordan deres møde går, ved vi ikke. Nu skriver de jo ikke breve til hinanden, nu snakker de sammen og det er jo godt for dem.
Allerede den 5. maj 1920 er vi heldige at der er et brev til Otto og hans nye adresse jo skrevet på, men Anna har ikke dateret brevet. Vi kan takke postvæsenet for deres stempel og gode tryksværte.
Min egen kære Otto.
Mange tak for i søndags, jeg håber at du kom godt hjem, men det jeg egentlig vil dig, at jeg tror ikke, jeg kan komme til Heltborg på søndag for min cykel vil ikke rigtig lystre og vil gerne have dig til at se til den, når du kommer her hen, for kan du så ikke komme her hen på søndag, det er baghjulet der ikke kan holde luften. Far sagde at det var bedre at lappe den selv end en cykelsmed for de vil aldrig gøre det ordentlig, så viste jeg jo ikke andre råd end at klage min nød til dig, min kære ven. Det er første dag jeg har fået den her hjem kommer du ikke før så kommer du jo vel nok på søndag, for du er jo velkommen hver gang du kommer om det så er aldrig så tit.
Nu må du være hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Posten kommer.
Jeg håber at brevet finder dig.
Nu skal Otto til at være den praktiske, han skal lappe Annas cykel. Ellers lærer vi Annas fars synspunkt på cykelsmede….. 
Næste gang vi har et brev fra Anna til Otto er den 8. juli 1920 og vi kan se på adressen at Otto stadig er på Ambygård. Anna har ikke selv dateret brevet, så vi takker igen postvæsenet.
Torsdag klokken 5½ morgen. Min egen kære Otto.
Du længes vel efter brev men vi har forfærdelig travlt da der skal være “skrald” her både den 14 – 15, og så noget fin skidt det hele der kommer.
Jeg kom da godt herhen i mandags og var heller ikke søvning skønt mor kaldte på mig klokken 6, så jeg fik jo ikke meget søvn også cyklet så langt.
Det har også gået godt endnu men jeg tror ikke jeg bliver her længere end til den lørdag aften, som jeg sagde altså lørdag otte dage.
Moster har heller ikke spurgt om noget. Jeg ved ikke hvordan det kan være for finde mig godt tilpas her, det kan jeg ikke. Men det er vel fordi jeg savner dig min kære ven. Det er da godt at det ikke er tre måneder jeg skal være her uden at komme hjem i mit hjemegn. Men nu må du være hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Hils din mor mange gange fra mig, og du selv være hilset.
Du skal nok få et brev til enten jeg kommer hjem eller til Thisted torsdag den 18.
For skal jeg til Thisted skulle jeg have noget andet tøj her hen.
Sådan er onkels adresse men jeg ved ikke endnu om du behøver at skrive onkels navn men gårdens navn skal du skrive.
Min adresse
Christian Knakkergård
Baun
Skinnerup
pr Thisted
Vi får at vide at Otto og Anna har været sammen den halve nat inden hun er cyklet til Skinnerup. Anna har fået et fob for kort tid hos en moster og onkel, som hun åbenlyst ikke regner. Hvorfor hun så har taget jobbet er uvist, men nu har hun gået i Hørsted et par måneder uden arbejde og man har vel syntes at hun burde tjene lidt penge. At hun her er utilfreds med gæsterne lægger hun ikke skjul på……………..
Den 11. juli 1920 skriver Otto til Anna.
Ambygård den 11.7.1920. Min elskede skat.
Hjertelig tak for dit kære brev. Ja du er jo kommen godt derhen i Skinnerup og jeg ser i dit brev at du er kommen godt om ved det med din tante endnu, og jeg håber da også at denne her sidste uge må gå godt selv om I også må have travlt, når I nu skal have så fin selskab kan hun vel nok også holde sig i skindet.
Kære ja du skriver at du ikke så godt kan finde dig tilpas derhenne, men det er vel nok fordi du længes efter mig, du kan tro at jeg også længes efter dig, og du ved også at du er hjertelig velkommen når du kommer hjem, eller tilbage til mig, du ved at jeg tager imod dig med åbne arme.
Alt går sin jævne gang herhenne hos os vi blev færdig med at luge vores kålrabier til onsdag aften, og så har renset og pløjet brack siden og vi er også lige færdig med runkelroerne for anden gang. Vi længes efter at få tørvejr for vi skal til at køre hø ind, vi har 16 læs tilbage, vi har kørt 12 læs ind.
Kære ja nu lader du mig det vide hvornår du kommer hjem, og om jeg skal komme derhen efter dig eller til Thisted for du ved jo at det blot er at sige til så lystrer jeg tømmen, når det stå i min magt. Ikke sandt min søde pige.
Jeg har ikke været i Heltborg endnu men kommer der nog en aften i denne uge.
Hermed de kærligste hilsener fra din egen Otto.
Vi har telefonn ummer 10 Hassing, har I ikke også telefon derhenne hos eder, synes du om det og du har tid en aften så må du godt ringe op.
Otto fortæller lidt om arbejdet på Ambygård, men også at nu er det Anna der bestemmer. Det har passet hende godt. Nu er vi også kommet ind i telefontiden. At tænke sig at have et så enkelt nummer som 10 og det nummer kunne der ringes til fra hvor som helst…..
Et brev fra Anna uden dato eller konvolut. Den kan være sendt med i næste konvolut til Otto. Det lidt sjove er at Anna er begyndt at skrive til sine forældre, men har så streget det ud…..
Mandag 12. Kære forældre. Min elskede.
Jeg er nemlig heroppe på loftet at gøre rent og her har jeg mit værelse og da fulgte du mig i tanker som du jo er hel tiden.
Så vil jeg skrive for at det kan lette lidt på min længsel, jeg synes ikke at dagene kan få ende her, men glæder mig ved at der ikke er mere end 5 …
Nu har jeg også snart gjort hovedrengøring over hele huset. I morgen tirsdag skal vi have kogekonen, og onsdag, torsdag skal der jo være gæster.
Det er ikke sådan som at gå hjemme og så om jeg skal tage lidt ved en gang imellem.
Tjene her det kan jeg ikke om hun ellers ville så ville give give mig hundrede kroner i måneden. Jeg har så meget at fortælle dig min kære ven, når jeg får dig i tale.
Nu går det ikke længere, at jeg står stille.
Men til slut de kærligste hilsener fra din egen pige i det fjern.
Nu håber jeg at høre fra dig for mig er tiden jo lang.
Jeg kommer hjem på søndag formiddag, men jeg ved ikke endnu om jeg skal her hen igen. Moster har spurgt mig om jeg ville, men jeg vil nu helst være fri.
Om aftenen.
I mit andet brev fik jeg ikke skrevet ret meget, da tante kom op, jeg havde begyndt på den tirsdag aften. Vi har gået hver aften så sent. Jeg har ingen hørt fra siden jeg er kommet her til Baun.
God nat min kære Otto sov godt og drøm om mig.
Anna gider ikke rigtig bestille noget. Hun bryder sig ikke om at være langt fra Otto. Det interessante her er lidt lønnen, da Anna siger “om det så er 100 kroner per måned” og vi ved at Otto tjener 150 kroner om måneden. Der var stor forskel på løn, samtidig ved vi også at deres datter 20 år senere kun får 30 kroner om måneden…
Den 16. juli 1920 skriver Anna igen til Otto på Ambygård.
Tirsdag nat klokken 2. Min allerkæreste.
Jeg skulle hilse dig fra onkel og tante om du ikke ville komme her hen torsdag eftermiddag. Men jeg sagde at jeg troede ikke rigtig på at du kom, men så sagde tante at vi skulle komme der hen en anden gang og det vil du vist også ikke sandt min kære ven.
Men een ting skulle jeg love tante sagde hun, og det var at hun ville have godt af mig den dag torsdag, hvis du kom. Men jeg var ellers vældig flink i gæstebud. Men jeg kommer ellers hjem på søndag formiddag og håber så at se dig, der efter en lang længsel synes jeg da.
Jeg skal i seng jeg skal op 5½.
De allerkærligste hilsener fra din oprigtige hengivne pige Anna “Baun” Skinnerup pr Thisted
På gensyn enten torsdag eller søndag.
Kom så til Hørsted på søndag.
Kommandoerne kommer nu fra Anna! Ingen tvivl om at hun ikke bryder sig om at være væk fra Otto. Tanten lyder da ellers til at være venlig. Det er det sidste brev vi har fra Anna i Skinnerup.
Det næste brev vi har fra Anna har hun dateret og det er den 13. august 1920. Vi kan af adressen se at Otto stadig er på Ambygård.
Hørsted den 13-8. Kære Otto.
Jeg skulle hilse fra P. Kjeldgårds ungdom, eller rettere sagt Johanne var her omme i dag om jeg ikke ville komme der i morgen (lørdag) eftermiddag og spise til aften og jeg skulle tage kæresten med. Så ved jeg ikke om du kan da det jo er en arbejdsdag for dig. Johanne sagde at vi måtte da ikke komme så sent. Da det er deres familie ungdom og de kommer jo i god tid.
Nu vil jeg slutte for denne gang, ser jeg dig ikke i morgen, så gør jeg det på søndag. Mange kærlige hilsner fra din egen Anna.
Jeg har travlt for posten kommer.
Jo, jo her mener Anna at der er større chancer for at Otto kan deltage end i Skinnerup. Her vil hun gerne præsentere ham…..Det er den sidste brevveksling mellem Anna og Otto vi har fra sommeren 1920.
Brev fra Anna til Otto poststemplet den 5. november 1920. Vi ser at Otto er hjemme hos moderen, så det betyder vel at han ikke har arbejde.
Ræhr den 4-11-1920. Min kære Otto.
Nu er jeg altså kommen i min plads, og alt gik helt godt her hen, jeg var ikke her før klokken 7 og de sagde da i Snedsted at bilen var her 5½. Det er ikke det eneste min kære ven, de har sagt som ikke passer. For det at der er ikke andre piger end mig men gården er heller ikke ret stor. Både hr. og fru Lorentsen er rigtig flinke over for mig. Gården er en rigtig gammel en, der er så lav her, at jeg ikke kan gå igennem alle døre uden at bukke, og jeg er som du ved ikke af de højeste.
Og fru Lindboe er næsten hel sindsyg, hun siger hele tiden at alt er efter hende. Hun siger bla. at hun skal levende begraves, og at de kommer og vil slå hende ihjel, og at det er hendes skyld der var blevet krig, og nu forlanger de, at hun skal få dem levende der er døde og få dem raske som er blevet krøblinge og bygge de byer op som er blevet ruiner.
Så kan du vel nok forstå hvordan hun er.
Men det kan jo være at når jeg har været her en tid så kan jeg ikke høre det. Og en ting til den unge kone (Werne) siger at der kan være tider at hun vil gøre ondt på sig selv hvor hun skal sse efter hver skridt hun tager.
Men det får vel nok de her tre måneder om hun bliver sådan kan de så tvinge mig til at være inde ved hende om natten, for som sidste nat lå hun hele natten og skreg og hylede op om, at de kom og ville slå hende ihjel, men jeg har jo selv fæstet mig, så jeg skal jo lide pinen ud.
Fru Lindboe ligger til sengs, hun vil ikke op, men Werne siger at det er da også bedst for mig, når hun ligger, da er hun da der.
Her i Ræhr er det nul helt godt beboet. Nu må du være hilset på det allerkæreste fra din egen Anna.
Og så skal jeg hilse fra Werne og sige at du er velkommen ligeså tit du vil for at jeg ikke skal længes for meget, det er jo ikke så gale dage vi har siger hun.
Nu håber jeg altså snart at høre fra dig min kære Otto.
Hils nu din mor, men det er kun dig der skal have at vide bestemt hvordan der er her. Det er altid en smule ønsketænkning at der er en der ved det.
Anna er kommet i plads igen. Denne gang skal hun passe en psykisk syg dame. Det er lige før at det er det mest fortællende brev hun overhovedet har skrevet!
Den 7. november 1920 skriver Otto brev til Anna.
Heltborg den 7/11 1920. Kære lille Anna.
Tak for modtaget brev. Dette er jo en kedelig historie med denne her plads, du har fået, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det, for dersom det er mulig så ville jeg være forfærdelig glad om du kunne komme derfra på en pæn måde jo før desto bedre, men det er vist ikke så let, på den måde du er fæstet, uden at miste din løn. Kære du kan tro jeg vil blive glad dersom du kan komme derfra, og om I kan afgøre det i mindelighed, såfremt det ikke bliver bedre, dor du ved jeg vil så nødig at du skal lide noget ondt. Og det er jo ikke sikkert at dine nerver kan blive ved at svare til det. Tror du det, og du synes bedre om det nu, og helst vil tjene din plads ud, må du selvfølgelig også blive der de tre måneder.
Min kære pige du kan tro at jeg har det godt, og ønsker at du kunne komme til at dele disse bekymringer med mine glæder, så ville det blive dobbelt glæde for os begge. Men vi må stadig leve i håb, alt vender sig nok engang til glæde for os.
Moder er først kommen hjem nu i eftermiddag, Lars Peter kom kørende med hende klokken 3 og jeg skal hilse dig fra både Lars Peters og fra moder, men først og sidst være du hilset fra din egen Otto på det kærligste.
Jeg kommer nok hen til dig næste søndag, jeg har tænkt på at rejse til Thisted lørdag aften og så overnatte der ved enten Brorson eller Alfred.
Du skriver om de kan tvinge dig til at ligge inde hos fru Lindboe, når hun om natten er så urolig, det kan de vist, for du er jo fæstet for at passe og pleje hende, men du har da lov til at kalde på husets beboere.
Her får vi klart at vide at Annas job er at passe og pleje fru Lindboe. Otto fortæller ikke så meget, kun får vi at vide at hans brødre, Alfred og Brorson er i Thisted og Lars Peter har haft moderen på besøg i Skyum Bjerge. Otto rådgiver Anna lidt om fæstemål.
Poststemplet er ganske tydeligt og siger 12. november 1920, men Anna begynder at skrive den 10. november.
Ræhr den 10-11-1920. Min egen Otto
Inderlig tak for dit kærkomne brev som jeg har modtaet i dag med stor glæde, det kan rigtig nok vare længe inden du kan få mine breve og jeg dine. Det er jo ved at var en uge inden vi får svar fra hinanden.
Og mange tak kære Otto for at du vil komme her hen på søndag om vejret tillader det.
Jeg har også så meget på hjertet, og ville have spurgt dig om. Ja nu er jeg jo mere inde i det her, og det er da bedre synes jeg da, det hjælper altid når du skriver lidt og nu kan jeg godt forstå, at det hjælpe ikke at se så mørk på alt, selv om det ser broget ud.
I dag er fru Lindbo oppe for første dag siden jeg er kommet her, hun går her frem og tilbage på gulvet og jamrer og klager sig. Hun har spurgt om det var til min kæreste jeg skrev, da jeg så sagde ja, kommer han her hen så rejser du vel med ham sagde hun, for her er det jo ikke et sted at være, og det er hendes skyld siger hun.
Fru Lindboe kan til tider være ganske normal og tale helt fornuftig, for hun kan huske alt det fra sin ungdom og hele livet igennem. Hun siger somme tider at hun er bange for dig. Et menneske hun aldrig har set.
Jan nu kan du jo få hende at se og høre på søndag håber jeg.
Min kære Otto lov mig en ting og det er at du ikke må sige noget til Laurits og Verna hvordan jeg er fæstet, for når den ene fæster og en anden skal tjene er det ikke rigtig sammen stemmende. Jeg skriver for at du ikke skal blive forundret og du skal sige du ved ikke. Jeg skal nok sige hvorfor.
Det var da godt at din mor slog sig til ro så længe i Skyum, Maren er vel helt rask. Jeg har ikke hørt fra dem der hjemme endnu.
Jeg må hellere slutte for fru Lindboe tier bestemt ikke et minut, det er da også til at blive gal i hovedet over. Men man må jo have tålmodighed for det kommer til dig.
De kærligste hilsener fra din egen Anna.
Jeg skulle hilse fra Verna og Laurits at du skal komme fra morgenen af og blive om eftermiddagen.
Fru Lindboe ligger igen nu i dag men nu finder jeg mig helt godt i hendes vrøvl
Når du får mit brev du jo snart afsted til mig hilsen
Med hensyn til din mor så lad hende ikke vide hvor slem det er her for så sørger hun vel over mig, og det skal hun ikke. Holder jeg ikke humøret godt min kære ven. På gensyn på søndag.
Om nogen spørger så sig jeg har det godt, ikke sandt kære ven.
Du er da velkommen her, det har Laurits og Verna sagt, som jeg er forfærdelig glad for
Hils hjemme om du kommer der.
Anna vil ikke have, at noget skal vide hvordan hun har det! Det kunne tyde på at Ottos mor måske har fundet pladsen til hende og vi ved at fru Lindboe var en præsteenke og så har det nok lydt godt i annoncen om at passe og pleje en præsteenke. Der er også noget i den måde Anna er blevet fæstet på, der må være en person som betaler både Anna og familien Lorentsen for at have hende selv og Anna boende. Hvem vedkommende er ved vi ikke.
Otto skriver til Anna den 15. november og det er poststemplet den 16. november 1920.
Nørhedegård den 15/11 1920. Kære lille Anna.
Tak for sidst, ja jeg kom da godt til Thisted i søndags det varede heller ikke mere end en god time og jeg logerede jo ved Brorson vi kom ikke i seng før halv et for vi var ude i byen og fandt Alfred og så var han med nede ved Brorson og så sad vi og talte sammen en times tid, jeg købte den lille bord af Alfred som du jo nok husker vi talte om i Heltborg den søndag da Brorson var hjemme.
Og så kom jeg jo op klokken 3½ og fik mig vasket og fik tøjet på, og så afsted med mig ned på banegården det øsregnede så vandet flød ned ad gaden og mørkt var det så man ikke kunne se en hånd foran sig, men hjem ville jeg, og hjem kom jeg også i god behold. Mor var lige stået op dengang jeg kom. Og så skiftede jeg tøj, og fik min morgen kaffe og talte så med hende en times tid, og så fik vi da endelig tørvejr og så cyklede jeg jo herover på Nørhedegård. De troede godtnok ikke at jeg havde kommet i dag.
Kære jeg skulle hilse dig fra Brorson, Alfred og mor. Men først og sidst være du hilset fra din egen og hengivne Otto D. Pedersen.
Hils nu familien Loretnsen mange gange fra mig og sig dem tak for deres imødekommenhed for mig.
Det kærligste fra din egen Otto.
Nu må jeg se at komme i seng for de to sidste nætter har der ikke været meget med søvn for mig.
Et dejligt brev Otto skriver her – næsten helt malerisk! Her fra den 15. november må Otto have arbejdet nogle dage i Nørhedegård.
Det næste brev til Otto som Anna skriver den 18. november 1920 adresserer hun til Heltborg, så måske Otto kun har været på nogle få dages arbejde i Nørhedegård.
Ræhr den 18/11 1920. Min kære elskende Otto.
Rigtig mange tak for dit kærkommende brev og mange tusind tak for i søndags. Du kom altså godt til Thisted og fik fanget Brorson inden han kravlede i seng, og ude på handlen også, du kan tro jeg tænkte ved dig om morgenen klokken 5, da var jeg netop vågnet at nu sad du nok i toget, og hvor det regnede og haglede men natten efter var det vist værre, da stormede det jo.
Jeg ser i avisen at det har været noget slem i Hørdum ved kroen. Hvor du er er det vel bedre husværk, for her var det som huset skulle vælte, nu lå jeg jo mod en væg der var i nærheden af skorstenen. Det var da noget hård ved deres halmstakke her omkring.
Der har været noget ligesom noget trykkende over Verna de sidste dage for forleden dag var der snak om jul, så sagde Verna at da plejede fru Lindboe altid at være mere urolig til højtid og at pigen fik jo gerne et par dage fri, da sagde jeg så at jeg havde taget 4-5 dage fri, i jul, men at jeg håbede og troede at købmand Olsen havde sagt det. Nej det havde han intet sagt om, men når jeg havde taget dem fri skulle jeg jo have så nu tror jeg ikke jeg kommer hjem inden jul, der er jo ikke mere end 5 uger i morgen til juleaften, så det går jo nok også om tiden er lang. Ak kære Otto er det forkert af mig.
Mine hænder er ligesom de var i søndags, men jeg har haft et lille uheld, du jo nok at Elly slog en flaske i stykker, så mandag morgen ville jeg vaske ind under sofaen, der lå en lille skår som jeg så fik i hånden, men det er da bedre nu, de første dage gjorde det lidt ondt, men nu håber jeg det er ovre.
Mange kærlige hilsener fra din egen hengivne Anna.
De er ellers flinke men de kunne godt forstå, at du ville ikke at jeg skulle tage i mod alt.
Hils hjemme. Hils din mor og du selv være hilset nok engang.
Gid det var den 18. januar.
Hav det godt til vi ses igen.
Købmand Olsen må være ham der står med ansvaret for fru Lindboe og ham der fæstede Anna. Anna nævner familien Lorentsens Elly – det navn gav hun selv til sin datter 4 år senere.
Otto skriver på sin egen fødselsdag den 21. oktober 1920. Han må have taget fejl af oktober og november for poststemplet ser ud til at den 22. november 1920. Han har tilsyneladende intet arbejde på den tid og bor hos moderen i Heltborg.
Heltborg den 21/10 1920. Min kære lille Anna.
Tak for dit brev jeg har modtaget, det er jo kedelig med dine hænder, bare de kunne komme dem, men du må endelig passe på med, det kolde vand, for du er jo ikke pisket til tit at gå og sjokke i det, brug endelig lidt varm vand, for du ved jo at jeg lige så nødig som du selv, vil at dine hænder skal blive dårlige igen, nu da du har dem hele.
Kære jeg har endnu ikke været i Hørsted hos dine forældre og jeg ved ikke, om jeg kommer derhen før til næste søndag. Men jeg håber, at de har det godt og er raske.
Det er min mening at jeg vil til Dover nu i eftermiddag og se til de kære gamle dernede hvordan de turer med det, jeg har jo ikke andet at pønse på nu i denne her tid end at rejse rundt og besøge folk, da jeg ikke har fast plads. Og dig så langt henne, så du optager jo ikke min tid nu, det er der jo ingen der kan give mig skyld for dig ikke heller. Men alligevel savner vi jo hinanden meget ikke sandt, men hvornår den tid udløber ved vi jo ikke. Bare vi kunne få andre tider sådan at småfolk også kunne fæste bo igen, men der er kun ringe udsigt endnu, så vi må stadig vente til der kommer bedre tider i landet, men det går jo nok altsammen, vi er jo ikke ene om det, for var vi det blev vi nok også hjulpet.
Jeg har lige fået brev fra Marthin og jeg skulle hilse dig fra ham og fra mor.
Nu de kærligste hilsener fra din egen hengivne Otto.
Lev vel, og hav det godt indtil vi ses igen.
Ja, meget får vi ikke at vide, kun at Otto er uden arbejde og at han vil besøge sine gamle venner i Dover. Det passer sikkert ikke Anna, hun ville nok hellere at han besøgte hendes familie i Hørsted. Vi hører lidt om de trange tider, at de ikke kan købe hus, men hvorfor de ikke kan det, fortæller Otto egentlig ikke, men han lader heller ikke til at være særlig ivrig efter at tjene penge…..
Den 26. november 1920 er næste brev fra Anna sendt.
Ræhr, natten mellem torsdag og onsdag. Min kære elskede.
Inderlig tak for dit brev, som jeg modtog i tirsdag aften. Jeg ser at du ikke har været i Hørsted siden jeg rejste, jeg fik nemlig brev fra dem samme aften og de skrev om at de ikke har set dig siden jeg var hjemme men de længes efter at se dig, for de synes at du da gerne kunne komme der hen en søndag for de var da ikke mig der kunne tage din tid ikke sandt kære Otto og vil gerne høre hvordan alt står til her.
Det bliver ikke ret meget for vi har slagtet gris og fru Lindboe er helt i oprør i de her dage så der er aldrig ro hverken nat eller dag.
Du får have mig undskyldt at det bliver med blyant og så kort men bedre lidt end intet siger du vel.
De kærligste hilsner til din mor, men de allerkærligste hilsner fra din egen hengivne pige Anna til dig min Otto.
Hils hjemme men sig nu ikke alt for slem om min plads, du kan jo sige du tror ikke jeg bliver her længere end til februar, spørger mor om mine hænder ved du jo nok, hvad du skal svare min kære ven.
God nat min kære ven nu og sov godt håber snart at se dig igen. Jeg har været ved at skrive på det her vist ti gange for øjeblikket er hun rolig så jeg vil i seng men tør ikke sove rigtig.
De har det vel godt i Dover?
Ja, Anna vil bestemme hvem Otto skal besøge og hvornår! Han bliver også fortalt hvad han skal sige, man kan undres lidt over at Anna ikke skriver selv til dem og fylder dem med sine usandheder, men det vil hun nok ikke. Det er åbenbart bedre at få Otto til at lyve! …Men hvorfor mon Otto skal besøge hendes forældre? Hvorfor må han ikke så gerne besøge sine venner? Hvad er Anna bange for?
Den 27. november skriver Otto til Anna igen. Poststemplet er Hørdum, så han er nok taget på besøg hos hendes forældre, som han fik ordre på…
Heltborg den 27/11 1920. Kære elskede Anna.
Hjertelig tak for dit brev jeg har modtaget i dag. Det glæder mig at du i al din travlhed ikke forglemmer mig. Nå har I nu slagtet eders store tykke og fede gris, den var sandelig ogå være at ligge i saltkaret, nu har I nok at leve af det første års tid.
Ja min pige gid også vi to må få lov til at engang at ikke nu, at få hinanden og en lille ejendom og så skal vi også se at få en dejlig gris at slagte. Du tænker vel nok nu i disse dage da du hjælper Verne med at salte stege og koge den gris. ja gid det var for dig selv og for mig, så var både du og jeg meget mere glad og tilfreds end vi nu er, endskønt vi må da ikke klage for vi har det jo godt nok som vi er ihvertfald mig jeg har det dejligt kan du tro, jeg savner bare dig hvilket også er det værste for mig, bare du havde det lige så godt som mig så var jeg bedre tilfreds.
Men nu må vi til februar se at du kommer her op omkring igen for jeg tænker jo ikke at vi kan få købt nogen ejendom endnu, der er ingen lys udsigt for os endnu, om der nogensinde bliver det ved vi jo ikke. Men så længe vi kan gå til en anden mands bord og mætte os, har vi jo ingen grund til at klage. men vi får vel også lov til selv engang at bane os en livsvej hvilket er vort største formål.
jeg skal blive i Nørhedegård indtil jul og det er jeg glad for, for heg har det godt og vi får en enestående forplejning.
I morgen vil jeg til Hørsted og besøge mine tilkommende svigerforældre, sidste søndag var jeg jo i Dover. Frøken Boel holdt begge fødselsdagsgilde
De kærligste hilsener fra din egen og hengivne Otto.
Jeg ved ikke om du kan hitte ud af mit brev, for jeg var ikke rigtig oplagt til at skrive i aften. Hilsen fra mor.
Otto fortæller at han skal blive i Nørhedegård indtil jul. Mon han bor hjemme og cykler derhen hver dag, da han altid skriver Heltborg på sine breve? …og Anna sender jo også sine breve dertil. Ellers er Otto, som han selv skriver, ikke rigtig oplagt til at skrive brev. Det er et lidt trist brev om de dårlige tider.
Det næste brev der har overlevet tidens tand er dette brev fra Otto til Anna, som han skriver den 5. december 1920.
Heltborg den 5/12.1920. Min elskede Anna.
Tak for dit kære brev som jeg modtog i torsdags det var jo hurtig ekspedition. Dette her min kære pige, det med dine øjne og hænder må du jo se at komme til doktor med, det kan jo ikke nytte noget at lade være længere, vi må jo hellere bestemme at rejse til Thisted på lørdag, så vil jeg rejse fra Bedsted med middags toget, så kan jeg jo være i Thisted ved to tiden og så kan vi jo træffes ved toget.
Sidste søndag var jeg jo i Hørsted og se til mine kære tilkommende svigerforældre, der var jo et helt selskab om aftenen, jeg kom ikke derfra før ved elleve tiden, og da var ingen af de fremmede rejst, Kirstine var ikke hjemme for hun skulle til bal vistnok i Heltborg forsamlingshus.
I denne her uge har vor forkarl ligget syg af influenza og ligger stadig endnu, så jeg agere jo forkarl i denne her tid, det er ikke for at jeg er så glad for det, men skidt det går jo godt, og jeg er jo vant til det fra gamle dage af.
Jeg skulle hilse mange gange fra dine forældre og Louise og Peder, de havde det ret godt de gamle havde næsten været i byen hver eneste dag i den sidste måned, så de var snart slukt af at gå i byen for det første.
Dersom du ikke synes om at komme til Thisted på lørdag, det kan være det passer dig bedre på fredag, så retter jeg mig efter det, men nu må du skrive hvilken af disse to dage du helst vil. Og så efterkommer jeg dig min pige.
De kærligste hilsener din egen Otto.
Hilsen fra mor. Nu må du se at få tænkt over på hvad vi skal give dine forældre i julegave, en god gave skal de have.
Et brev fra Otto som passer Anna godt, rigtig godt – Otto tager hensyn til alt!
Det næste brev adresserer Anna til Nørhedegård og hun skriver det den 6. december 1920.
Ræhr mandag aften. Kære Otto.
Mange tak for dit brev som jeg har modtaget i aften. Og nu vil jeg skrive samme aften da jeg er ene hjemme og skå våge over den lille. Laurits og Verna er nemlig omm hos vor købmand der har et lille kaffe selskab, og jeg er oplagt til at skrive, det er jo kedelig at skrive når man ikke er oplagt til det. Er det ikke?
Nu så du var vel i Hørsted i går og de havde vel fremme. Jeg havde nær også kommet. Jeg var da hel bestemt på det fra morgenen af, men syntes det var så kold at cykle så langt, der går jo ingen bil om søndagen.
Jeg håber da at de havde det godt der hjemme, jeg fik jo brev fra dem lørdag aften, da skrev far om at de skulle have fremmede.
Nu vil jeg da håbe at du må være oplagt til at skrive til næste gang kære Otto for er det så kedelig for dig? Stakkels dig.
Men det er sandt Otto jeg har tænkt at jeg vil til Thisted i næste uge ud til en doktor, for mine øjne bliver mere dårlige eller jeg bliver mere nærsynet, så jeg tor det er bedst at jeg får briller, du vil vel ikke der ud en dag for så vil jeg jo gerne sammen, jeg kan jo hvad dag det skal være helst sidst på ugen, vil du der ud så skriver du vel? Min inderlig kære Otto.
Men nu må du være hilset på det kærligste fra din egen Anna.
Jeg vil også have et råd til mine hænder, for det er ikke bedre.
På snarlig gensyn.
Du kan tro at Verna og mig talte også om, Verna sagde du vil vel gerne det havde været din egen.
I morgen vil Laurits vist til Thisted med grise.
Er det brev ikke godt beskrevet og så går tiden jo ikke.
Nu lader du mig jo vide enten du vil til Thisted eller ej ikke sandt min egen Otto Daniel
Kommer du ikke snart herhen igen, men det er godt at der ikke er mere end godt 3 uger til jul, om jeg ikke skal se dig før, det kan være at jeg rejser hjem til juleaften.
Jeg håber da at brevet finder dig.
Hils din mor, venter hun på brev fra mig? Den skal nok snart komme.
I morgen er det jo Kristines fødselsdag. Jeg har fået brev fra Else og skal hilse dig.
Tja, hvad kan man sige? Anna skal altså til lægen med sine øjne, det har hun ikke været før, og så er der også det med hendes hænder. Kan det være at Ræhrs vand er mere salt og dermed udtørrer hendes hænder…
Den 7. december 1920 får Anna tid til at skrive igen og brevet bliver sendt dagen efter.
Ræhr 7/12 1920. Min kære elskede.
Rigtig mange tak for dit kærkommende brev i aften. Og tak for at du vil komme til Thisted. Vi bestemmer det altså til lørdag, du kommer altså ind med 2 toget. Jeg kommer jo ved middagstiden, men jeg skal nok være på banegården og tage imod dig, men inderlig kære.
Du var altså i Hørsted den søndag, da de havde deres nabo, jeg kan ikke huske om jeg skrev i mit sidste brev, at far skrev til mig om at de skulle have fremmede. Jeg har ellers fået brev fra dem siden (i lørdags) mine erindringskort. Far gik jo til sengs om mandagen, det er jo gal med benet, men det er jo ikke så sært når de går sådan i by. De gamle tåler jo ikke så meget vågning som unge.
Du skriver om at du agerer forkarl, det kan du jo nok også, det er jo ikke et helt uvant bestilling for dig min kære ven. Er han meget syg? Det er da ikke skønt for hans kæreste, men jeg er da glad for at det ikke er dig kære Otto. Så havde det da været mere tung at være så langt fra hinanden.
Alt går jo her som sædvanligt, fru Lindboe er oppe i dag og var det også i søndags, men jeg vil ikke sige at jeg er så glad ved det, for så er hun jo mere urolig om natten. Men det går jo nok den tid, jeg skal være her. Gid jeg havde en plads til februar, men det får jeg jo nok.
Vi længes jo gerne efter at få plads sammen og det få vi jo nok også engang med Guds hjælp. Vi har det jo ellers godt som vi har, men lige godt længes vi.
Nu godnat og hav det godt min egen kære Otto med mange kærlige hilsener fra din egen hengivne Anna.
I de her dage er det ikke værst med mine hænder, men mine øjne er så trætte.
Hils din mor mange tusinde gange fra mig på fredag 14 dage er det jo jul.
Og på gensyn på lørdag endnu en hilsen fra din Anna.
Anna ved hvor meget gamle mennesker kan klare, hvilken viden for en 23 årig! Hendes forældre på det her tidspunkt er 48 og 55 år.
Den 14 december 1920 skriver Otto til Anna.
Nørhedegård den 14/12 1920. Min kære elskede lille Anna.
Hjertelig tak for sidst. Du kom vel godt hjem med dine trætte ben fra den lange spadseretur vi havde sammen, og du kan tro at jeg blev slem ked af at du ikke kom med lige fem minutter længere syd på, for du husker jo nok at vi så at der var en del flag der vajede over husene og lige som jeg tabte dig af syne, kom jeg lige imod en brudeskare på en 40 tyve mennesker, jeg ville gerne at du havde været med forbi dem og set hvor kønt det så ud at de spadserede til kirken, jeg tænkte at gid var det også nær ved den tid at vi måtte blive viede og at vi må komme til at leve et lant og lykkelig liv sammen, hvilket vi jo længes så stærkt efter, ikke sandt min kære pige.
Nå jeg kom da i god behold til Thisted, men med ømme tæer, der er vabler på dem, så store som lærkeæg, men nu er det snart over, nu mærker jeg ingen smerte mere, men hvor stærkt jeg end gik nåede jeg først til Thisted tyve minutter efter at toget var kørt men heldigvis var bilen fra Hurup i Thisted og gik ikke derfra før klokken 9, så kom jeg med den, der var fuld hus vi var 18 unge mennesker med den, men kuns en jeg kendte, jeg stod af i Villerslev og gik så til Nørhedegård og var der ved 11 tiden. Jeg fik ikke talt med Kristian for han var jo rejst med toget. Jeg var så i Heltborg i aftes, Jens Peter og jeg spadserede derover, og det i vores træsko, for de klemmer jo ikke om tæerne.
Nå jeg har det godt og længes bare lidt efter jul, at jeg kan få dig her hjem igen den lille tur eller ferie. Jeg skal hilse fra mor.
Men først og sidst være du hilset på det kærligste fra din egen og hengivne Otto.
Du befinder dig vel stadig tilfreds med dine lorgnetter håber jeg.
Blev dine fødder ikke ømme af den lange tur.
Ottos sammenligning med vablernes størrelse og lærkeæg er fin. Hvor mange i dag har set et lærkeæg? Det havde Otto mange gange! Modsat træskoene, klemmer de almindelige sko hans fødder men han tager alligevel til Thisted i dem. Anna har fået lorgnetter.
Julen sig nærmer. Den 16. december skriver Anna til Otto og hun adresserer stadig til Ottos mor i Heltborg.
Ræhr 10-12-1920. Min inderlig kære Otto.
Tusind tak for brev og mange mange tak for i lørdags og søndags, da min kære ven skulle komme for sent til toget, men det var da godt at bilen gik, og så dine fødder, det må da have været grusomt for dig, at gå, da hvor er jeg ked af at du skulle lide så meget for min skyld. Men når det er over nu, så går det jo nok igen.
Jeg var her igen da klokken mangler 10 minutter i 5, så det varer mig ikke engang en time at gå tilbage men jeg havde jo heller ikke mere end knap 7 kilometer at gå og dig godt 11. Men mine fødder var ikke det fjerneste ømme. Laurits og Verna syntes også at vi havde gået godt når vi var helt ved Tved kirke.
Det går ellers godt med brillerne nu ville jeg nødig undvære dem, det er jo mere kedelig for dig, at du nu skal have sådan en gammel een, ikke sandt min kære Otto. Hvad mon din mor sagde, da hun hørte at jeg havde fået briller? Hun sagde vel at det var kun af storhed, men det er det jo Gudskelov ikke, men jeg er ked af at de ligner guld lorgnetter, jeg tror også jeg vil have dem byttet. Det vil du vist også helst jeg skal?
Nå hvordan går det, kommer du så til Hørsted juleaften? Det håber jeg jo, så kan vi jo rejse syd på enten juledag eller 2. juledag, men det kommer jo nu også an på hvordan fru Lindboe bliver, for er hun hel fra forstanden kan jeg ikke rejse, men skriver jo et brev til dig igen inden ju, til Heltborg så deri får du jo at vide bestemt enten jeg kommer eller ikke. Men ellers ses vi jo nok en af de første juledage, som glædelig er endnu engang mange tak for sidst.
De allerkærligste hilsener fra din egen hengivne Anna.
Hils din mor.
Jeg vil da håbe at dine fødder har forvunden den tur.
God nat min inderlig elskede.
Hav det godt til vi ses, min kære Otto du skriver vel sådan at jeg kan få skrevet inden jul.
Anna har fulgt Otto på vej fra Ræhr til Tved kirke og derefter er Otto gået resten af vejen til Thisted station, det er en tur på ialt 17,7 kilometer i for små sko. Annas lorgnetter ser ud som om de er guldbelagte, hvilket åbenbart er for meget for hende. Mon hun er bange for at de skal virke for “fine” og bemærkningen om at “det var af storhed” fortæller lidt om folks syn på brillebrugere dengang – meget uhyggeligt.
Den 19. december 1920 skriver Otto brev til Anna, men det bliver først poststemplet dagen efter kan man se på bagsiden af brevet, for frimærket er væk på forsiden.
Heltborg den 19/12 1920. Min kære lille Anna.
Tak for brevet som jeg modtog i aftes, ja nu nærmer julen sig med hastighed, nu har enhver jo travlt med at sit arbejde bliver udført på det bedste, både ude og inde, og enhver glæder sig når man er færdig, og ser at alt er blankpudset og alt på rette plads. ligesågodt dem som vi arbejder for, som os selv der gør arbejdet, men mangen en vil jo helst at det var deres egne sager de havde med at gøre, og ligeså godt tænker vi nu til jul. O gid det var for os selv, at vi måtte have glæden og selv have den ære at høste frugterne af vort arbejde. Men vi håber at til næste jul må blive til vort egen løn. Ikke sandt min kære elskede Anna, men vi har da den store glæde for os nu, at det er snart jul og må så have lov til at være sammen i flere dage, sidde sammen, tale og rejse ligesom vi finder for godt. Ja o hvor dejlig når vi tænker derpå, ikke sandt min kære pige.
Og det du skriver om dine briller, så ved du jo, at jeg helst vil at du skal beholde dem, når du selv er tilfreds med dem, når de passer til dine øjne, og tilmed nu da du har dem og bruger dem kan du ikke få dem byttet uden at give i bytte, så du skal nok se, at nikkelbriller på den måde vil blive dyrere end dine guld lorgnetter. Jeg synes da virkelig at du skal beholde dem og det ved du da også, at det er min mening for du kan da godt forstå at jeg ikke ja når jeg havde imod det, vel min kære.
I eftermiddag skal jeg til Randrup og besøge min gamle broder og bagefter til Hurup og se juleudstilling. jeg ved ikke rigtig om jeg kommer til Hørsted til juleaften for jeg ved ikke om jeg kommer fra Nørhedegård før fredag middag, og mor vil helst beholde mig hjemme, der som der ingen af de andre kommer hjem, ellers kommer jeg juledag midt på dagen.
De kærligste hilsener fra din Otto.
Men nu lader du mig det vide når du kommer hjem for jeg retter mig efter dig så vidt mulig, det ved du jo.
Flinke Otto!
Et brev fra Anna til Otto. Vi kan ikke læse noget ud af poststemplet, men derimod se at hun har oprindeligt sendt det til Nørhedegård, men at adressen er blevet ændret til Lildbjergård, så det tyder på at brevet er ankommet efter at Otto har forladt Nørhedegård og vi kan dermed se at hans næste plads er på Lidbjerggård.
Tirsdag aften. Min inderlig kære Otto.
Jeg tror ikke det bliver før tredje juledag jeg kommer for hun er hel fra forstanden hun har prøvet på 8 gange i dag at tage livet af sig selv Laurits og mig har haft nok med at styre hende og inden hun bliver sig selv vil det jo vare nogle dage.
Mange mange hilsener fra din ulykkelige Anna.
Jeg er sådan at jeg ryster.
Ræhr. Natten mellem mandag og tirsdag. Min elskede Otto.
Rigtig inderlig tak for dit kærkommende brev som jeg har modtaget i aften.
Der kommer altid noget i vej, når man har glædet sig så meget til jul.
Nu er fru Lindboe hel fra forstanden, det begyndte natten til søndag og så har det jo forværret sig mere og mere hver halve dag. Det har i to nætter har jeg ingen søvn fået for hun vil ikke være i sengen om natten og ikke være inde om dagen. Skal holdes når hun spiser, så holder Laurits hende og jeg giver hende det. Verna kan ikke have med hende at gøre for hende vil hun gøre ulykke på, ligesom på børnene og sig selv. Så Laurits og jeg vi har vores tur nu. Det er ikke skøn nu til den glædelige julefest. Det tager alt lyst til at gøre det skønt nu til jul. Både Verna og mig er sådan i hovedet at vi ikke kan samle vore tanker.
Så ved jeg jo ikke hvordan og hvornår jeg rejser syd til dig, min inderlig kære, det er jo ikke sikkert det bliver før tredie juledag, det kommer jo også an på hvordan hun bliver, for jeg tror eller rettere Laurits og Verna tror ikke at det går over inden fredag, og så går der jo ingen bil før tredie juledag, men der skal være et kort i Heltborg, der skal blive sendt herfra torsdag, om hvornår jeg kommer for bestemthed. Man kan jo aldrig glæde sig til noget, så skal der altid komme noget i vejen om ikke det ene så det andet. Jeg er nær ved at tabe humøret, men så tænker jeg på dig nu i al vider var. Så ved jeg hvad du ville sige min kære Otto, At jeg skal holde humøret oppe, men gid du var her nu i de her skrækkelige nætter, så var det ikke det halve. Men nu når det går over kan jeg jo hvile ved siden af dig, min inderlig elskede.
Jeg har været så bunden at jeg ikke har fået købt nogle julekort, så det er ikke sikker at jeg får nogle sendt.
Men nu være du hilset på det allerkærligste fra din længselsfulde egen Anna.
Men jeg må vil helst slå mig til ro til tredje juledag så kommer du til toget i Hørdum efter mig og til Hørsted.
Hils din mor, hav det godt til vi ses, jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det her med min hjemrejse for jeg vil nu helst være sammen med dig fra først til sidst.
Stakkels Anna, det er ikke nemt det her….
Den 30. december 1920 skriver Anna og får også sendt brevet afsted til Otto i Heltborg på årets sidste dag i 1920.
Ræhr 30-12-1920. Min kære elskede Otto.
Et glædelig nytår med mange mange tak for det svundne år. Nu vil vi jo håbe at inden denne års udgang må have lov til at være sammen for livet, ikke sandt min kære Otto. Tusind tak for al den dejlige tid vi har været sammen nu i julen den tid gik jo bare alt for hurtig.
Vi kom her til Ræhr ved femtiden. Jeg var bare farlig klædt på til at sidde på en vogn så langt, men jeg gik tidlig i seng, så blev jeg da optøet så i dag har jeg det da bedre skønt jeg jo altid fryser, men nu har jeg jo også hvilet i min kærestes arm, så længe så det er jo ikke så sær om jeg fryser nu når jeg skal af den igen. Gid det var februar og jeg skulle flytte hen til dig, men der bliver jo nok en plads, ikke sandt min elskede.
Du kom vel godt hjem i går, du havde jo så mange bekendte at rejse sammen med, gid jeg skulle på ved mig, men den gang kommer jo nok, da vi har vores fælles hjem, nu er du vil i Lildbjerggård igen, og er fodermester, kommer du ned i Skyum, får du jo nok undskylde mig fordi jeg ikke kom der, det regnede jo hver dag da jeg var hjemme.
Her er det som sædvanlig fru Lindboe der er hel forknyt over at jeg ikke vil blive der, hun kom tilfældig til at høre, at jeg sagde det til Verna. Hun siger om hun har gjort mig noget ondt, jeg må endelig ikke være bange for hun vil da ingenting gøre. Nu er hun næsten normal så kan man næsten ikke andet end have ondt af hende det sølle menneske.
De allerkærligste hilsener sendes dig fra din længselfulde pige Anna.
Hils din mor og brødre. Jeg håber da, at det går over igen med siden det er jo nok fordi jeg var for for tynd påklædt. Nu må du da ikke blive alt for bange, for bliver det værre skal du jo nok få det at vide min kære. Elskede jeg mangler for dig til at få det væk.
God nat min kære Otto, gid jeg kunne sige daglig godnat til dig.
Anna er tilbage i Ræhr efter juleferien, hun må have siddet på en hestevogn fra Thisted til Ræhr siden hun ikke havde tøj nok på. Hun må have regnet med at køre i bil, men det bliver ikke rigtig forklaret for os. Mellem jul og nytår må Otto være begyndt som fodermester på Lildbjerggård.
1921
Den 4. januar 1921 skriver Otto brev til Anna.
Heltborg den 4/1 1921. Min kære elskede pige.
Tusind tak for dit kære brev, og ikke mindst takker jeg dig for den skønne juletid vi tilbragte sammen. O hvor var denne tid dog skøn bare den måtte have været noget længere eller at jeg endda havde kunnet beholde dig her henne, så at jeg kunne have besøgt dig engang imellem, ligsom jeg følte trang til det, men hvad vil nu den næste måned bringe, nu begynder vi jo at sørger over den, men vi håber jo at du må komme herhen, på at vi kan få lov til at se hinanden nok så tit. Det er da godt at vi ikke er længere fra hinanden end vi er.
Jeg håber dog at du snart igen må blive rask efter din juleferie eller den lange og kolde køretur. Din finger den er vel blevet hel igen, men din side føler jeg ikke er bleven rask endnu. O gid jeg kunne løbe hen til dig en aften engang imellem og vi kunne sidde side om side og tale sammen for lidt kærlighed og hjertevarme vil gøre så usigelig godt for os ikke sandt min kære Anna, jeg længes efter dig og du efter mig. O hvilken glæde det bliver for os den dag vi må få lov til at flytte sammen, men hvornår ved vi jo ikke, måske er vi den nærmere end vi aner, men gid det var så vel ikke sandt min søde pige, men nu må du blive rigtig rask ellers får du jo lade mig det vide for så vil jeg da alligevel hen og besøge dig endnu engang.
Jeg skal blive i Lindbjerggård indtil karlen kommer og vi kan vist regne med fjorten dage og får jeg ikke noget arbejde kan jeg blive der, og når du skriver igen kan du adressere brevet til Lildbjerggård pr. Hørdum.
De kærligste hilsener fra din egen og hengivne Otto Pedersen.
Jeg skal hilse dig min egen søde rare lille pige, fra Marthin og mor, og selv være du hilset med et heldbringende nytår fra mig din hengivne skat og du min skat.
Meget får vi ikke at vide, kun at Otto er midlertidligt fæstet som fodermester indtil en unavngivet karl kommer, samt at han kunne blive der hvis han ikke fandt andet arbejde.
Et fint poststempel der ikke lader os i tvivl om at det er stemplet den 7. januar 1921.
Ræhr 6-1-1921. Min egen elskede.
Siger tak for brev, det kan jeg ikke da jeg ingen har modtaget siden vi sås, hvad har optaget din tid, men det kan jo være at du ikke har været i Heltborg, så du ikke har fået det andet brev. Du ved jo min kære ven at jeg længes altid efter brev og når du plejer at sende dem sådan at jeg fik dem om tirsdagen bliver jeg utålmodig, når der ikke engang er kommen om torsdagen.
Men det jeg har på samvittigheden er at de plager mig for at bliv her, de mener at jeg kan få 100 kroner for februar, det er jo mange penge. Hvad siger du til det min kære.
Nu er det gået over med forkølelsen.
Mange mange kærlige hilsen fra din egen Anna.
Skriv snart, hils din mor.
Du tænker vist at jeg er let til at tabe tålmodigheden.
Nå, da da Otto! Men vi ved jo, at du er en god ven. Du har jo skrevet den 4. januar. Anna vil gerne have Otto til at tage beslutninger på sine vegne….
Det næste brev er skrevet den 9. januar 1921, og den fugtige opbevaring af alle Anna og Ottos breve har ikke været godt for dem, og ofte er brevene svære at læse….
Heltborg 9/1 1921. Min kære elskede pige.
Hjertelig tak for dit brev som jeg har modtaget i aftes, jeg håber da at du har fået mit brev, da jeg ikke var hjemme i sidste uge før mandag aften, fik jeg da selvfølgelig ikke skrevet før om tirsdagen og afsendt om onsdagen mente jeg også at du kunne få den om torsdag aftenen, men jeg håber da at du har modtaget den, for ellers er du ved en køn sind, det kan jeg da nok tænker, men du får da undskylde mig min kære.
Men det med din plads ved jeg ikke. Vi synes jo selvfølgelig det er mange penge at tjene, hundrede kroner, i den korteste måned, det er rigtig nok, men så er det min pige, tror du at du kan holde det ud for det er jo hårdt for dig med de lange og mange søvnløse nætter, det er jo temmelig hård ved dine nerver, værre end når jeg plejer at holde dig vågen. Jeg er bange for at det vil komme til at svie til dig alle dine dage, tror du det ikke selv, synes du ikke helst at du vil være fri, hvad min kære, tror du ikke også at dine forældre vil helst at du kommer lidt nærmere. Og mig længes du jo selv sådan efter, ligesom jeg efter dig, at vi næppe kan undvære hinanden, synes du så ikke også, at du hellere vil have en plads til nok så lille en løn, og så ikke længere sætte dit helbred på spil for penge, men får de ingen pige fæstet og du får ingen plads, og du så synes om det, kan du jo blive der på dagløn a 5 kroner, for så kan du rejse når den gamle bliver tosset ikke sandt min kære pige.
Nu de kærligste hilsener fra din egen og hengivne Otto.
Hilsen fra mor og Kristian, Martin rejste til København i onsdag, jeg skal ned til Lildbjerggård i denne uge.
Et udmærket forslag Otto kom med, med hensyn til daglønnen, hvis Anna ikke får andet arbejde…..
Den 10. januar 1921 får Anna afsendt et brev til Otto og får det adresseret til Lildbjerggård.
Ræhr søndag eftermiddag. Kære elskede min.
Mange tak for dit kærkommende brev. Du kan nok forstå at jeg er let til aat tabe tålmodigheden, nård der ingen brev kommer fra dig, min kære. Ja hvad skal den næste måned bringe os, gid vi havde det sådan at vi kunne slå fælles bopæl. Men den dag kommer jo nok engang, gid den var nærmere end vi tror som du skrev, jeg kan sige at der ikke er en dag undtagen det er i mine tanker, og om natten når fru Lindboe raser ønskede jeg, at gid du var der endda så du kunne trøste mig lidt.
Har du hørt nogen plads til mig, for bliver her det synes næsten ikke jeg kan. Det er godt nok mange penge, jeg kan få 100 kroner i måneden. Laurits og Verna mener jo at han nok vil give det, det har jo ingen meldt sig endnu, men der er jo også tre uger til februar.
Synes du jeg skulle søge nogle af de pladser der er i Thisted, en plads skal jeg jo have, hvor det så bliver, men det håber vi jo heller ikke, der skal gå os på, tror du vel min kære ven.
Du bliver vel i Lildbjerggård i vinter om du ingen arbejde får, det er jo også godt for dig for gå uden arbejde egner du dig jo ikke for min elskede skat, det er jeg jo også glad for. Kommer du ikke herhen inden jeg rejser så. Men den tid kan jo også hurtig gå, men hører du en plads, det gør ingenting om også jeg skal malke, det skal jeg jo til engang alligevel og jeg tror også at mine hænder kan tåle det, når jeg plejer dem godt.
Men nu må du være hilset på det kærligste fra din egen hengivne Anna.
Hils din mor.
Lad det nu ikke vare så al for mange dage inden du skriver min egen kære elskede skat, for længes jo altid i dag for i hjertet der er vi.
Hils Jensine fra mig og sig at når du skal være der ønsker jeg på en måde at jeg ogå skulle være der.
Ja, Anna skal have arbejde. Nu er der ikke noget med bare at tage til Hørsted og gå hjemme, som hun gjorde sidste sommer. Hvorfor mon?
Hvad har vi her? Et brev til Otto uden adresse. Hvordan det hænger sammen ved vi ikke, men der er et brev inden i.
Ræhr 14/1 1920. Min egen kære Otto.
Ja, nu ved jeg ikke hvad du siger til det, jeg har taget plads i tre måneder til. Det er i Hurup hos jordemoderen, jeg skal kun have 40 kroner om måneden, men det går vel også nok. Jeg er ked af at jeg ikke kunne få dig i tale inden jeg fik pladsen. Men turde ikke lade være at tage plads, det er jo ikke så let at få plads nu på denne års tid og der er jo mange til hver plads, hos hende har der været fire foruden mig.
Jeg skal malke en ko, men der er meget frihed sagde hu, så jeg kan jo tit gøre en svip til Heltborg og ned til Stine ikke at forglemme. Nu vil jeg håbe at det er efter dit ønske min elskede. Gør mig nu ikke ked af det. Verna sagde at det var mærkelig at jeg ville tage plads uden at spørge dig til råds først, det var er jo ganske umuligt at gøre. Og gå til februar uden plads vil jeg jo ikke, da jeg jeg gik hjemme hele sommeren. Siger du ikke det sammen min elskede.
Nu kommer jeg jo også syd på til mine kære og særlig dig, min egen skat. Nu kan du jo komme og besøge mig engang om ugen å hvor det bliver dejlig når jeg har dig til at trøste mig gør det ikke noget om jeg skal døje noget.
Nu vil jeg slutte for bilen kommer snart og så går Frederik efter avisen og i morgen får jeg ikke tid til at gå.
De aller kærligste hilsner fra din egen Anna.
Nu håber snart at du får brevet min kære.
Skriv snart og lad mig vide hvad du siger til det.
Ja, hvad kan Otto sige andet end at han er tilfreds med hendes valg. Anna har selv taget et initiativ her og det er godt.
Dette brev kan vel siges ikke at være spild af papir. Otto skriver til Anna den 17. januar 1921. Brevet bliver nok svært at tyde, men vi prøver….
Heltborg den 17/1 1921. Min kære pige.
Tak for brevet som jeg modtog i dag, jeg var ikke kommen ud af sengen da posten kom før jeg var ikke kommen hjem og i seng før klokken 2½. Jeg har nemlig været syg, jeg har været gennemvåd i fire dage, jeg har drænet stået i en drængrøft på 3 alen dyb og med ½ alen vand i, og siderne af grøften ville skride sammen lige så rask som jeg kunne kaste dem op, du kan tro det var noget slem skidt. (Peder Amby hjalp mig lidt), du skulle lige have set os, vi lignede slet ikke mennesker, når vi kom op af grøften, vi var sådan af læver og pløre randt ned af os, Peder Amby sagde den sidste dag, at der ikke var et tør lus på ham, og jeg var også gennemvåd, men heldigvis er jeg sikker på at være fri for lus, derværre er familien Amby ikke fri for det.
Nå vi blev færdig med den besværlige stykke drænarbejde i fredags aften og det var også lige tilpas for da blev jeg syg, ondt i mit hoved nede i hals og min ryg og min venstre side, jeg sov ikke den nat, o jeg var i en frygtelig pine, og jeg måtte op om natten og kaste op, det var ingen hyggelig nat den, jeg rejste mig så om morgenen og røgtede hestene og gjorde alt morgen gerning, det gik godt nok ikke rask med mig, vi kommer op 6½ og jeg blev jo ikke færdig før klokken 10 fik ingen frokost, så gik jeg i seng til klokken 12 og så rejste jeg mig igen og røgtede hestene, fik ingen middagsmad, og da jeg så var færdig vaskede jeg mig og skiftede tøj og så cyklede jeg til Hørsted, og de var glade for at se mig der, og de kunne straks se på mig at jeg ikke var helt rask, vi spiste til aften, drak the og kaffe længere ud på aftenede og jeg befandt mig ha helt vel, jeg blev der om natten, og sov så dejlig i din gamle seng, jeg sov sådan at sveden løb af mig ned ad ansigtet og min skjorte var gennemvåd af sved, og jeg var da rask igen på nær min hals, men om et par dage er den lige så frisk som før. De ville at skulle have holdt seng, men jeg havde ikke tid til det.
Nå min elskede jeg vil nu rigtig hjertelig ønske dig tillykke med din nye plads, du kan tro at vi allesammen glæder os til at få dig herhen igen, og ikke mindst mig. Vi talte om den plads i Hørsted og jeg ville om søndag formiddag til Skyum og så ville jeg på Hørdum telefonere til jordemoderen, men jeg nåede det ikke for min cykel punkterede to gange, men jeg kom da til Skyum of gra Skyum 11½ nat og til Heltborg klokken 2 og så gennemvåd som en druknet mus for det regnede voldsomt og så ville jeg til Hurup i dag men så kom dit kære brev og forstyrrede mig idet og glad er jeg.
Jeg ville gerne hen til din fødselsdag og så vente at få dig med hjem, men jeg kan ikke være det bekendt at gå der henne i 4 dage, men bare de havde lidt arbejde til mig, at jeg lige kunne tjene føden, for du ved jo godt at jeg ikke vil ligge nogen til besvær ikke sandt min kære elskede.
Jeg er så glad for at du kommer herhen på til os. Lev vel. God nat min skat. Jeg har det godt i dag.
Du kan vel godt se at læse min lille skrift.
Jeg vil helst ikke mere til Lildbjerg nu men jeg skal for mine træsko står der og jeg har ingen penge fået, for han vil ikke af med mig, han aner godt at når jeg får mine penge kommer jeg ikke mere.
Jeg skal hilse fra mor, at hun er så glad for at du har fået den plads, for lige da hun havde set den i avisen ønskede hun dig den og det samme var tilfældet hos dine forældre og så snart jeg så den var jeg jo lige så vild for det og dig selv også så den måtte jo være bestemt for dig.
Kærligste hilsener fra din Otto.
Hilsen fra Hørsted og Heltborg og Skyum og Jensine. I håb om en vellykket plads for dig min kære.
Hils hr. og fru Lorentsen, Frederik og Elly.
Det var jo et meget fortællende brev Otto skrev her. Det var interessant at læse, vi hører også at alle ivrede for at Anna skulle få den plads i Hurup.
Lad os lige tage et lige kig på poststempler. På forsiden hvor frimærket sidder kan vi se at der er et poststempel “RÆR”. Mon det er posten i Ræhr der har haft et stempel? Ræhr bliver jo også mange steder skrevet som “Rær”. Derudover ser vi at brevet erstemplet i Thisted. Bagsiden viser at brevet også blev stempel ved sin ankomst til Hurup. Alle breve fra dengang har stempel på både forside og bagside, men kun de breve vi har fra Ræhr har det ekstra stempel.
Ræhr 19/1 1921. Min elskede Otto.
Inderlig tak for dit kære brev, som jeg har modtaget i aften. Det er rigtig nok kedelig med dig min kære at du skal være syg. Jeg vil da ikke håbe at det betyder noget min elskede ven. Hvorfor ville du ikke holde senge så længe at du var hel over det. Det er da forkert af dig at tænke og tro at det går nok over af sig selv, uden at gøre noget for det min kære Otto. Men du lader mig vel vide hvordan det går dig min kære, du ved jo nok at jeg er meget begkymret over at du er syg, og så at jeg er så langt fra dig og ikke kan komme hen og se til mig.
Men nu nærmer tiden sig da godt, da jeg herfra skal drage nærmere hen til dig, min kære skat, og du kan tro jeg er glad ved det er til din tilfredshed, jeg har taget pladsen, det er da som alle havde tiltænkt mig den plads, og hun skal vist også være meget flink at tjene, men det gør ikke noget om jeg skal døje noget for nu har jeg jo dig at søge trøst hos og jeg ved jeg søger aldrig forgæves hos dig min egen kære.
Det var pæn af dig og besøge dem i Hørsted jeg ved og du også selv min ven at du er altid inderlig hjertelig velkommen der. For de ved også at du får mere at vide end dem. Nysgerrig er de.
Nu skal vi til at have storvask, vi har ikke vasket i det her årstal, så den er også stor, gid vi nu må få noget godt veejr så vi hurtig kan få det tørret, ellers er jeg bange for at vi ikke bliver færdig inden jeg forsvinder.
De har ingen pige fæstet endnu, så det er jo meget tvivlsom at de får nogen. I de sidste dage har fru Lindboe været så ualmindelig, Verna og Laurits siger at sådan har hun aldrig været før, det er ikke godt at vide hvad det er imod. Hun er noget abartig “kunstig”, men jeg er nu snart lige glad de 12 dage går jo nok lige godt som de andre.
De allerkærligste hilsener og ønske om at du må blive rask fra din egen hengivende Anna og på snarlig gensyn min elskede skat Otto.
Gid du kunne hente mig.
Hils din mor mange gange, jeg skal jo ikke i plads før den 3-4 februar, jeg skal have ordnet mit tøj lidt der hjemme.
Hils Også søster Stine om du taler med hende.
Vi skal vaske i morgen, gid vi var over det for det er koldt.
Ja, vi får at vide at Anna først skal starte hos jordemoderen i Hurup den 3. eller 4. februar og at hun skulle være flink. Ellers bliver vi delagtiggjort i Annas viden om sygdomme, som ganske enkelt er, at man ikke bliver rask af sig selv…
Onsdag. Min egen elskede.
I dag da vi var omme og rulle ringede Verna hr. Olsen op i telefonen for at spørge hvodan det. Hun sagde blandt andet at jeg rejste vist på mandag, det syntes han ikke om og at jeg trådte jo ikke i plads før den tredie, så jeg skulle nærmere være der en dag længere end rejse om dagen før, men det bliver nu løgn på tirsdag tager jeg afsted.
Hr. og fru Olsen kommer her hen på lørdag, søndag og mandag, så det er ikke værd at du henter mig her, men kommer du ikke til Thisted på tirsdag eller til Hørsted om aftenen, men han kan bande på jeg ikke tager imod alt, jeg skal nok tjene min plads ud, men det må også være Lorentsens skyld, de er jo fornærmet over, at jeg har udtalt mig med hvordan hun var, men jeg har ikke sagt mere end hvad der var sand.
Nu må du være hilset på det kærligste fra din Anna.
Bilen kommer
Der er mange skuffelser i verden, utak er verdens løn.
Så på gensyn på tirsdag et sted.
Dette brev var i konvolutten sammen med det forrige. Anna taler med store ord!
Den 23. januar 1921 skriver Otto til Anna.
Heltborg d. 23/1 1921. Min kære elskede pige.
Tak for dit brev som jeg modtog i går. Ja nu nærmer sig tiden igen, at vi skal lidt nærmere sammen hvilket er dejligt at blive fri for al den skriveri, bare vi nu kan vedblive at være hinanden så nær at vi kan snakke sammen, når det skal være, ja jeg er da bleven rask og har det godt, men jeg har endnu ikke begyndt at arbejde, jeg går til politisk kursus i de her to dage altså lørdag og søndag hvilket afholdes på Missionshotellet i Hurup, hvilket er ret skøn, jeg ville jo gerne have haft dig med, for at du kunne have hørt disse foredrag.
Jeg var til bal i forsamlingshuset lørdag aften, jeg skulle jo have haft dig med, men jeg beklagede at det var dig umulig, da du jo er så langt herfra, og for fjorten dage siden var vi inviteret til bal i Bedsted Afholdshotel, men jeg måtte jo også undlade begge to , der ville jeg ikke rejse hen, da jeg ikke kunne få dig med, jeg har da vist heller ikke ladet dig det vide, jeg kan da i det mindste ikke huske det, men så beder jeg om en undskyldning.
De kærligste hilsener fra din hengivne Otto Pedersen.
Hilsen fra mor.
Lev vel indtil vi ses, jeg skriver dig et sidste brev, som du vist ikke har forstået.
Jeg ville gerne have været henne og hente dig, jeg skrev en del om det i sidste brev, men som du ikke giver noget svar på, så jeg kommer måske på søndag så kan du vel få fri på mandag.
Ja, Otto er måske træt af alt det skriveri, men det har glædet os.
Det sidste brev vi har fra Anna til Otto er skrevet den 26. januar 1921.
Ræhr. Mandag aften. Min kære Otto.
Inderlig tak for dit kære brev, som jeg har modtaget i aften. ja nu nærmer tiden sig da godt, da jeg herfra skal fare. Mange tak for at du vil komme herhen efter mig. Det som du skriver om kære ven at jeg ikke har forstået, kan jeg ikke udgrunde, jeg har studeret det sidste brev igennem igen nu i aften kan ikke finde det endnu. Så det er ved at snurre rundt i mit lille hoved.
Det glæder mig meget at du er blevet rask igen, du har altid sagt at du troede ikke at du kunne blive syg. Når bare du nu vil være lidt forsigtig imod dig selv, det bliver gerne værre anden gang end først ikke sandt min elskede. Det kan være du vil sige at jeg ikke skal begynde at holde gardinprædiken for dig kære ven.
Du har nok ordentlig været til møde og bal i den her sidste tid, nu skal du jo også skynde dig og more dig medens kæresten er væk. Skønt jeg tror du kan more dig bedst når du har mig med.
For det gør jeg jo ligeså, vi to har jo ikke godt ved at undvære hinanden, og derfor er vi jo glade ved at komme nærmere sammen igen og gid vi ikke skulle langt fra hinanden mere, men snarere nærmere sammen til næste gang, men vort håb er jo nok langt hen jo mere vi venter des fastere bliver båndet jo knyttet.
Du har vel set i avisen at de søger endnu under “Billet mrk. 701” ældre pige. Så de har ingen fået endnu. Gudskelov at jeg har plads for ellers var jeg næste nødsaget til at blive. Så i aften var der tale om det, så slog jeg på om jeg måtte rejse på mandag, din tanke at jeg må. Nu har jeg næsten også været barnepige hveranden aften i den her måned, så det er ikke mere end lovlig grund jeg får her, og har også sommetider malket. De ved også nok at det er min fødselsdag på lørdag og nu være du hilset på det kærligste fra din hengivner Anna.
Og på gensyn på lørdag eller søndag. Jeg vel hellere sige dig det.
Å hvor jeg også længes efter dig, nu er det jo en måned siden jeg så dig, jeg vil ikke håbe at det skal ske mere, ikke sandt min kære elskede Otto.
God nat min skat, sov godt, jeg fryser det er også hunde koldt.
Hils din mor, du min Otto får mig undskyldt fordi jeg ikke kan forstå hvad du mener.
Det sidste brev vi har fra Otto til Anna skrev han den 27. januar 1921.
Heltborg 27/1 1921. Min egen elskede pige.
Tusind tak for dit kære brev. Det er jo så kedelig, når man ofrer sig på det bedste at man så til gengæld kun skal have utak, men det er godt at du ikke skal være der henne længere end disse 4 a 5 dage, så det går jo nok for os, det er lige så hård ved mig, at tænke derpå, som det er for dig som må gennemgå skæbnen. Men Gudskelov, at du snart er fri for deres vrøvl derude i klitterne. Dersom de begynder med noget skal du sandelig ikke lade dig træde på, men holder de inde så lad dem bare være i fred for det er bedst, at komme om ved det i det gode, jeg ville ellers slem gerne have været der henne efter dig, men da du ikke synes om det, og jeg synes også jeg er ked af at komme derhen når hr. Olsens er der, det gør heller ikke noget når blot de vil lade dig i fred.
Jeg kommer til Thisted på tirsdag den 1. februar med første tog for at hente dig, min kærkomne gæst.
Og skal, for jeg er jo som du ved lidt stolt af dig og håber det samme af dig, og gid vi må blive ved at være det så længe vi lever. Modtag herved mine bedste ønsker om på fødselsdagen lykken, sundhed og glæde alle dine dage.
De kærligste hilsner fra din hengivne Otto.
Jeg har det godt kan du tro, gid bare du kan få det ligeså godt nu må du komme herhen min skat.
Jeg svinger plejlen i disse dage over hos Chr. Hedegård i Visby og når jeg bliver færdig der skal jeg til Nørhedegård igen jeg bliver færdig med plejlen på lørdag tænker jeg.
Hvad siger du til at Marie har hævet sin trolovelse med Johannes.
Lev vel, nu de sidste dage, du skal være der ude i Ræhr, på gensyn på Thisted den 1. februar 1921.
Fødselsdagsgaven har jeg ikke købt endnu, men nu må du tænke over på hvad du helst vil have og så får du den i Thisted på tirsdag.
Vi kan gætte, men mon ikke Anna helst vil have en forlovelsesring? …og det ved Otto! Hidtil er de jo kun blevet kaldt kærester….